Nordlys og polareventyr i Nordnorge – Tromsø, Narvik og Lofoten

Pak vintertøj og eventyrlyst, når vi tager på polarekspedition i særklasse i bjergtagende Nordnorge!

Her kommer du på opdagelse i landskaber af en anden verden, hvor vintermagien fortryller, og knitrende frost, snedækkede fjeldtinder, rensdyr og ulveflokke venter. På hele rejsen bevæger du dig over polarcirklen, hvor mørke polarnætter hersker i vinterhalvåret, og hvor solen kun lige kæmper sig over horisonten. Dette giver hver eneste dag på rejsen optimale chancer for at opleve nordlyset danse på himlen i grønne og violette farvespil. Samtidig oplever du den særlige atmosfære, hvor polarvinteren leves under tindrende stjernehimle – oplyst af bløde, snehvide landskaber. 

Rejsen går til den arktiske hovedstad, Tromsø, hvor du på byens Polarmuseum følger i sporene på den verdensberømte polarforsker Roald Amundsen, der var den første til at nå Sydpolen. I verdens nordligste polarpark oplever du det vilde dyreliv med ulve, elge, losser og moskusokser, og på en rensdyrfarm får du fornøjelsen af at fodre Nordnorges søde, pelsede firbenede beboere. Du bliver også klogere på samernes rige traditioner, når joikens stemningsfulde toner og bålets knitren fylder lavvo-teltet. Skønheden tager imod os i en af verdens smukkeste øgrupper, Lofoten, og små fiskevær hilser os velkomne til fortællinger om livet i pagt med havet og årstidernes dramatiske skift. Kan du slet ikke få nok af den arktiske skønhed, kan rejsens mange oplevelser toppes med snescootersafari eller en tur med hundeslæde.

Tag med på polareventyr, hvor vinteren giver friske røde kinder og uforglemmelige rejseminder! 

Fra kr. 15.995

Den endelige pris afhænger af de specifikke rejsedatoer, hotelværelse osv.

8 dage med dansk rejseleder

Vores rejseledere er passionerede eksperter med et hjerte, der banker for Norge. De glæder sig til at dele deres store viden om landets historie, kultur og natur

Overnatning

Ophold i delt dobbeltværelse på flotte 3-stjernede hoteller

  • Du kan flyve fra både Aalborg og København
  • Der er god tid til at opleve Tromsø, Narvik og Lofoten
  • Du oplever de magiske snelandskaber og polarnætter
  • Du befinder dig over polarcirklen og har derfor gode chancer for at opleve nordlyset
  • Du oplever de arktiske dyr på nærmeste hold
Nordlys over Lofoten med udsigt til fjord og snedækkede fjelde
Ulv i sne
Udsigt til rødt fiskerhus, fjord og sneklædte fjelde
Rutekort over rundrejsen i Nordnorge

Dagsprogram

Fold alle dage ud
Dag 1Ankomst til den arktiske hovedstad, Tromsø, med byrundtur og besøg på Polarmuseet

I dag rejser vi fra Danmark og ankommer til Tromsø, hvor vores vintereventyr begynder 69 grader mod nord. Fra lufthavnen kører vi til vores hotel, hvor vi tjekker ind.

I Tromsø befinder vi os mere end 300 km nord for polarcirklen, og polarkredsens vilde, smukke og snedækkede natur venter blot på at blive opdaget. Af samme grund kaldes Tromsø også for ”Porten til Ishavet”, fordi byen flere gange har været udgangspunkt for polarekspeditioner. Disse polarekspeditioner kommer vi netop på sporet af i dag. Vi starter dog dagen med at gå på opdagelse i byen selv, der lyser op midt i den arktiske vildmark mellem Lofoten med de små fiskevær mod syd og verdens ende mod nord, Finnmarken, med de enorme vidder. På vores byrundtur oplever du, hvordan Tromsø trods sin nordlige beliggenhed har et mildt klima, der skyldes den varme Golfstrøm.  

Du ser det smukke gamle centrum med velbevarede træhuse fra 1800-tallet, for Tromsø undgik de store ødelæggelser under 2. verdenskrig. Du passerer domkirken, et af Tromsøs vartegn, som blev bygget i 1861 og er verdens nordligst beliggende lutherske domkirke. I middelalderen var Tromsø et kirkeligt centrum, og tilrejsende besøgte byen langvejs fra, hvilket medførte øget handel i byen. I løbet af 1800-tallet blev Tromsø desuden kendt som ”Nordens Paris” på grund af de velklædte damer og beboernes sofistikerede adfærd. Byen, som møder os her 200 år senere, er stadig en kulturel by, hvor spisesteder, kulturarliv, museer og gallerier flankerer gaderne, og hvor unge studerende flittigt præger byen.

Over for domkirken ser du statuen af polarforskeren Roald Amundsen, som du med vores besøg på byens Polarmuseum skal lære bedre at kende. På museet bliver du både klogere på historien om norsk fangst, arktisk videnskab og ikke mindst de farefulde og fascinerende polarekspeditioner. Her følger du i sporet på en af verdens mest berømte polarforskere, nemlig Roald Amundsen. Roald Amundsen er kendt for at have fundet Nordvestpassagen samt at have ledt verdens første til ekspedition, der nåede frem til Sydpolen. Det var fra Tromsø, at Roald drog ud på sin sidste fatale ekspedition, og hans minde æres den dag i dag på både museet og med statuen.

Når mørket falder på, er det tid til at kigge mod himlen efter det, som Tromsø måske er allerbedst kendt for! I Tromsø hersker de mørke polarnætter nemlig i vinterhalvåret. Derudover ligger Tromsø lige under den såkaldte nordlysoval, hvilket bevirker, at du befinder dig et af de steder på kloden, hvor nordlyset viser sig allermest. Det giver dig optimale chancer for at opleve nordlysets magiske dans over himlen – vi spejder derfor mod det fjerne og håber, vi har heldet med os.

Om aftenen mødes vi til en hyggelig velkomstmiddag på en lokal restaurant.

 

Her bor du

Scandic Grand Tromsø

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

Måltider inkluderet

Aftensmad

 

Hyggelig vintervej i Tromsø med træhuse, grantrræer og sne
Centrum af Tromsø klædt i sne med udsigt til katedral
Udsigt over Tromsø om aftenen med sne, fjelde og nordlys
Dag 2Vildt dyreliv i verdens nordligste polarpark og videre til Narvik

Dagen starter stille ud. Du kan enten nyde en rolig morgen på hotellet eller nå en morgengåtur i Tromsø. Om formiddagen går turen fra civilisationen i Tromsø til dyrenes rige i vildmarken. Vi besøger Polar Park, der er verdens nordligste af sin slags – og på turen hertil nyder vi de sneklædte landskaber, der ændrer sig i takt med, at vi kommer tættere og tættere på dagens mål. Ved ankomst til polarparken er det med at holde øjnene stilke, når du spejder efter nordens vilde dyreliv såsom elge, rensdyr, moskusokser og polarræve – og selvfølgelig rovdyrene, der hersker øverst i fødekæden: ulve, losser og jærve! Parken værner om dyrevelfærden, hvorfor dyrene lever under naturlige betingelser. Vi kan således ikke garantere, at vi har held med at se samtlige dyr. Men vi håber, at dyrene ikke gemmer sig for godt i snelandskabet, så vi får fornøjelsen af at komme tæt på det vilde polarliv. 

Herfra fortsætter vi til havnebyen Narvik, der ligger ud til Ofotfjorden – omgivet af blanke vande, sneklædte skove og knejsende fjelde. De omkransende tinder tiltrækker årligt skiløbere og snowboardere fra hele verden, som skal mærke suset af den arktiske skønhed. 

Skønheden er dog ikke forbeholdt vintersportsfolkene – med svævebane kan du nemlig komme til tops på fjeldet og nyde den bjergtagende flotte udsigt ud over det snedækkede landskab. Og når polarnatten sænker sig, er det blot at spejde mod himlen og håbe, at nordlyset vil vise sig i al sin skønhed og pragt

 

Her bor du

Quality Grand Royal

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

Måltider inkluderet

Morgenmad   Aftensmad

 

Ulvepar i snelandskab
Polarræv i snelandskab
Dag 3I samernes spor på rensdyrfarm og videre til Svolvær – porten til Lofoten

Tidligt om morgenen tager vi fra hotellet og fortsætter vores færd – nu til lands. Vi snor os fra Narvik på det norske fastland mod vest langs Norges billedskønne skærgårde, indtil vi når dagens mål – Svolvær, der også er kendt som porten til Lofoten. 

Undervejs nyder du udsigten til smukke landskaber malet af blanke fjorde, dramatiske fjelde, farverige fiskerlejer og bløde snedrys, der lyser op for os, mens vintersolen langsomt samler kræfter til dagen.

Vi når øen Langøya, hvor vi straks krydser bygrænsen til Sortland. Her venter dagens højdepunkt, når vi skal besøge en rensdyrfarm, hvor vi både følger i fodsporene på samernes rige traditioner og hilser på de nordnorske firbenede beboere. Samerne har stadig en tydeligt markeret etnisk identitet og stærke kulturelle traditioner, og vi bliver indviet i nogle af de sagn og myter, som er blevet genfortalt fra generation til generation. Og så nyder vi selvfølgelig synet af samernes karakteristiske klædedragter.

Vi bliver budt indenfor i traditionelle samertelte, lavvo’er, der ligner store plisserede lampeskærme oplyst af bål indeni. Her får du fornøjelsen af den sjælfulde ”joik”, som er samernes traditionelle folkesang. Ifølge de mundtlige overleveringer forærede feerne og elverne fra de arktiske lande joiken til samerne som en gave, og forskere mener, at det er den ældste musikalske kunstform, som stadig praktiseres. Joikens stemningsfulde toner fylder teltet, mens ilden knitrer, og du får varmen. Du forkæles også med et ægte samisk måltid, der naturligvis tilberedes over bål, præcis som samerne har gjort det i århundrede efter århundrede. 

Det samiske folkefærd har igennem tiden levet side om side og i tæt pagt med renflokkene, der vandrer over Nordnorges afsondrede vidder. Du skal derfor selvfølgelig også møde rensdyrene, der med deres kød, skind og gevir har sikret samerne overlevelse i den barske polarnatur. Rensdyrene, der lever her, er tamme, så du får lov at opleve de søde pelsede beboere helt tæt på, når du fodrer dem, eller du kan prøve at kaste med lasso – en teknik, der traditionelt har været anvendt til at hyrde rensdyrflokkene. 

Efter vores besøg går turen videre mod Lofoten og Svolvær. På Lofoten blænder naturens skønhed, og øgruppen er af samme grund kåret som en af verdens smukkeste. Fjeldene stræber i mod himlen, som var de i en indbyrdes konkurrence, og fjordene kiler sig ind mellem det dramatiske landskab. Vi ankommer til vores hotel i Svolvær, hvor vi tjekker ind, hvorefter efterdagen er fri til egne oplevelser. Når mørket har sænket sig over Lofoten, er der endnu en gang chancer for at opleve nordlyset – og få steder i verden fortryller nordlyset så smukt, som det gør her i Lofotens fantastiske og billedskønne landskab.

 

Her bor du

Scandic Svolvær eller Thon Hotel Lofoten

LÆS MERE OM SCANDIC SVOLVÆR-HOTELLET →

LÆS MERE OM THON HOTEL LOFOTEN →

Måltider inkluderet

Morgenmad   Aftensmad

 

Fjord med skib og snedækkede fjelde nær Narvik
To rensdyr i sne
Oplyst Lavvo-telt med nordlys på himlen
Dag 4Byvandring i Svolvær og sightseeing i Lofotens bjergtagende natur

I dag skal vi på opdagelse i Svolvær, der udgør Lofotens største by. På en byvandring oplever vi byens centrum. Ved havnen ser vi, hvordan kuttere kommer langvejs fra for at deltage i fiskeriet efter torsk. Lige siden vikingerne satte dagsordenen, har livsgrundlaget været de store fiskebestande i farvandene ud for Lofoten. Mågeskrigene indtager himlen, og en umiskendelig lugt af tørfisk når næseborene. De små røde og gule træhuse lyser op mod fjeldenes grå klippesider som baggrundstapet. Lyset i Svolvær kan sammenlignes med lyset over Skagen, og byen har fået tilnavnet kunstnernes by, fordi kunstnere fascineres og tiltrækkes af det – og af byens farverige liv.

I gadebilledet findes både butikker, restauranter, hoteller og gallerier – og byen er desuden et naturligt udgangspunkt for friluftsaktiviteter som fiskeri, ski, kajaksejlads, vandring og mountainbiking.

Efter byrundturen til fods begiver vi os med bus på sightseeing, hvor vi skal se meget mere af Lofotens smukke landskab. Øgruppens postkortsmukke bugter og hvide sandstrande, der smyger sig langs kysten, minder os om, at Lofoten lever i trit med årstidernes voldsomme kontraster. Fra sommerens midnatssol, hvor insekter svirrer over blomsterenge til langt ud på natten og friske nordmænd dypper sig i det kolde sus til vinterens tindrende polarnætter, hvor mørket dominerer og nordlyset fortryller.

Om aftenen tager vi på guidet nordlysjagt, hvor vi håber, at polarnætterne vil vise sig fra deres mest betagende side. For når nordlyset blafrer over himlen i grønne og violette farvespil, sneen knitrer under støvlerne og frosten bider i kinderne, så er det svært ikke at fortabe sig i Lofotens mageløse skønhed og føle sig helt lille i her midt i naturens magiske skue.

 

Her bor du

Scandic Svolvær eller Thon Hotel Lofoten

LÆS MERE OM SCANDIC SVOLVÆR-HOTELLET →

LÆS MERE OM THON HOTEL LOFOTEN →

Måltider inkluderet

Morgenmad

 

By på Lofoten i smukt solskin med fjord og fjelde
Nordlys over vinterlandskab med fjord og fjelde på Lofoten
Dag 5På opdagelse i Henningsvær og ankomst til Harstad

I dag skal vi udforske mere af Lofotens betagende, vilde landskaber, når vi tager turen til det maleriske fiskevær Henningsvær, der anlagt på holme og skær på Austvågøy – omgivet af hav til alle sider. Trods Henningsværs beskedne størrelse med blot omkring 500 indbyggere, var byen den vigtigste fiskerby i Lofoten i det 18. århundrede. Fiskeriet er stadig en vigtig del af byens identitet. Men den stemningsfulde havn har i dag fået selskab af lokale kunst- og håndværksbutikker. Det er blandet andet her, vi finder Galleri Lofoten, der udstiller Norges største kunstsamling af nordnorske malerier. Vi oplever byen i godt selskab med vores danske rejseleder, og du får derefter tid til at nyde byens gader og naturskønne omgivelser på egen hånd, inden vi sætter kursen mod Harstad. 

Vi ankommer til Harstad midt på eftermiddagen, der er beliggende på øen Hinnøya. Byen er Nordnorges tredjestørste by og et vigtigt handelscentrum for hele regionen. Efter ankomst går vi en tur i byen i selskab med rejselederen. Resten af dagen er til fri disposition. Slap af på hotellet, eller gå på opdagelse i byen på egen hånd. Du kan også bevæge dig til bygrænsen, hvor byens lys fortager sig, og polarnætternes mørke tager over. Her kan du runde en dejlig dag fredeligt af, mens du håber, at nordlyset viser sig for dig, inden det er tid til at krybe til køjs.

 

Her bor du

Scandic Harstad

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

Måltider inkluderet

Morgenmad   Aftensmad

 

Havnen i Harstad med farverige fiskekuttere i vintersolskin
Nordlys over Lofoftens snelandskaber
Dag 6Byvandring i Harstad og sejltur gennem smukke fjorde tilbage Tromsø

På en byvandring i selskab med rejselederen går vi på opdagelse i Harstad. Harstad ligger godt beskyttet på øen og er naturskønt omgivet af skove, fjelde, fjorde, øer og kilometervis af stier baner vej til prægtige naturoplevelser året rundt, hvad end du er til vandring, ski eller en smuk tur i kano. Byen har en fin havn, og fra havnen kravler boligerne op ad skrænterne mod de omgivende skove og fjelde med fabelagtige udsigter til følge. Harstads centrum er dekoreret med butikker, caféer og restauranter, og byen er desuden hjem for flere kulturelle og musikalske arrangementer i løbet af året, hvor gaderne fyldes med mennesker, og musikken strømmer fra barer og koncertsale. På byvandringen lærer vi byen at kende og hører om den historie, der lever i gaderne.

Vi tager færgen fra Harstad Havn tilbage til Tromsø. Sejlturen tager omtrent tre timer og fører os gennem de indre fjorde, hvor vi betages af det ene billedskønne sceneri efter det andet.

Vi lægger til kaj i Tromsø sidst på eftermiddagen, hvor resten af dagen er til fri disposition. Med vores genkomst til Tromsø befinder vi os atter under nordlysovalen, hvormed vi har optimale chancer for at overvære naturens helt eget lysshow – aurora borealis, som nordlys hedder på latin.

 

Her bor du

Scandic Grand Tromsø

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

Måltider inkluderet

Morgenmad

 

Harstad Havn med skib og smuk gul bygning
Bådbro i Tromsø i tusmærke med udsigt til snedækkede fjelde
Dag 7Dag på egen hånd i Tromsø – eller snescootersafari eller hundeslædetur i Tamokdalen

Dagen er til fri disposition. Du kan enten nyde dagen på egen hånd og udforske mere af Tromsø eller den vilde natur uden for bygrænsen. Vil du have endnu flere skønne polarminder med hjem fra rejsen, kan du tilkøbe en af to ikoniske og vaskeægte nordnorske oplevelser! 

Begge oplevelser foregår syd for Tromsø, nærmere bestemt vildmarkscampen Camp Tamok, der ligger med frit skue til Tamokdalens uspolerede natur. Turen hertil foregår med bus fra centrum af Tromsø om morgenen, mens mørket endnu hviler over polarkredsen. 

Har du benzin i blodet, og drømmer du om at udforske mere af snelandskaberne uden for den arktiske hovedstad, så kan du vælge en spændende snescootersafari. Du får kyndig instruktion til snescooteren, og turen tages i et tempo, hvor alle kan være med. På safari-turen kører du gennem Tamokdalen, mens du nyder udsigten til de smukke, sneklædte bjerglandskaber.

Du kan også vælge at opleve den afsondrede natur i Tamokdalen på en hundeslædetur! Her lærer du, hvordan du sammen med en makker styrer en hundeslæde. Derefter er I klar til at suse gennem dalen – hundene spæner ivrigt, de hvide snetinder rejser sig over jer, og landskabet åbenbarer sig, jo længere gennem dalen I når. 

Hvad end du vælger slædehundetur eller snescootersafari, er der efter dagens tur mulighed for at hilse på alle de søde slædehunde i hundegården. Derefter får du varmen i et lavvo-telt, mens du nyder et autentisk, varmt måltid mad til lyden og synet af bålets knitren. 

Bemærk, at du kan kun vælge én af udflugterne. 

Vil du hellere tilbringe dagen på egen hånd i Tromsø, kan du f.eks. tage med kabelbanen Fjellheisen, der bringer dig til tops på bjerget Storsteinen, hvorfra du kan nyde den mageløse panoramaudsigt over Tromsø og fjordene. 

Vi er nået til rejsens sidste aften – og dermed sidste chance for et glimt af polarnætternes særlige aurora borealis. Så nyd en aftentur på egen hånd på toppen af verden, mærk sneens knirken under støvlerne og håb, at nordlyset sender dig et smukt farvel. 

 

Tilkøb flere oplevelser:


Snescootersafari i Tamokdalen

fra 2.095 kr. pr. person

Velkommen til en sjov oplevelse!

I vildmarkscampen Camp Tamok får du praktisk og sikkerhedsmæssig information, og der vil blive udleveret varmt tøj og sko. Du behøver ikke at have erfaring med at køre på snescooter, du skal blot være i normal fysisk form og have gyldigt kørekort.  

Herefter går turen gennem fantastiske vinterlandskaber i Tamokdalen, hvor bløder dyner af sne beklæder de omgivende klippevægge. Tempoet er, så alle kan være med. Vi slutter turen med et varmt måltid og kaffe rundt om bålet i et hyggeligt samisk telt.

Turen varer ca. to timer. Vi fordeler os to på hver snescooter, og det er selvfølgelig muligt at skifte fører i løbet af dagen, så alle får prøvet at styre snescooteren.

Afgang: Efter morgenmad fra Tromsø

 

Hundeslædetur i Tamokdalen

fra 1.995 kr. pr. person

Ved ankomst til vildmarkscampen Camp Tamok får du udleveret godt, varmt tøj som termodragt, støvler og handsker, så du kan holde varmen til dagens oplevelser i det fri. Du er nu klar til at prøve kræfter med hundeslæden, hvor du selvfølgelig får god instruktion til, hvordan du styrer slæden og hundene. To og to kører I derefter af sted med hundeslæde med jeres eget hundekobbel, hvor I hver har jeres rolle med at styre slæden og hundene, mens hundene spæner af sted – I får selvfølgelig mulighed for at bytte roller undervejs. Nyd den berusende følelse af at suse gennem vinterlandskabets bjergtagende scenerier, mens I mestrer kunsten at køre hundeslæde, som polarkredsens hundeslædeførere har gjort det i århundreder. 

Efter hundeslædeturen kommer du på besøg i hundegården, hvor du kan hilse på alle de søde slædehunde. 

Frosten napper skønt i kinderne, og varmen får du igen, når du i et traditionelt lavvo-telt nyder varme drikke og et varmt måltid, mens bålet knitrer. 
Afgang: Efter morgenmad fra Tromsø.

 

 

Her bor du

Scandic Grand Tromsø

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

Måltider inkluderet

Morgenmad

 

Tromsø Havn i med smukt lyserødt skær ved daggry
Snescooter i snelandskab med flot blå himmel
To slædehunde foran rødt lille læskur
Hundeslæde med hundekoppel i snelandskab
Dag 8Tromsø med byens vartegn, Ishavskatedralen, og hjemrejse

Det er blevet tid til at tage afsked med Tromsø og vores ugelange polareventyr, der har taget dig til tårnende fjeldtinder, ishvide vinterlandskaber, fjerne fiskevær, arktiske rensdyrflokke og forhåbentlig til nordlysets blafrende skær. Men inden vores rejse atter går hjem mod Danmark, tilbringer vi formiddagen i Tromsø, hvor vi lægger vejen forbi den berømte ishavskatedral, der er byens vartegn. Vi beundrer katedralen udefra, hvor den modernistiske arkitektur forbinder sig til tidligere tiders mere traditionel kirkearkitektur med kunstfærdige glasmosaikker. Er kirken åben, er du naturligvis velkommen til at kigge indenfor (mod betaling, ca. 80 NOK). 

Til middagstid tager vi til lufthavnen, hvorfra vi flyver hjem til Danmark.

 

 

 

Måltider inkluderet

Morgenmad

 

Ishavskatedralen med sne og blå himmel i Tromsø

Afrejsedatoer

Afrejse dato
Varighed
Pris pr. person
Rejseleder
Afrejse fra
12. januar 2025
Varighed8 dage
15.995 kr. pr. person
Rejseleder
Afrejse fraKøbenhavn, Aalborg
Afrejse fra København
Afrejse fra Aalborg+ 995 kr. pr person
19. januar 2025
Varighed8 dage
15.995 kr. pr. person
Rejseleder
Afrejse fraKøbenhavn, Aalborg
Afrejse fra København
Afrejse fra Aalborg+ 995 kr. pr person
02. februar 2025
Varighed8 dage
15.995 kr. pr. person
Rejseleder
Afrejse fraKøbenhavn, Aalborg
Afrejse fra København
Afrejse fra Aalborg+ 995 kr. pr person
09. februar 2025
Varighed8 dage
16.995 kr. pr. person
Rejseleder
Afrejse fraKøbenhavn, Aalborg
Afrejse fra København
Afrejse fra Aalborg+ 995 kr. pr person
Rensdyr i sne
Nordlys over vinterlandskab tæt på Tromsø
Norsk snedækket vinterlandskab

Rejsen inkluderer

Med i rejsens pris

  • Flyrejse inkl. skatter og afgifter – se flytider og rejseplan under den pågældende afgang
  • Transfer fra lufthavnen til hotel tur/retur
  • Overnatning i dobbeltværelse på 3-stjernede hoteller 
  • 7 x morgenmad og 4 x aftensmad
  • Byvandring i Tromsø
  • Besøg på Polarmuseet i Tromsø
  • Velkomstmiddag på lokal restaurant i Tromsø
  • Besøg i Polar Park – verdens nordligste dyrepark
  • Byvandring i Narvik
  • Besøg på rensdyrfarm 
  • Byvandring i Svolvær
  • Guidet nordlysjagt på Lofoten
  • Besøg i Henningsvær 
  • Bådtur fra Harstad til Tromsø
  • Dansk rejseleder

Tillæg pr. person

  • Enkeltværelsestillæg kr. 4.595
  • Hundeslædetur kr. 1.995
  • Snescootersafari kr. 2.095
  • Administrationsgebyr kr. 125

Hoteller på rejsen

NÅR REJSEN GÅR TIL VIETNAM

Få styr på pas, visum, vaccinationer, klima & valuta

Når du tager afsted på en rundrejse til Norge med dansk rejseleder, er der nogle praktiske oplysninger, som du skal have styr på både før, under og efter rejsen. Nedenfor finder du et overblik over al den relevante praktiske information såsom pas- og visumregler, lokale skikke og gode råd til din rejse i Norge.

 

Dansk_pas
Globus

Tilmeld dig vores
nyhedsbrev

Få inspiration, tilbud og invitationer til rejseevents

Bliv opdateret med de bedste tilbud, nye rejsemål, invitationer til gratis rejseforedrag, rejsetips og spændende indhold fra vores rejseblog.

Nyhedsbrevet udkommer 1-2 gange om ugen – og du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Vi ses i din indbakke!