Cambodja er overvældende sanseindtryk, farverig mystik og dramatisk historie
Landet bugner af skøn natur og arkitektoniske perler, som gemmer på spændende fortællinger fra en på én gang både svunden og nærværende tid. Landet er først for relativt få år siden blevet åbnet for udlændinge, og derfor er der fortsat rig mulighed for at komme tæt på den oprindelige kultur og opleve uspoleret natur, da kun få turister endnu har fundet vej hertil på en Cambodja-rejse.
Der er ikke mange ord, der yder retfærdighed til det spektakulare tempelpalads Angkor Wat. Storslået står den og venter på dit besøg, og er næsten rejsen værd i sig selv, men på en rejse til Cambodja er det også et must at opleve den charmerende hovedstad Phnom Penh, der ligger smukt, hvor Mekong-floden og Tonle Sap-floden mødes. Byen er fyldt med imponerende arkitektur, der puster til fantasien om det mystiske Østen.
Især Kongepaladset og Sølvpagoden stikker smukt op i bybilledet med de spidse, gyldne tage i traditionel Khmer-stil. Det er også her i hovedstaden, at du kan lære mere om landets nyere grusomme historie og De Røde Khmerers rædselsregime i 1970’erne, hvilket er en ubehagelig, men uomtvistelig del, hvis du skal få forståelsen af det smukke lands historie på sin Cambodja-rejse.
Find din næste rejse til Cambodja nedenfor.
Alle rundrejser til Cambodja
Enorme Angkor Wat
Når du rejser til Cambodja vil du opleve en anden verden og en dramatisk, tusindårig historie. Landet var i det 6.-13. årh. centrum i det mægtige Khmerrige, der havde en helt speciel arkitektur, hvilket det enorme ruinkompleks Angkor Wat er et enestående eksempel på.
Templet Angkor Wat er Cambodjas mest kendte bygningsværk. Templet er bygget af langt flere sten end Egyptens store Giza-pyramide. Faktisk blev der brugt flere sten til at bygge Angkor Wat end til alle Egyptens pyramider tilsammen. Det er enormt, og det krævede også et ufatteligt stort antal mennesker at bygge templet færdigt. I gennemsnit har der hver dag været 20.000 mennesker i gang. Det har krævet rigtig meget muskelstyrke og organisatorisk overblik. Og så er templet et æstetisk mesterværk uden lige. Hvis du har lavet en liste over steder i verden, du bare skal se, så kan det kun være en fejl, hvis Angkor Wat ikke er på den.
Skønne strande, regnskove og vandfald
Udover at kunne få store kulturelle oplevelser i bl.a. Siem Reap og Phnom Penh og fornemme historiens vingesus i Khmer-templer, kan du også få en solid dosis strand-afslapning. Det kan du i den forholdsvis nye by Sihanoukville, der blev grundlagt i 1955. Den smukke natur og de dejlige strande ud mod Siam-bugten har gjort Sihanoukville til et attraktivt sted for turister, men Sihanoukville er ikke overrendt som mange badebyer i nabolandene.
Du kan vælge at tage tingene afslappet ved stranden og i Sihanoukville, men der er også masser af muligheder for en cykeltur i bjergene og spændende udflugter, f.eks. til øerne ud for Sihanoukville, hvor du kan snorkle, til nationalparken Ream og de regnskovsdækkede Bokor-bjerge med vandfaldet Kbal Chay.
Smagen af natmarkeder
Noget andet, du ikke skal snyde sig selv for på din rejse til Cambodja, er de mange natmarkeder, hvor du kan gå på jagt efter retter fra det lokale køkken.
En af hovedingredienserne i Khmer-køkkenet er prahok, en fermenteret fiskepasta tilsat kokosmælk. I Cambodja spiser de både fisk, svin og oksekød, men du kan også sagtens støde på retter, hvori der indgår frø, slange og endda friteret fugleedderkop!