I sandhed et land som besidder alt, hvad et rejsehjerte kan begære
Når du rejser til Thailand, vil du lære et par nye navne. Smilets land. Templernes land. Kært barn har mange navne – og Thailand er uden tvivl et af de kæreste børn, som findes.
På rejser til Thailand kan du opleve både tropeøer, pulserende storbyer, buddhistiske tempelkomplekser, regnskov, bjerge og landsbyer med etniske minoriteter.
Landet kan deles ind i tre regioner, som hver har sit at tilbyde på en rejse til Thailand. Det eksotiske Nordthailand imponerer med sin frodige og evigt grønne natur, hvor opium blev dyrket i gamle dage i Den Gyldne Trekant. I Chang Mai får man en særlig ”storby”-oplevelse, da man her kan man gå til tingene, kanaler løber langs den gamle bymur, og byen oser bare af stemning – og så har byen nok Thailands bedste natmarked, hvor der kan gøres nogle gode og eksotiske indkøb.
I den centrale del af landet, står rismarkerne så langt øjet rækker. Her ligger også de to første thailandske hovedstæder – Sukhothai og Ayutthaya, som i dag er to prægtige ruinbyer og et bevis på den magt, Thailand i sin tid besad.
Sydthailand lokker med sine fantastiske sandstrande og paradisøer. Strandene er blandt de bedste i verden, havvandet er altid varmt, og mange steder er vandet krystalklart med flotte og farverige fisk – oplagt til en badeferie!
Find din næste rejse til Thailand nedenfor.
Alle rundrejser til Thailand
Bangkoks buddhaer og folkelivet på floderne
Hovedstaden Bangkok bør være på listen over ting, som man skal se på ferien i Thailand. Stor og hektisk, men med en masse seværdigheder. Det guldbelagte Grand Palace og det tilstødende tempel – Wat Po med sin 40 m lange Buddha-statue – er imponerende. En sejltur i en longtailboat på en af Bangkoks floder bør også prøves. Her svarer floderne bogstaveligt talt til asfalterede veje, som vi kender dem. Der er huse langs flodkanten, fortov langs husene og lygtepæle. Her tages båden i stedet for bilen, og her har man mulighed for at se et helt anderledes liv, der leves i harmoni med floden, hvor der både fanges fisk, vaskes tøj, tages bad og børstes tænder.
En varm befolkning
På en rejse til Thailand venter der de morgenfriske en helt speciel oplevelse, når natten går på hæld og morgensolen langsomt titter frem. I gaderne kommer en parade gående bestående af orangeklædte buddhistiske munke. De er på deres daglige tur rundt i byens gader for at samle mad ind til dagligdagen i det lokale tempel. Lokale thaier kommer stille ud af deres huse med søvndrukne øjne. Med sig har de små poser med ris, tilberedt mad, chili, vaskepulver, tandpasta og andre huslige ting, som de donerer i skåle, som munkene bærer. Dette er et dagligt syn i de fleste thailandske byer, store som små.
Thaierne er buddhister og tror på reinkarnation. Karma-kontoen gøres op, når de dør, og har de gjort gode ting, bliver de født ind i et bedre liv – og har de gjort dårlige ting, bliver de født ind i et værre liv end det netop overståede liv. Denne livsfilosofi har været med til at gøre thaierne til en af verdens sødeste, mest gæstfrie, hensynsfulde og varmeste befolkninger – og som rejsende er det svært at finde et land med en bedre service end Thailand.
Smagen af Thailand
Også det thailandske køkken er en anden og meget vægtig grund til at rejse til Thailand. Her serveres anderledes og eksotiske retter, som både tilfredsstiller øjnene, såvel som ganen. Mange af retterne kan være stærke, da thaierne rundhåndet krydrer deres mad med chili. Chilien blev introduceret til thaierne i 1600-tallet af portugiserne. Ris og nudler er en vigtig bestanddel af måltiderne, og de fantastiske supper og retter med alt godt fra havet er nogle af de mest populære retter. For de lidt mere dristige, kan man også kaste sig ud i at smage ristede kakerlakker, skorpioner eller melorme. Og skulle det ikke stille appetitten, kan grillede rismarksrotter også anbefales. Så det er bare at kaste sig ud i det og få en god og anderledes madoplevelse, når du rejser til Thailand!