Hemmingway, Caribien og Castros arv - 16 fantastiske dage rundt på hele Cuba
Livsglæden kan ses, mærkes og høres overalt på Cuba, hvor musikken og de hjertelige cubanere med djævelsk humor er en del af oplevelsen.
Cuba er på mange måder en rejse tilbage i tiden, og du oplever revolutionens vugge Santiago – hvor Fidel Castros gravmonument står – de stemningsfulde kolonibyer og det ægte Cuba, hvor kvægdrivere med bredskyggede hatte og macheter holder til. Cuba har i mange år været lukket land for turister, men døren er nu åbnet til en verden, hvor udviklingen har fulgt sit eget spor, og derfor er Cuba en fantastisk oplevelse.
Denne rundrejse til Cuba giver dig et spændende indblik i de mange facetter af landet. Der er god tid til at udforske det moderne og gamle Havana, hvor vi ser sporene fra Ernest Hemingway og Asger Jorn. Og i den naturskønne Pinar del Rio-provins ser vi, hvor den krydrede tobak dyrkes og høstes for at ende som de berømte cigarer.
Der bliver også tid til at tage en dukkert i Det Caribiske Havs turkisblå vand ved Trinidad og til slappe af på den landfaste ø Cayo Santa Maria, der ligger ud til Atlanterhavet, når der er 3 dages badeferie på et dejligt 5-stjernet resort, hvor der selvfølgelig er all inclusive.
Fra kr. 26.995
Den endelige pris afhænger af de specifikke rejsedatoer, hotelværelse osv.
16 dage med dansk rejseleder
Vores rejseledere er specialister og har stor faglig viden inden for hver deres felt, og de er samtidig dygtige formidlere af deres store viden om historie, kultur og natur
Overnatning
Ophold i delt dobbeltværelse på gode, centralt beliggende hoteller
- Den helt store rundrejse – inkl. 5-stjernet badeferie
- Vores absolutte bestseller gennem mange år med et rigt udflugtsprogram
- Du kommer næsten hele øen med alle de største highlights
- Cubanerne er utroligt gæstfrie, og du møder dem undervejs
- Ingen kender Cuba bedre end vores danske rejseledere - de enten bor eller har boet på øen
Dagsprogram
Vi rejser fra Danmark og ankommer til Cuba ved aftenstid. Vi kører direkte til hotellet, hvor vi bor de næste tre nætter.
Her bor du
Habana Libre Hotel
Måltider inkluderet
✓ Aftensmad
Denne dag tager vi på opdagelse i Habana Vieja – Havanas gamle bydel, der stammer fra kolonitiden. Forfaldet er slående i Cubas hovedstad, men der er sat gang i en omfattende restaurering støttet af UNESCO. Overalt er der mennesker, og det er tydeligt, at her leves livet udendørs. Byrundturen foregår til fods – den bedste måde at opleve stemningen, folkelivet og arkitekturen i hovedstaden på.
Plaza de Armas (Våbenpladsen) er den ældste plads i Havana. Om dagen er her et livligt marked med brugte bøger, og om aftenen er det et helt andet liv, der udfolder sig med musik, dans og lys i de antikke filigranlamper. Midt på Plaza Armas står en statue af Carlos Manuel de Céspedes, oprørspræsident og leder under den første uafhængighedskrig i 1860’erne.
Vi kommer forbi den imponerende fæstning Castillo de la Real Fuerza, der er Havanas ældste bygning, den smukt restaurerede Plaza Vieja og den charmerende Plaza de San Francisco med San Francisco-basilikaen. Senere besøger vi Havana Club Rum Foundation, hvor vi hører om produktionen af rom og smager på resultatet. Derudover bliver der også tid til at nyde en drink på legendariske Floridita Bar, som forfatteren Ernest Hemingway ofte besøgte.
Om aftenen spiser vi middag på en hyggelig restaurant.
Her bor du
Habana Libre Hotel
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad
I dag tager vi ud på en udflugt til noget af Cubas skønneste natur i Pinar del Rio-provinsen. Pinar del Rio er centrum for den gamle tobakstradition og er der, hvor man finder den frodige og UNESCO-fredede Viñales-dal. Selvom man under revolutionen ønskede at udvikle Pinar del Rio, så leves det landlige liv her stadig tilbagelænet og i langsomt tempo med oksekærrer som det mest brugte transportmiddel.
Mellem de små landsbyer med gamle kolonikirker ligger flotte landskaber med stråtækte casas de tabaco, hvor man tørrer noget af verdens bedste tobak, som bl.a. bruges til de berømte Havana-cigarer. Vi besøger en tobaksbonde og ser hans landbrug med tobaksmarker og det store tørringshus, hvor tobaksbladene hænger til tørre i høstsæsonen.
Dernæst besøger vi den hyggelige by Viñales, hvor der er tid til at gå rundt og indsnuse atmosfæren, som er betagende rolig.
Frokosten nyder vi ved det gigantiske maleri, Mural de Prehistorica, som er malet direkte på bjergsiden, og som illustrerer menneskets evolution på en lettere psykedelisk måde. Det 120 m lange vægmaleri blev designet af kunstneren Leovigildo González Morillo i 1961, og det tog 18 mennesker fire år at male.
Efter en dejlig dag i naturens tegn kører vi tilbage til Havana.
Hvis tiden tillader det, gør vi et fotostop på hjemturen i den by, hvor kunstneren José Rodriguez Fuster har sit friluftsgalleri. Han er en af Cubas mest specielle kunstnere, og med sine farvestrålende mosaikker, skulpturer og malerier, har han skabt Fusterlandia, som fungerer både som hans hjem og atelier. Nabolaget er også særdeles farvestrålende, da han har fået lov af mere end 80 naboer at udsmykke deres hjem med mosaikker.
Tilbage i Havana er resten af aftenen på egen hånd til at udforske området, hvor vi bor, og spise på en af de nærliggende restauranter.
Her bor du
Habana Libre Hotel
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost
Denne dag går rejsen til Cienfuegos. Cienfuegos ligger i et område med store sukkerrørsmarker og tobak- og kaffeplantager, og havnen står for udskibningen af størstedelen af den cubanske sukkerproduktion. Samtidig er Cienfuegos en af de smukkeste byer på Cuba, grundlagt af franske immigranter fra Louisiana. Cienfuegos bliver også kaldt ”Caribiens Perle”, og arkitekturen og de brede boulevarder fortæller historier fra en svunden tid. Vi tager på en byrundtur og ser bl.a. José Martí Pladsen og kigger indenfor i det overdådigt udsmykkede Tómas Terry-teater. Efter frokost rejser vi videre til Trinidad, hvor vi tilbringer de næste par dage. Når vi ankommer til Trinidad, vil der være mulighed for at udforske byen på egen hånd.
Her bor du
Hotel Las Cuevas
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad
Vi dedikerer dagen til at udforske Trinidad, og tager på rundtur i byen. Trinidad er et enestående vidnesbyrd fra kolonitiden på Cuba med røde tegltage, pastelfarvede facader, smedejernsgitre og brostensbelagte gader og er en af de bedst bevarede kolonibyer i hele Latinamerika. Sukkerproduktionen på Cuba skabte enorme rigdomme, der blev omsat til arkitektoniske perler, som vi kan glæde os over den dag i dag. Ikke overraskende er byen blevet optaget på UNESCOs verdensarvliste. Der er meget at udforske i Trinidad, hvor der stort set ikke er moderne bygninger. Vi besøger bl.a. den lokale bar, La Canchanchara Tavern, som er kendt for deres cocktail med rom, honning, citron og vand. Vi besøger også Trinidads hovedtorv og Cantero-familiens prægtige hus, som illustrerer de tidligere sukkerbaroners enorme rigdom.
Efter turen rundt i Trinidad kører vi gennem Sukkermølledalen til sukkerplantagen Manaca Iznaga med det 44 m høje udkigstårn. Selv om sukkerproduktionen stort set er mekaniseret, er det stadig den cubanske arbejderhelt machetero’en, der høster med sin machete. Efter en oplevelsesrig dag, kører vi tilbage til Trinidad, hvor vi spiser aftensmad.
Her bor du
Hotel Las Cuevas
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad
Turen går i dag videre til sydpå til Bayamo. Vi gør et par stop undervejs i den charmerende by Sancti Spiritus og vi kører videre til Camagüey. Både Camagüey og Bayamo er to af Cubas syv oprindelige byer.
Camagüey er charmerende med et virvar af snørklede gader, der snor sig op fra floden, med smalle ornamenterede huse i mange farver og med træporte, hvor man kan få et kig ind til gemte patioer. Der er intet regelmæssigt gademønster og heller ingen central plads, så vi forsøger at undgå at “fare vild” på vores lille byrundtur i byens gader. Vi nyder en frokost på en lokal restaurant, før vi drager videre mod Bayamo. På vejen rejser vi gennem store græsarealer med kvæg, og hvor man kan møde en ægte guajiro. En guajiro passer sig selv og sin jord og lever i en traditionel rustik hytte med tag af palmeblade, en gyngestol på verandaen, kaglende kyllinger og en hest tøjret ved døren. Han bærer stadig stråhat og den karakteristiske bomuldstrøje, der var uniformen hos de tobaksfarmere, der gjorde oprør mod spaniernes tobaksmonopol. En guajiro er, hvad vi i Danmark vil kalde en rigtig farmer.
Her bor du
Hotel Royalton
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad
Vi starter dagen ud med at udforske Bayamo på en tur rundt i byens gamle gader og rige historie. Bayamo har nemlig en meget spændende og dramatisk historie, men er mest kendt for sin rolle i den første cubanske uafhængighedskamp. Derudover er Bayamo en af Cubas mest velholdte byer, og særligt den centrale plads og hovedgaden står smukt omgivet af de velbevarede bygninger fra kolonitiden.
Efter at have tilbragt morgenen i den hyggelige by drager vi videre mod Santiago de Cuba, hvor vi nyder en frokost på en lokal restaurant med udsigt ud over vandet. Santiago var Cubas hovedstad indtil 1553, hvorefter Havana fik denne status. Santiago er også Cubas officielle ”helteby” og hyldes for at være bastion for cubansk nationalisme og revolutionens vugge.
Vi besøger den storslåede fæstning ”San Pedro de La Roca”, som er på UNESCOs verdensarvsliste for at være en af de bedst bevarede spanske fæstninger i verden. Den stod færdigbygget i slutningen af det 17. århundrede og var oprindeligt bygget til at beskytte mod piratangreb, men i 1700-tallet blev fæstningen også brugt som fængsel. Vi drager herefter tilbage til hotellet, inden vi om aftenen skal nyde vores aftensmad på en tagterrasse, hvor der venter en smuk udsigt ud over byen.
Her bor du
Casa Granda
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad
Santiago de Cuba er kendt som den oprørske by på Cuba, da mange slag af de to uafhængighedskrige skete i og omkring byen. Det var også her, at Fidel Castro og hans rebeller angreb diktatoren Batista første gang i 1953. Angrebet på Moncada-kasernen mislykkedes dog, og Fidel og Raul Castro blev arresteret med fængselsdomme på henholdsvis 15 og 13 år. De to brødre blev dog sat på fri fod efter to år og gik i eksil i Mexico, hvor de grundlagde en ny oprørshær, som returnerede til Santiago de Cuba i 1956. Vi besøger det interessante museum, som nu findes på kasernen, og det er fortsat tydeligt at se tegn på angrebet, da murene er fyldt med skudhuller. Vi skal også på en sejltur til det lille ø-samfund Cayo Granma, hvor folk stadig lever som fiskere og bådebyggere. Her er små træhuse med røde tage, ingen biler og man kan gå øen rundt på 15 minutter. Vi spiser frokost på en hyggelig fiskerestaurant, og efter en sejltur rundt i bugten sejles der tilbage til Santiago sidst på eftermiddagen.
Her bor du
Casa Granda
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad
Tiden i Santiago de Cuba er slut, og vi tager tilbage til Camagüey. Ikke langt fra Santiago de Cuba for foden af Sierra Maestra-bjergene ligger kobberbyen El Cobre, hvor man finder landets helligste kirke.
Det var her i byen, at pave Benedikt XV i 1916 udråbte den sagnomspundne La Virgen de Caridad til landets skytshelgeninde, og i 1926 blev der bygget en kirke til ære for hende. Under Fidel Castros regime blev den katolske kirkes rolle helt fortrængt, men efter pave Johannes Paul II’s epokegørende besøg i 1998 er cubanerne atter begyndt at valfarte til byen og kirken.
Vi besøger kirken og ser de mange gaver og blomster, der er lagt til ære for “Cachita”, som cubanerne kærligt kalder den hellige jomfru. Også Hemingway viste Cuba og Cachita sin respekt og donerede sin nobelpris til skytshelgeninden.
Halvvejs til Camagüey stopper vi i Holguín, som er den fjerdestørste by i Cuba. Byen har en hyggelig og autentisk stemning, hvor de lokale forsøger at holde fast i de gamle traditioner og værdier. Holguín er derfor en livlig by, fyldt med spændende kultur. På en tur rundt i byen oplever vi nogle af Holguíns seværdigheder og spiser en cubansk frokost på en lokal restaurant. Herefter tager vi videre til Camagüey, hvor der vil være mulighed for at nyde byen på egen hånd.
Her bor du
Hotel E Santa Maria
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad
Vi forlader Camagüey og drager videre mod Cayo Santa Maria, hvor en skøn badeferie venter omgivet af hvide sandstrande. Vi spiser frokost undervejs på turen inden vi kommer til Caya Santa Maris, hvor vi skal tilbringe de næste tre dage med all inclusive og dejlig afslapning.
Her bor du
Melia Cayo Santa Maria Hotel
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ All inclusive
Der venter nogle dejlige dage med tid til afslapning og badeferie på den landfaste ø Cayo Santa Maria, der er 13 km lang og 2 km bred. Øen er del af Jardines del Rey-øgruppen og er forbundet med Cuba via en 48 km vejbro fra byen Caibaríen.
Cayo Santa Maria er kendt for sine hvide sandstrande med krystalklart vand. En stor del af øen er dækket af mangrove og her findes et rigt dyreliv – både på land, til vands og i luften.
Her bor du
Melia Cayo Santa Maria Hotel
Måltider inkluderet
✓ All inclusive
Dagen i dag står også på afslapning og badeferie på Cayo Santa Maria. Brug dagen på at slappe af i den varme cubanske sol, svøm en tur i det azurblå hav og nyd tilværelsen!
Hvis du er mere til eventyr og oplevelser, kan du også bruge dagen på at opleve øen. Ud over paradisiske strande byder Cayo Santa Maria nemlig på et væld af aktiviteter og udflugter. Tag for eksempel på en spændende bådtur og opdag nærliggende holme eller snorkel en tur i de farverige koralrev. Mulighederne er mange, og det er kun fantasien, der sætter grænser!
Her bor du
Melia Cayo Santa Maria Hotel
Måltider inkluderet
✓ All inclusive
Vi forlader de hvide sandstrande ved Cayo Santa Marie og drager tilbage mod Havana. På vejen besøger vi Santa Clara i Cubas centrale landbrugsland, hvor grønne rismarker og enorme frugtplantager og kvægfarme fylder landskabet. Santa Clara spillede en vigtig rolle under revolutionen, og her er statuer, der hylder nationalhelten Che Guevara, og vi skal se mausoleet opført til ære for ham. Che Guevara ledte guerillaangrebene, der førte til diktator Batistas flugt, og Che blev også Fidel Castros ideologiske chefrådgiver, nærmeste ven og chef for Nationalbanken. Han er stadig den mest hyldede moderne revolutionære figur i Latinamerika og særligt på Cuba, hvor man ser hans ansigt på mure rundt om i landet, og hvor skolebørn stadig starter dagen med at recitere det patriotiske slogan om at være som ham. I 1997 blev Che Guevaras jordiske rester flyttet hertil fra Bolivia, hvor han omkom i 1967. Efter en ordentlig omgang historie besøger vi en cigarfabrik, hvor vi får indblik i processen, der begynder med udvælgelsen af de absolut bedste blade og slutter med påsætning af “mavebælter” på de færdigrullede cigarer. Rig på oplevelser spiser vi en lokal frokost, før vi fortsætter til Havana, hvor vi skal tilbringe de sidste par dage.
Her bor du
Iberostar Parque Central Hotel
Måltider inkluderet
✓ All Inclusive (indtil formiddag) ✓ Aftensmad
Denne dag koncentrerer sig om Havanas moderne bydel, hvor vi først starter med at se Asger Jorns enestående vægudsmykninger i Revolutionsarkivet. (Vi gør opmærksom på, at arkivet kan være lukket, da de suverænt selv bestemmer, hvornår man kan komme på besøg).
Vi ser også mange andre steder af historisk og kulturel betydning og får et indblik i cubanske samfundsforhold før og nu. Denne dag inkluderer vi også en tur i åben amerikaner-bil langs strandpromenaden Malecón og rundt i byen. Det er et must, når man er i Havana.
Resten af dagen og aftenen er på egen hånd. Kør en tur i en hestetrukken karet eller oplev byens stemning og musik på de mange pladser. Du kan også begive dig hen til en af de mange familierestauranter, paladares, hvor du kan smage det, cubanerne spiser derhjemme – kød, ris, bønner og grøntsager som yucca eller malanga.
Her bor du
Iberostar Parque Central Hotel
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad
Forfatteren Ernest Hemingway boede over 20 år på Cuba og det meste af tiden i huset Finca Vigia på en bakketop i San Francisco de Paula lidt uden for Havana. Vi ser huset med de lyse stuer, mange bøger og eksotiske klenodier fra jagtture i Amerika og Afrika, der er bevaret som museum og giver et fascinerende indtryk af, hvordan forfatteren boede.
Huset er en tidslomme, og ved siden af det står stadig det tårn, hvor Hemingway læste, kiggede i sit teleskop eller nød udsigten over Havana og havet. Han elskede Cuba, og kærligheden var gengældt.
Efter en afskedsfrokost på en lokal restaurant, kører vi til lufthavnen, hvor flyet hjem venter.
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost
15 dage på Cuba har nået sin ende, og vi ankommer til Danmark igen.
Afrejsedatoer
Rejs fra Billund
02. Nov 2024Rejseplan | Afgang | Ankomst |
---|---|---|
Billund - Paris Cdg | 02/11-2024 kl. 06:30 | 02/11-2024 kl. 08:30 |
Paris Cdg - Havana | 02/11-2024 kl. 13:20 | 02/11-2024 kl. 18:45 |
Havana - Paris Cdg | 16/11-2024 kl. 20:15 | 17/11-2024 kl. 11:10 |
Paris Cdg - Billund | 17/11-2024 kl. 13:45 | 17/11-2024 kl. 15:30 |
Rejs fra København
02. Nov 2024Rejseplan | Afgang | Ankomst |
---|---|---|
København - Paris Cdg | 02/11-2024 kl. 06:45 | 02/11-2024 kl. 08:50 |
Paris Cdg - Havana | 02/11-2024 kl. 13:20 | 02/11-2024 kl. 18:45 |
Havana - Paris Cdg | 16/11-2024 kl. 20:15 | 17/11-2024 kl. 11:10 |
Paris Cdg - København | 17/11-2024 kl. 15:05 | 17/11-2024 kl. 17:00 |
Der er desværre ikke flere afgange lige nu – hold øje med siden eller kontakt os på
[email protected]
eller
70 22 66 00
.
De nye datoer bliver også annonceret i vores nyhedsbrev, så hvis du ikke allerede er tilmeldt, er det en god ide at melde dig til
her
.
Rejsen inkluderer
Med i rejsens pris
- Flyrejse inkl. skatter og afgifter – se flytider og rejseplan under den pågældende afgang
- Overnatning i dobbeltværelse på gode, centralt beliggende hoteller
- 3 dages badeferie på 5-stjernet hotel på Cayo Santa Maria med all inclusive
- 14 x morgenmad, 13 x frokost, 13 x aftensmad (inkl. 3 dages all inclusive)
- Transport og udflugter inkl. entréer jf. program
- Byrundtur i Havana - besøg et spændede friluftsgalleri (Fuster)
- Besøg på Havana Club Rum Museum og cigarfabrik
- Revolutionsarkivet m. Asger Jorns malerier og Hemingways hus
- Udflugt til naturskønne Pinar del Rio og besøg i Viñales
- Besøg hos tobaksbønder, der dyrker den verdensberømte tobak
- Salsalektion i Trinidad – og spændende byrundtur
- Tur rundt med åben amerikanerbil
- Besøg i kobberbyen El Cobre, hvor man finder landets helligste kirke
- Byrundtur i Santiago de Cuba - besøg på Moncada kasernen - Havnerundfart
- Rundtur i cykeltaxi ( Camagüey)
- Besøg i den charmerende by Sancti Spiritus
- Rundtur i Cienfuegos og besøg i mausoleet for Che Guevara i Santa Clara
- Engelsktalende lokalguide
- Erfaren dansk rejseleder
Tillæg pr. person
- Enkeltværelsestillæg kr. 4.295
- Visum inkl. porto kr. 400
- Administrationsgebyr kr. 125
NÅR REJSEN GÅR TIL CUBA
Få styr på pas, visum, vaccinationer, klima & valuta
Når du tager afsted på en rundrejse til Cuba med dansk rejseleder, er der nogle praktiske oplysninger, som du skal have styr på både før, under og efter rejsen. Nedenfor finder du et overblik over al den relevante praktiske information såsom pas- og visumregler, lokale skikke og gode råd til din rejse i Cuba.