Et sjældent eventyr i Sydvestkina med Chengdus pandaer, Yunnans bjergbyer og tibetanske Shangri-La
Drømmer du om et Kina, hvor pandaer dovent gumler bambus i de grønne bjerge, hvor gamle handelsveje snor sig gennem dramatiske bjerglandskaber, og hvor turkisblå søer spejler sneklædte tinder? Et Kina, hvor storbyernes neon og skyskrabere pludselig afløses af klostre, små landsbyer og højland, så langt øjet rækker?
På denne storslåede rundrejse gennem Sydvestkina rejser vi fra Chengdu til Shangri-La med dansk rejseleder og oplever et Kina, som stadig føles som et eventyr. Vi bevæger os langt fra de klassiske rejseruter og kommer tættere på den natur, de kulturer og de mennesker, der tilsammen fortæller en anden og måske endnu mere fascinerende historie om Kina.
Eventyret begynder i Sichuan med kæmpepandaer, Leshans gigantiske Buddha og Chongqings spektakulære storbylandskab, inden vi oplever Wulongs enorme karstlandskaber og Dazu-klippernes imponerende kunstværker.
I Yunnan venter Stenskoven, Erhai-søen og det historiske Lijiang, inden vi tager kabelbanen op mod Jadedragens snebjerg og oplever de intense blå nuancer i Blue Moon Valley. Vi fortsætter gennem Tigerspringskløften til Shangri-La, hvor tibetanske traditioner, imponerende klostre og højlandets storslåede natur sætter scenen for rejsens sidste store oplevelser.
Undervejs møder vi forskellige kulturer og oplever, hvordan landskabet forandrer sig fra frodige dale og pulserende storbyer til høje bjergmassiver og tibetansk højland.
Det er en rejse for dig, der har lyst til at opleve et andet Kina – et Kina med store kontraster, levende kulturer og landskaber, der bliver ved med at overraske.
Fra kr. 22.995
Den endelige pris afhænger af de specifikke rejsedatoer, hotelværelse osv.
16 dage med dansk rejseleder
Vores rejseledere er passionerede eksperter med et hjerte, der banker for Kina. De glæder sig til at dele deres store viden om landets historie, kultur og natur
Overnatning
Ophold i delt dobbeltværelse på gode 3- og 4-stjernede hoteller
- Se kæmpepandaer ved Dujiangyan Panda Base
- Oplev Wulongs dramatiske landskaber
- Mærk den tibetanske kultur i mytiske Shangri-La
- Kør med højhastighedstog gennem det sydvestlige Kina
- Smag dig gennem Kina med næsten alle måltider inkluderet






Dagsprogram
I dag begynder vores rundrejse til Kina. Vi flyver fra Danmark – og forude venter 16 dage i Sydvestkina fyldt med pandaer, historiske byer, UNESCO-verdensarv og nogle af Kinas mest spektakulære naturlandskaber.

Velkommen til Kina! Vi kører fra lufthavnen til Chengdu, hvor vi ankommer om eftermiddagen og møder vores rejseleder.
Chengdu er hovedstad i Sichuan-provinsen og en af det sydvestlige Kinas vigtigste storbyer. Trods sine mange millioner indbyggere er byen kendt for en mere afslappet livsrytme end mange andre kinesiske metropoler. I parker og tehuse mødes de lokale over en kop jasminte, et spil mahjong eller en snak i skyggen af træerne, mens moderne højhuse, brede boulevarder og livlige handelsgader fortæller historien om et Kina i hastig udvikling.
Byen er samtidig tæt forbundet med Sichuans berømte køkken, hvor chili og den karakteristiske sichuanpeber giver retterne både varme og en let prikkende fornemmelse på tungen. Byens blanding af gamle kvarterer, moderne storbyliv, grønne parker og levende madkultur gør Chengdu til en stemningsfuld begyndelse på vores rejse rundt i Sydvestkina.
Vores første møde med byen får vi i Kuanzhai-stræderne. Navnet betyder de brede og smalle stræder, og består af tre parallelle gader med traditionelle gårdhuse. Området har rødder tilbage til Qing-dynastiet, og i dag mødes den gamle arkitektur med tehuse, små butikker, lokale specialiteter og et byliv, og giver os en stemningsfuld introduktion til Sichuans afslappede hovedstad.
Her bor du
Tibetan Hotel
![]()
Måltider inkluderet
✓ Aftensmad



Efter morgenmaden kører vi sydpå til Leshan. Undervejs på turen kan vi betragte Sichuans frodige og tæt befolkede landbrugsområder, der breder sig over Chengdu-sletten.
Dagens udflugtsmål er et af Kinas mest imponerende buddhistiske monumenter, nemlig Den Store Buddha, som er hugget direkte ind i Lingyun-bjergets klippe på det sted, hvor floderne Min, Dadu og Qingyi løber sammen. Arbejdet begyndte under Tang-dynastiet og stod på i 90 år, inden den 71 meter høje Buddha stod færdigopført. I dag er den siddende Buddha optaget på UNESCOs verdensarvsliste og et populært besøg for nysgerrige rejsende fra hele verden.
Vi følger ruten ad en forholdsvis flad gangbro til udsigtspunktet ved Buddhaens hoved, og senere tager vi en lille sejltur og ser også den kolossale Buddha fra floden på, hvorfra vi får det bedste helhedsindtryk af både Buddhaen og klippens monumentale proportioner.
Efter besøget kører vi tilbage til vores hotel i Chengdu.
Her bor du
Tibetan Hotel
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad



Pandaen er uløseligt forbundet med Kina. De charmerende sort-hvide bjørne er blevet et ikon for landet – og i Chengdu får du mulighed for at opleve dem helt tæt på. Byen er nemlig kendt som kæmpepandaens hjemby, fordi nogle af artens vigtigste levesteder og forskningscentre findes her.
Om morgenen kører vi fra Chengdu til Dujiangyan Panda Base, hvor man bl.a. arbejder med redning, sygdomsbehandling, rehabilitering og pleje af ældre kæmpepandaer. I de grønne omgivelser får vi god tid til at betragte pandaerne og høre mere om arbejdet med at beskytte Kinas berømte og elskede nationaldyr.
Efter et hyggeligt besøg, tager vi højhastighedstoget til Chongqing. Den fascinerende storby er bygget på stejle klippesider, hvor Yangtze- og Jialing-floden mødes, og med mere end 30 millioner indbyggere er Chongqing også et stærkt billede på det moderne Kina. Gamle stentrapper, traditionelle træhuse og små madboder ligger side om side med futuristiske skyskrabere, oplyste broer og travle handelsgader. Byen er desuden kendt for sin stærke hotpot, hvor kød og grøntsager tilberedes ved bordet i en krydret bouillon med chili og sichuanpeber.
På en byrundtur ser vi bl.a. den berømte monorail køre gennem et højhus, og vi prøver den 112 meter lange Crown Escalator, der forbinder to af byens niveauer. Hvis der er tid i programmet, følger vi hængebroen Mountain City Trail og ser de 18 berømte trapper i det historiske kvarter.
Når mørket falder på, oplever vi det ikoniske bygningskompleks ved Hongyadong, der rejser sig i et virvar af lag og lys over floden, mens det klamrer sig til den stejle bjergside.
Her bor du
Four Points by Sheraton Yuzhong Peninsula
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad



Vi forlader Chongqing tidligt og sætter kurs mod Wulong – og et landskab så dramatisk, at det næsten føles eventyrligt. Her venter et af Kinas mest imponerende naturområder, en del af UNESCO-området South China Karst, hvor kalkstensklipper, dybe kløfter og frodig natur spiller hovedrollen i dagens program.
Først går turen til Three Natural Bridges, Wulongs berømte tre naturbroer. Allerede på vej ned i landskabet begynder klipperne at rejse sig omkring os, og snart står vi omgivet af Tianlong, Qinglong og Heilong – tre enorme stenbroer, der spænder over kløften som gigantiske porte til en anden verden. Det er svært ikke at føle sig en smule lille, når man står hernede og kigger op på de mere end 200 meter høje klippevægge. De grønne slugter, rislende vand og dramatiske klippeformationer gør turen gennem landskabet til en oplevelse, der føles som et blik ind i et helt anden univers.
Herfra fortsætter vi med bus til Longshuixia Fissure, hvor landskabet skifter karakter. En tunnel åbner vejen ind i den smalle kløft, og efterhånden som vi bevæger os mellem de stejle klippevægge, dukker små vandløb og brusende vandfald op mellem klipperne. Her mærker man for alvor naturens kræfter – og hvor imponerende et landskab kan blive, når vand og tid får lov til at forme det.
Dagen slutter tilbage i Chongqing.
Her bor du
Four Points by Sheraton Yuzhong Peninsula
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad



I dag retter vi blikket mod en af Kinas mest fascinerende kulturskatte, når vi besøger Dazu. Her er bjergsiderne forvandlet til et imponerende udendørs kunstværk, hvor tusindvis af figurer, fortællinger og religiøse motiver er hugget direkte ind i klipperne. De ældste udskæringer går tilbage til 800-tallet, og gennem flere hundrede år blev nye figurer og scener føjet til. I 1999 blev Dazu-klipperistningerne optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Vi begynder med Baodingshan, det største og mest imponerende af områderne. Her åbenbarer klippevæggene sig som en hel fortælling i sten. Buddhaer og bodhisattvaer står side om side med guddomme, beskyttere, musikere, bønder og helt almindelige mennesker. Det føles næsten som at gå på opdagelse i fortiden, når vi går undt mellem de udhuggede figurer, som ikke kun fortæller historien om religion, men også om samfundet og livet i Kina for næsten 1.000 år siden.
Efter Baodingshan fortsætter vi til Beishan. Langs den 300 meter lange klippevæg ligger hundredvis af nicher med tilsammen mere end 10.000 udskæringer. Her er udtrykket anderledes – figurerne er generelt mindre og mere elegante, og de fine detaljer i ansigter, klædedragter og smykker vidner om et håndværk på et imponerende højt niveau. Nogle af udskæringerne går helt tilbage til slutningen af 800-tallet.
Vi tager os tid til at opleve de mange detaljer og lade blikket vandre fra de monumentale figurer til de små scener fra hverdagslivet. Det er svært ikke at blive imponeret over, at mennesker for mere end tusind år siden har skabt så omfattende et kunstværk direkte i klippevæggen – og at så meget af det stadig står foran os i dag.
Efter denne rejse tilbage i tiden, vender vi tilbage til Chongqing med et helt særligt indblik i Kinas historie, kunst og religiøse univers.
Her bor du
Four Points by Sheraton Yuzhong Peninsula
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad



Vi vinker farvel til Chongqing og tager højhastighedstoget sydpå til Kunming, der er hovedstad i Yunnan-provinsen.
Kunming ligger næsten 1.900 meter over havet og har med sit milde klima fået tilnavnet „byen med det evige forår“. Det er ikke svært at forstå hvorfor, når vi besøger Dounan-blomstermarkedet. Her eksploderer farverne i enorme haller, hvor roser, liljer, orkidéer og sæsonens blomster fylder luften med dufte og gangene med liv. Dounan er et af Asiens største blomstermarkeder, og herfra sendes blomster videre til byer over hele Kina. Midt mellem handlende, blomsterbunker og travle indkøbsvogne får vi et levende indblik i en del af det kinesiske hverdagsliv, som de færreste turister oplever.
Senere oplever vi en helt anden side af Kunming i Green Lake Park. Her sænker tempoet sig, og byens indbyggere mødes til en slentretur, en snak eller dagens motion. Nogle danser, andre øver tai chi, spiller musik eller sidder ganske enkelt og nyder livet under træerne. I vintermånederne får parken desuden besøg af store flokke af rødnæbbede måger, som er blevet en fast del af bybilledet.
Hen på dagen bevæger vi os ind i Kunmings ældre kvarterer, hvor små butikker, kunsthåndværk, boder og lokale spisesteder er drysset ud mellem de smalle gader. Her er ingen stor seværdighed, der skal krydses af på en liste – til gengæld er der masser af liv at kigge på og et af den slags steder, hvor man bare får lyst til at gå lidt langsommere og suge indtrykkene til sig.
Efter en dag, hvor vi både har mødt Kunmings blomstrende handelsliv og oplevet byens afslappede hverdagsrytme, begiver vi os til vores hotel, hvor vi skal bo de kommende dage, mens vi udforsker endnu mere af Yunnans farverige landskaber og fascinerende kultur.
Her bor du
Holiday Inn Kunming City Center
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad



I dag venter et af Yunnans mest forunderlige landskaber. Vi kører cirka 85 kilometer øst for Kunming til Shilin – „Stenskoven“ – hvor naturen har skabt et landskab, der næsten overgåer fantasien. Her står hundredvis af høje kalkstenssøjler side om side og rejser sig mod himlen som en forstenet skov. Nogle er spinkle og takkede, andre massive og monumentale, og mellem dem snor smalle passager sig som gange ind i en labyrint af sten.
Stenskoven er en del af UNESCOs verdensarv og er resultatet af en geologisk proces, der har strakt sig over millionvis af år. Det, der engang var havbund, er langsomt blevet løftet op og formet af vandets kræfter, så kalkstenen i dag står tilbage som et dramatisk landskab af spir, kløfter, buer og skarpe klippeformationer. Det er ikke svært at forstå, hvorfor stedet har inspireret utallige legender og fortællinger.
Vi tager elbiler rundt mellem de forskellige dele af området, så vi kan bruge tiden på det, der virkelig betyder noget: at opleve landskabet. Til fods bevæger vi os ad stier mellem de imponerende klippespir, og snart begynder fantasien helt af sig selv at arbejde. Er den klippeformation ikke lidt som en elefant? Og ligner den næste ikke en fugl? Naturen har tilsyneladende moret sig med at gemme figurer i stenene – og vores lokale guide hjælper os med at få øje på nogle af dem.
Vi fortsætter til Naigu-stenskoven, som føles som en helt anden verden. „Naigu“ betyder „sort“ på det lokale Yi-sprog, og det passer godt til de mørkegrå dolomitformationer, der her fremstår mere rå og dramatiske. Samtidig er området mere fredeligt og mindre besøgt end den store Stenskov, og det giver en helt særlig oplevelse af at trække lidt væk.
Efter en dag blandt Yunnans forstenede skove og naturens egne fantasifigurer vender vi tilbage til Kunming, hvor vi overnatter.
Her bor du
Holiday Inn Kunming City Center
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad



Fra Kunming kører vi med bus til Dali og skifter langsomt storbyens puls ud med rolig natur. Her ligger den enorme Erhai-sø som et blåt spejl mellem grønne bjerge og himmel, mens Cangshan-bjergene rejser sig majestætisk i baggrunden. Tempoet er lavere, luften føles klarere, og Dali inviterer nærmest helt af sig selv til at sænke skuldrene.
Fra stationen kører vi til Longkan-molen, hvor vi går en rolig tur langs søen med udsigt over Erhai, mens små fiskerbåde glider rundt på vandet.
Dali er Bai-folkets historiske hjemegn, og mødet med deres kultur fortsætter, når vi ankommer til den gamle bydel. Her skal vi bo centralt, midt i byens atmosfærefyldte gader, hvor traditionelle Bai-huse med hvide facader og dekorative detaljer ligger side om side med små butikker, markedsboder og hyggelige gårdrum.
Dali har en historie, der rækker langt tilbage. Byen var i flere hundrede år centrum for Nanzhao- og Dali-rigerne og lå strategisk placeret på de gamle handelsruter mellem Kina og Sydøstasien. Det kan stadig mærkes i byens arkitektur, og bag de gamle byporte og charmerende gader gemmer sig derfor ikke bare en hyggelig gammel by – men et sted, hvor store dele af Yunnans historie er blevet skrevet.
Efter en tur rundt i byen, er resten af dagen og aftenen jeres egen. Måske frister en kop te på en lille café, en middag med lokale specialiteter eller bare en langsom slentretur gennem gaderne.
Her bor du
Landscape Hotel
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost




I dag kommer vi helt tæt på Bai-folkets kultur og historie.
Vi begynder i Xizhou, en charmerende by omgivet af grønne marker og bjerge, hvor vi besøger Yan-familiens tidligere residens. Familien hørte til blandt områdets velstående handelsfamilier og skabte deres formue gennem handel, blandt andet med te. Xizhou lå på de gamle handelsruter gennem Yunnan, og familiens imponerende bolig fortæller historien om den velstand, som handelen bragte til området.
Herfra fortsætter vi til Dalis måske mest ikoniske syn: De Tre Pagoder ved Chongsheng-templet. De slanke, lyse tårne står næsten perfekt indrammet mellem Cangshan-bjergene og Erhai-søens blå flade – et motiv, der nærmest ser ud, som om det er komponeret til et postkort.
Den midterste og højeste pagode, Qianxun, blev opført under Nanzhao-riget i 800-tallet og har med sine omkring 70 meter været et imponerende syn i mere end tusind år. Tårnet har overlevet både jordskælv og politiske omvæltninger og står stadig som et vidnesbyrd om den avancerede byggeskik, der fandtes i området. Sammen med de to mindre pagoder har det i århundreder været Dalis karakteristiske vartegn – og når vi står foran dem med Cangshan som bagtæppe, er det let at forstå hvorfor.
Dagens sidste stop er Zhoucheng, en landsby ved foden af Cangshan-bjergene, der er kendt som et af de vigtigste centre for Bai-folkets traditionelle tekstilhåndværk. Her får vi et kig ind i en tradition, der er gået i arv gennem generationer. Stoffet bindes omhyggeligt i små mønstre og folder, inden det dyppes i farvebadet, og når knuderne løsnes, åbenbarer der sig mønstre, som ingen helt kan forudsige på forhånd.
Her bor du
Landscape Hotel
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad



Smukt mellem Yunnans bjerge ligger Lijiang, en by hvor tiden synes at bevæge sig i et lidt langsommere tempo. Her har Naxi-folket gennem århundreder sat deres præg, og det er netop denne fascinerende kultur, vi skal tættere på i dag.
Vi kører med bus fra Dali til Lijiang, og begynder dagen på Dongba-museet, hvor vi får en introduktion til Naxi-folkets historie og traditionelle tro. Her møder vi også den særlige Dongba-skrift, der med sine billedtegn fortæller historier og formidler religiøse tekster. Skriften er et af verdens få stadig anvendte piktografiske skriftsystemer.
Herefter går vi på opdagelse i Lijiangs gamle bydel, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Her snor smalle, brolagte stræder sig mellem traditionelle træhuse, små broer og rindende kanaler. Byen er bygget med stor respekt for landskabet og vandets naturlige løb, og det giver den en helt særlig atmosfære, og man får lyst til bare at lade sig føre med gennem labyrinten af gader.
Undervejs mærker vi også historiens vingesus. Lijiang lå centralt på den gamle Te-hestevej, hvor karavaner gennem århundreder bevægede sig mellem Yunnan og Tibet med te, heste og andre varer. I dag er det turister og lokale, der fylder de gamle gader, men byen bærer stadig sporene efter den tid, hvor Lijiang var et vigtigt knudepunkt mellem forskellige folkeslag, kulturer og handelsveje.
Her bor du
Duofu Resort
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad



I dag venter en af Yunnans helt store naturoplevelser ved Jadedragens snebjerg, som rejser sig dramatisk over Naxi-folkets hjemegn nord for Lijang. Bjergmassivet består af 13 tinder, og den højeste, Shanzidou, når hele 5.596 meter. For Naxi-folket har bjergene gennem århundreder haft en særlig spirituel betydning, og når vi nærmer os, er det let at forstå, hvorfor de har været omgærdet af så mange fortællinger.
Ved ankomsten tager vi kabelbanen til Yak Meadow, hvor landskabet åbner sig. Her går vi ad rolige træbroer gennem de alpine enge, mens bedeflagene blafrer i vinden og de takkede, snedækkede tinder rejser sig foran os.
Bjerget er ikke kun en naturoplevelse, men også en vigtig del af den lokale kultur. Det oplever vi ved det spektakulære udendørsshow Impression Lijiang, hvor flere hundrede lokale medvirkende fortæller om Naxi-folkets liv, traditioner, sange og ritualer. Scenen er selve landskabet, og det enorme bjergmassiv danner en kulisse, som ingen teaterscene kunne have skabt. Musik, farver og bevægelser smelter sammen med naturen og giver et levende indblik i Yunnans kultur, og faktisk er der tale om verdens højest beliggende show på en scene i naturen.
Senere går turen videre til Blue Moon Valley – Den Blå Månes Dal. Her strømmer smeltevand fra Jadedragens sneklædte tinder ned gennem dalen og samler sig i en række små søer og bassiner med et næsten uvirkeligt turkisblåt skær. Søerne her er berømt for sine levende turkis- og safirblå farver, som skyldes kobberioner og kalkpartikler, der spreder sollyset. På klare dage står det blå vand i smuk kontrast til de snedækkede bjergtoppe og skaber et næsten eventyrligt landskab.
Vi afslutter dagen i Shuhe, en mindre og mere fredelig historisk bydel lidt uden for Lijiang. Her får vi tid til at gå på opdagelse i den velbevarede gamle by, inden vi samles til aftensmad.
Her bor du
Duofu Resort
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad



Vi forlader Lijiang og sætter kurs mod en af Yunnans mest spektakulære naturoplevelser: Tigerspringskløften, Tiger Leaping Gorge. Her har Jinsha-floden – Yangtze-flodens øvre løb – gennem millioner af år banet sig vej mellem de mægtige bjergmassiver Jade Dragon og Haba. Resultatet er en af verdens dybeste flodkløfter, hvor de enorme bjergvægge rejser sig på begge sider af det brusende vand.
Vi besøger den øvre del af kløften, som er den lettest tilgængelige. Her følger vi gangstier og trapper ned mod udsigtspunkterne, hvor vi kommer tæt på floden og kan mærke dens enorme kræfter, når vandet presses sammen mellem klipperne. Navnet Tigerspringskløften stammer fra en gammel legende om en tiger, der undslap en jæger ved at springe over floden fra den ene klippe til den anden.
Efter besøget fortsætter vi nordpå, og landskabet ændrer langsomt karakter. Bjergene bliver mere åbne, dalene bredere, og vi bevæger os højere op mod Yunnans tibetanske højland. Undervejs gør vi stop ved White Water Terrace, hvor mineralholdigt bjergvand gennem årtusinder har aflejret kalksten og skabt et naturligt landskab af hvide terrasser. Små vandløb løber ned over de lyse formationer og danner bassiner og bløde terrasser i landskabet.
Sidst på dagen når vi Shangri-La, der ligger godt 3.000 meter over havet. Byen blev officielt omdøbt til Shangri-La i 2001 efter det fiktive paradis i James Hiltons roman Lost Horizon fra 1933. Men selv om navnet er moderne, har området en langt ældre historie og en stærk tibetansk kulturarv.
Vi går en tur i den historiske bydel Dukezong, hvor traditionelle tibetanske huse, små butikker, templer og bedeflag præger de smalle gader. Dukezong betyder omtrent „månebyen“ på tibetansk og var i århundreder en vigtig handelsstation på den gamle Te-hestevej mellem Yunnan og Tibet. Her mærker vi tydeligt, at vi befinder os langt fra det Kina, vi mødte tidligere på rejsen. Arkitekturen, religionen, landskabet og menneskenes traditioner har fået et tydeligt tibetansk præg.
Om aftenen venter en særlig tibetansk middag, hvor vi får mulighed for at smage på nogle af områdets lokale traditioner.
Her bor du
Hilton Garden Inn Shangri-La
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Særlig tibetansk aftensmad




I dag kommer vi endnu tættere på den tibetanske kultur og natur, som gør Shangri-La så anderledes end de egne, vi hidtil har oplevet på rejsen.
Vi begynder ved Ganden Sumtseling-klostret, også kendt som Songzanlin – Yunnans største tibetansk-buddhistiske kloster. Det blev grundlagt i 1679 og tilhører Gelug-skolen, som også er den skole, Dalai Lama tilhører. Klosteret ligger højt i landskabet med de hvidkalkede bygninger og gyldne tage spredt op ad bjergsiden og har derfor fået tilnavnet „det lille Potala-palads“. Når vi træder indenfor, møder vi et levende religiøst sted med buddhastatuer, farverige vægmalerier, bedeflag og røgelse – og måske munkene, der passerer gennem de gamle sale.
Fra klosterets religiøse mure fortsætter vi ud i den storslåede natur i Pudacuo National Park. Her befinder vi os i mere end 3.800 meters højde, hvor landskabet åbner sig med nåleskove, højlandsenge, vådområder og klare bjergsøer. Parken er en del af et større beskyttet naturområde og hjemsted for et rigt dyre- og planteliv.
Vi går en rolig tur ved Shudu-søen. Her spejler bjergene sig i det klare vand, og skoven vokser helt ned til søbredden. Har man lyst, er der mulighed for også at gå en tur ved Bita-søen.
Dagen giver os også mulighed for at komme helt tæt på det lokale liv, når vi besøger en tibetansk familie. Her får vi et indblik i, hvordan en traditionel bolig er indrettet, og vi bliver indviet i hverdagen, maden og de skikke, der stadig spiller en vigtig rolle i området.
Efter aftensmaden er aftenen til fri disposition.
Her bor du
Hilton Garden Inn Shangri-La
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad




Efter morgenmaden begiver vi os til stationen og stiger om bord på højhastighedstoget tilbage mod Kunming. De næste 5-6 timer bliver en sidste rejse gennem Yunnans skiftende landskaber – og næsten som en lille opsummering af alt det, vi har oplevet på rejsen.
Vi forlader Shangri-Las tibetansk prægede højland i omkring 3.000 meters højde, og efterhånden som toget bevæger sig mod lavere egne, ændrer landskabet karakter. De åbne højsletter afløses af grønne dale og skovklædte bjergsider. Undervejs passerer vi landsbyer, hvor heste, yakokser og kvæg græsser på markerne, og vi får et sidste glimt af et Yunnan, hvor naturen stadig fylder mere end byerne. Langsomt bliver bebyggelsen tættere, og til sidst dukker Kunmings moderne forstæder op uden for vinduet.
Ved ankomsten kører vi til vores hotel. Afhængigt af ankomsttidspunktet i Kunming, bliver der tid til at slappe af eller tage på en sidste lille tur ud i Kunming, inden vi samles til afskedsmiddag og ser tilbage på rejsens mange oplevelser fra Sichuans pandaer til Shangri-Las imponerende bjerglandskaber.
Her bor du
Hilton Garden Inn Shangri-La
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Aftensmad



Rejsens sidste dag er kommet, og det er tid til at sige farvel til et Kina, som de færreste rejsende får mulighed for at opleve.
Vi kører til lufthavnen i Kunming og letter med kufferten fuld af oplevelser – og forhåbentlig med følelsen af at have fået et nyt og anderledes blik på Kina.
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad


Afrejsedatoer
Rejs fra København
15. Mar 2027| Rejseplan | Afgang | Ankomst |
|---|---|---|
| København - Beijing (Capital International Airport) | 15/03-2027 kl. 18:00 | 16/03-2027 kl. 09:45 |
| Beijing (Capital International Airport) - CHENGDU TIANFU | 16/03-2027 kl. 12:35 | 16/03-2027 kl. 15:25 |
| Kunming - Beijing (Capital International Airport) | 30/03-2027 kl. 07:00 | 30/03-2027 kl. 10:35 |
| Beijing (Capital International Airport) - København | 30/03-2027 kl. 13:25 | 30/03-2027 kl. 17:05 |
Rejs fra København
04. Apr 2027| Rejseplan | Afgang | Ankomst |
|---|---|---|
| København - Beijing (Capital International Airport) | 04/04-2027 kl. 19:05 | 05/04-2027 kl. 10:00 |
| Beijing (Capital International Airport) - CHENGDU TIANFU | 05/04-2027 kl. 12:35 | 05/04-2027 kl. 15:35 |
| Kunming - Beijing (Capital International Airport) | 19/04-2027 kl. 07:00 | 19/04-2027 kl. 10:35 |
| Beijing (Capital International Airport) - København | 19/04-2027 kl. 13:25 | 19/04-2027 kl. 17:05 |
Rejs fra København
31. May 2027| Rejseplan | Afgang | Ankomst |
|---|---|---|
| København - Beijing (Capital International Airport) | 31/05-2027 kl. 19:05 | 01/06-2027 kl. 10:00 |
| Beijing (Capital International Airport) - CHENGDU TIANFU | 01/06-2027 kl. 12:35 | 01/06-2027 kl. 15:35 |
| Kunming - Beijing (Capital International Airport) | 15/06-2027 kl. 07:00 | 15/06-2027 kl. 10:35 |
| Beijing (Capital International Airport) - København | 15/06-2027 kl. 13:25 | 15/06-2027 kl. 17:05 |
Rejs fra København
30. Aug 2027| Rejseplan | Afgang | Ankomst |
|---|---|---|
| København - Beijing (Capital International Airport) | 30/08-2027 kl. 19:05 | 31/08-2027 kl. 09:55 |
| Beijing (Capital International Airport) - CHENGDU TIANFU | 31/08-2027 kl. 12:35 | 31/08-2027 kl. 15:35 |
| Kunming - Beijing (Capital International Airport) | 14/09-2027 kl. 07:00 | 14/09-2027 kl. 10:35 |
| Beijing (Capital International Airport) - København | 14/09-2027 kl. 13:25 | 14/09-2027 kl. 17:05 |
Rejs fra København
13. Sep 2027| Rejseplan | Afgang | Ankomst |
|---|---|---|
| København - Beijing (Capital International Airport) | 13/09-2027 kl. 19:05 | 14/09-2027 kl. 09:55 |
| Beijing (Capital International Airport) - CHENGDU TIANFU | 14/09-2027 kl. 12:35 | 14/09-2027 kl. 15:35 |
| Kunming - Beijing (Capital International Airport) | 28/09-2027 kl. 07:00 | 28/09-2027 kl. 10:35 |
| Beijing (Capital International Airport) - København | 28/09-2027 kl. 13:20 | 28/09-2027 kl. 17:05 |
Rejs fra København
25. Oct 2027| Rejseplan | Afgang | Ankomst |
|---|---|---|
| København - Beijing (Capital International Airport) | 25/10-2027 kl. 19:05 | 26/10-2027 kl. 09:55 |
| Beijing (Capital International Airport) - CHENGDU TIANFU | 26/10-2027 kl. 12:35 | 26/10-2027 kl. 15:35 |
| Kunming - Beijing (Capital International Airport) | 09/11-2027 kl. 07:00 | 09/11-2027 kl. 10:35 |
| Beijing (Capital International Airport) - København | 09/11-2027 kl. 13:20 | 09/11-2027 kl. 17:05 |





Rejsen inkluderer
Med i rejsens pris
- Flyrejse inkl. skatter og afgifter – se flytider og rejseplan under den pågældende afgang
- Overnatning på gode 3- og 4-stjernede hoteller
- Helpension undtagen én middag og en frokost
- Al transport jf. program inkl. højhastighedstog
- Udflugter inkl. entreer jf. program
- Byrundtur i Chengdu inkl. Kuanzhai-stræderne og tehusbesøg
- Besøg ved Den Store Buddha i Leshan
- Oplev pandaer i Dujiangyan Panda Base
- Oplevelser i Chongqing inkl. Liziba monorail og byliv
- Udflugt til Wulongs karstlandskaber
- Besøg ved Dazu-klipperistningerne
- Byrundtur i Jianshui med den gamle bydel og marked
- Oplevelser i Dali inkl. Erhai-søen, Xizhou og de tre pagoder
- Besøg i Lijiangs gamle bydel
- Udflugt til Jade Snow Mountain inkl. kabelbane og Blue Moon Valley
- Vandring i Tigerspringskløften
- Besøg ved White Water Terrace
- Ophold i Shangri-La omgivet af tibetansk kultur
- Besøg ved Ganden Sumtseling-klosteret
- Besøg i Pudacuo National Park
- Engelsktalende lokalguide
- Dansktalende rejseleder
- Rejsen garanteres ved minimum 15 deltagere
Bemærk, rejsen omfatter aktiviteter og transport, der kræver normal bevægelighed og almindeligt godt helbred. Rejsen er derfor ikke egnet for bevægelseshæmmede.
Tillæg pr. person
- Enkeltværelsestillæg kr. 3.995
- Rejseforsikring og afbestillingsforsikring
- Drikkepenge CNY 900
- Ekspeditionsgebyr kr. 275 pr. ordre
NÅR REJSEN GÅR TIL KINA
Få styr på pas, visum, vaccinationer, klima & valuta
Når du tager afsted på en rundrejse til Kina med dansk rejseleder, er der nogle praktiske oplysninger, som du skal have styr på både før, under og efter rejsen. Nedenfor finder du et overblik over al den relevante praktiske information såsom pas- og visumregler, lokale skikke og gode råd til din rejse i Kina.


