Simon Brammer Hansen
Rejseleder
Med Simon som rejseleder er du i selskab med en Sydamerika-ekspert af de helt store. Med ham kommer du tæt på, helt tæt på – både når det kommer til den vilde natur og dyreliv, det lokale køkken og den rige kultur!
Simon har fra barnsben haft en umættelig interesse for natur og udendørsliv – og det resulterede i en uddannelse som naturvejleder. Han har også studeret flora og fauna i Amazonas og beskæftiget sig med præ-columbiansk historie.
Simon har boet en årrække i Peru og er peruviansk gift. Og ikke blot hans viden om Peru er omfattende – han har nemlig i mere end 10 år formidlet sydamerikansk kultur, historie og natur på rejser til både Peru, Chile, Brasilien, Argentina, Bolivia, Ecuador og Galápagosøerne. Hans fortælleglæde er lige så stor som hans indsigt, og på en rejse i selskab med Simon kommer du derfor virkelig ind under huden på landet, naturen og lokalbefolkningen.
Selv når Simon ikke har travlt med at skabe store rejseeventyr for sine mange rejsende, giver han interesserede en bid af Sydamerika. Hjemme i København har han nemlig en foodtruck, hvor han serverer lækker peruviansk mad, der giver appetit på meget mere Sydamerika.
Rejseleder i følgende lande:
Peru, Argentina, Chile, Brasilien, Bolivia, Ecuador og Galápagosøerne
