Solorejse til Kinas fascinerende rige

Rejs alene, oplev sammen – Kinas største højdepunkter i godt selskab

Drømmer du om at opleve Kina, men rejser du alene? På denne solorejse til Kina bliver du en del af en gruppe af andre solorejsende, der deler lysten til store oplevelser, nye perspektiver og godt selskab undervejs. Den danske rejseleder følger gruppen gennem hele det 16 dage lange eventyr, så du kan koncentrere dig om mødet med Kinas mægtige storbyer, gudeskønne natur og ældgamle kultur.

Rundrejsen begynder i Shanghai, hvor futuristiske skyskrabere, kolonitidens bygninger, klassiske haver og gamle bykvarterer fortæller historien om et land i hastig forandring. Sammen oplever vi blandt andet The Bund, Yu-haven, Jade Buddha-templet og vandbyen Tongli, inden rejsen fortsætter mod de bølgende risterrasser i Longsheng og landsbyer, hvor Yao-, Zhuang- og Dong-folkenes traditioner stadig lever.

Ved Yangshuo og Guilin venter nogle af Kinas smukkeste landskaber. Vi sejler på Li-floden mellem knejsende kalkstensbjerge, følger livet langs Yulong-floden og besøger en økologisk teplantage. Senere tager vi til kejserbyen Xian, hvor Silkevejens spor, den gamle bymur og den verdensberømte terrakottahær bringer fortiden tæt på.

Rejsen rundes af i Beijing med Den Himmelske Freds Plads, Den Forbudte By, Sommerpaladset, Himlens Tempel og selvfølgelig Den Kinesiske Mur. Undervejs spiser vi næsten alle måltider sammen, og de mange fælles oplevelser gør denne grupperejse for solorejsende til en tryg og naturlig måde at rejse alene til Kina på – uden at være alene om oplevelserne.

Vi kommer vidt omkring med fly, højhastighedstog, bus, båd, rickshaw og golfbil. Find rejselysten frem, og glæd dig til en kontrastfyldt solorejse til Kina med dansk rejseleder og et fællesskab, der begynder allerede ved afrejsen.

 

Den endelige pris afhænger af de specifikke rejsedatoer, hotelværelse osv.

16 dage med dansk rejseleder

Vores rejseledere er passionerede eksperter med et hjerte, der banker for Kina. De glæder sig til at dele deres store viden om landets historie, kultur og natur

Overnatning

Ophold i enkeltværelse i gæstehus og på 3- og 4-stjernede hoteller

  • Solorejse i godt selskab med andre solorejsende
  • Du oplever Kinas højdepunkter såsom Den Kinesiske Mur, terrakottahæren, Den Himmelske Freds Plads og Den Forbudte By
  • Du kommer på sporet af ældgamle dynastier, det lokale liv og futuristiske Shanghai
  • Du oplever Kinas smukkeste natur ved Longsheng og Li-floden
  • Du smager dig gennem det kinesiske køkken med masser af hyggelige fællesmiddage inkluderet 
Bambusflåde på Li-floden omgivet af stejle kalkstensbjerge i Yangshuo i Guangxi-provinsen, Kina.
Den Kinesiske Mur i solnedgang, Kina
KInesisk kunstner i traditionelt, farverigt Pekingopera-kostume, Kina
Rutekort over rundrejsen til Kina

Dagsprogram

Fold alle dage ud
Dag 1Afrejse fra Danmark

VI dag tager vi hul på vores solorejse til Kina. Forude venter Kinas største højdepunkter og et hyggeligt fællesskab med andre solorejsende. 

 

Billede af kinesiske dyr på Chinese Imperial Roof, Kina
Dag 2Ankomst til Shanghai og byvandring med Nanjing Road, Yu-haven, den gamle bydel samt aftensejltur

Ved ankomsten til Shanghai kører vi til hotellet og afleverer bagagen. Indtjekning sker senere på dagen, for først venter de første fælles oplevelser i Kinas største by og finansielle centrum – en metropol i rivende udvikling med omkring 24 millioner indbyggere.

På promenaden The Bund mødes Shanghais fortid og fremtid. På den ene side ligger kolonitidens bygninger, mens Pudongs futuristiske skyskrabere rejser sig på den anden side af Huangpu-floden. Vi fortsætter ad den travle shoppinggade Nanjing Road og kigger også ind i sidegaderne, hvor et andet Shanghai viser sig.

Midt i storbyen finder vi ro i Yu-haven, en klassisk kinesisk have fra 1500-tallet med pavilloner, gamle træer og sirligt anlagte partier. Herefter går vi gennem den gamle bydel Chenghuangmiao med traditionelle gavle, butikker, madboder og det betydningsfulde Chenghuang-tempel.

Hvis gruppen er træt efter flyrejsen, kan besøget i Yu-haven og Chenghuangmiao flyttes til dag 3 efter aftale med rejselederen. Om aftenen samles vi om en velkomstmiddag og skåler på rejsen. Dagen afsluttes med en sejltur på Huangpu-floden, hvor The Bund og Pudongs oplyste skyline spejler sig i vandet.

 

Her bor du

Holiday Inn Express Shanghai Putuo

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

Måltider inkluderet

 Frokost*  Aftensmad

Frokost spises i flyet eller ved ankomst afhængigt af ankomsttidspunkt

 

Havedam, træbro og pavillon i Yu-haven eller Yuyuan-haven i Shanghai, Kina
Panorama udsigt over det religiøse Chenghuang-tempel, Shanghai, Kina
Skyline udsigt over vand og The Bund i Shanghai, Kina
Dag 3Shanghai med TV-tårnet, det historiske museum, Jade Buddha-templet og silkefabrik

I dag venter en lang række spændende seværdigheder i Shanghai, som vi oplever sammen med rejselederen og de øvrige solorejsende i gruppen. Vi begynder ved et af byens mest kendte vartegn, TV-tårnet Oriental Pearl Tower, der næsten ligner noget fra en futuristisk science fiction-film. Det 468 meter høje tårn med de karakteristiske kugler er blevet et symbol på det moderne Shanghais udvikling, og om aftenen funkler det mod nattehimlen i Pudong-distriktet.

Vi tager op til observationsdækket i tårnets anden kugle, hvorfra der venter en svimlende 360-graders udsigt over den enorme storby. I 259 meters højde kan du træde ud på det glasbelagte udsigtsdæk og få den særlige fornemmelse af at svæve over Shanghai. Hvis højdeskrækken begynder at melde sig, findes der heldigvis også hyggelige kaffebarer i nærheden, hvor du kan betragte det imponerende TV-tårn med fødderne solidt plantet på jorden.

Fra Shanghais moderne skyline bevæger vi os videre til byens historiske rødder. I bunden af TV-tårnet besøger vi Shanghai Municipal History Museum, hvor vi bliver klogere på metropolens rige og komplekse historie. Museet fortæller om udviklingen fra en mindre fiskerby til en af verdens mest folkerige storbyer og giver et interessant indblik i, hvordan både lokale traditioner og udenlandsk indflydelse har været med til at forme Shanghai gennem århundrederne.

Efter museumsbesøget følger vi sporene af den lokale kultur til Jade Buddha-templet. Det aktive buddhistiske tempel og kloster udgør en fredfyldt, åndelig oase midt i den pulserende millionby. Templet er især kendt for sine to Buddhafigurer i jade, som blev bragt til Shanghai af en burmesisk munk i slutningen af 1800-tallet.

Dagens program omfatter også et besøg på en silkefabrik. Her hører vi om silkelarvens korte, men travle livscyklus og følger processen bag fremstillingen af det fine materiale. Der bliver samtidig god mulighed for at købe blandt andet silkedyner og smukt silketøj.

 

Her bor du

Holiday Inn Express Shanghai Putuo

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

Måltider inkluderet

Morgenmad   Frokost   Aftensmad

 

TV-tårnet Shanghai Orient Pearl Tower og øvrige skyskrabere i Shanghai, Kina
Buddha-statuer i Jade Buddha-templet i Shanghai, Kina
Aftenbillede af Pudong Imperial Tower i Shanghai, Kina
Dag 4Udflugt til vandbyen Tongli og tilbage til Shanghai

Kun cirka en times kørsel fra millionbyen Shanghai venter en helt anden verden i vandbyen Tongli. Her er det som at træde ind i et ældgammelt kinesisk eventyr, hvor smalle kanaler, gamle broer og charmerende, traditionelle huse udgør kulissen. Her glæder vi os til et fascinerende indblik i Kinas historie og kultur.

Og hvilken bedre måde at udforske Tongli end ad byens mange vandveje? Vi tager derfor på bådtur gennem kanalerne, hvor vi ser byen glide malerisk forbi os, mens vi lærer mere om byen og dens historie.

Vi besøger også de to berømte historiske boliger Jiayin Hall og Congben Hall, der stammer fra Ming- og Qing-dynastierne. Disse traditionelle residenskomplekser består af både huse, haver og templer, som giver et dybt indblik i, hvordan den kinesiske elite levede i tidligere tider. De smukt bevarede bygninger og frodige haver viser den arkitektoniske elegance og harmoni, som kendetegner kinesisk byggestil fra disse dynastier.

En anden af Tonglis kendte seværdigheder er Tuisi-haven, også kendt som Retreat & Reflection Garden, som vi selvfølgelig også skal besøge. Haven er en af Kinas berømte klassiske haver og kendt for sin fine balance mellem vand, sten, planter og pavilloner. Navnet afspejler havens oprindelige formål som et tilflugtssted til ro og eftertanke midt i naturens skønhed.

Haven blev anlagt under Qing-dynastiet og er i dag optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Vi spadserer gennem haven og nyder de smukke omgivelser, som nu tiltrækker mange besøgende og derfor har en mere livlig atmosfære end dengang, haven blev anlagt. Efter dagens oplevelser i Tongli kører vi tilbage til Shanghai.

 

 

Her bor du

Holiday Inn Express Shanghai Putuo

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

Måltider inkluderet

Morgenmad   Frokost   Aftensmad

 

Hyggelig udsigt til Tuisi haven i Tongli, Kina
Billede af kanal, huse og båd i Tongli Zhouzhuang, Kina
Dag 5Med fly til Guilin og videre til bjerge og risterrasser i Longsheng

Tidligt om morgenen flyver vi til Guilin i Guangxi-provinsen. Til turen har vi pakket en dagstaske med det, vi skal bruge under opholdet i Longsheng – vores store kufferter kommer nemlig ikke med på denne del af rejsen. Området regnes for at være et af de smukkeste i Kina. Høje, kegleformede kalkstensbjerge, et subtropisk klima og den betagende Li-flod er med til at gøre opholdet uforglemmeligt.

Vi skal besøge Longsheng, som er kendt for sine underskønne risterrasser, der bølgende klatrer op ad det bjergrige terræn. På køreturen passerer vi små landsbyer, byer og marker. Turen tager omtrent to timer, og her kan du enten nyde en lille lur oven på dagens tidlige start eller betragte det kinesiske landskab glide forbi ruderne.

Ved ankomsten til Longsheng nyder vi frokost på en lokal restaurant, inden vi besøger ‘drageryggens risterrasser’, som de meget billedligt er blevet navngivet. Navnet har risterrasserne fået, fordi de bugter sig langs bjergryggene som en drage, der strækker sig gennem landskabet. Det enorme område blev udgravet for mere end 500 år siden og regnes for at være et af de smukkeste terrasseområder i Kina. Vi går ad smalle stier og trapper op gennem terrasserne.

På vejen møder vi også nogle af de lokale bønder, der fortsat dyrker ris på samme måde som deres forfædre. Det er en strabadserende tur med mange trapper og stigninger, men vi gør flere stop undervejs ved de flotte udsigtspunkter. Fra toppen lønner anstrengelserne sig, når vi nyder et af Kinas mest imponerende naturvidundere og får pusten igen.

Longsheng er desuden hjemsted for flere etniske minoriteter, herunder Yao-, Zhuang- og Miao-folkene. Samfundene har hver deres sprog, klædedragter og skikke, som de værner om. Vi besøger en af de små landsbyer, der er beboet af Zhuang- og Yao-minoriteter og ligger smukt på Longshengs bjergtoppe. Yao-folket er blandt andet kendt for, at kvinderne har meget langt hår, som de skjuler i en enkel og smuk frisure. Turismen er også kommet hertil, og mod betaling løsner kvinderne gerne deres hår.

Vi tjekker ind på et gæstehus i landsbyen. Her spiser vi aftensmad sammen og prøver en af egnens retter: ris tilberedt i bambusrør over åben ild.

 

 

Her bor du

Longji Terrace Pingan Guesthouse

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

Måltider inkluderet

Morgenmad   Frokost   Aftensmad

 

Smuk natur over Karst bjergene og Li-floden ved Guilin
Udsigt over grønne risterrasser i Longsheng
Billede af kinesisk specialitet med ris i bambus tilberedt over ild
Dag 6Naturskønne udsigter i Longsheng-bjergene og videre til Sanjiang

Naturen i Longsheng-bjergene er næsten ikke til at få nok af. Derfor snører vi i dag de behagelige sko og går en dejlig tur i de billedskønne omgivelser. Fra vores gæstehus vandrer vi ad brostensbelagte stier og trapper, der snor sig gennem terrasserne. Gåturen tager cirka to timer. Vi nyder den friske bjergluft og synet af risterrasserne, der klatrer og bugter sig, så langt øjet rækker.

På vejen ser vi nogle af områdets smukkeste steder med navne, der allerede maler billeder på nethinden: "Syv stjerner og måne" samt "Ni drager og fem tigre". Fra udsigtspunkterne ser vi nogle af de flotteste dele af rismarkerne, og hvordan små landsbyer ligger spredt i landskabet.

Ønsker du ikke at deltage i gåturen, kan du nyde dagen med afslapning i gæstehuset, hvorfra der også er en formidabel udsigt over landskabet.

Efter gåturen eller afslapningen ved gæstehuset går vi tilbage til bussen og kører videre til Sanjiang-regionen. Her tjekker vi ind på hotellet og får vores store kufferter igen. I Sanjiang ser vi Vindens og regnens bro fra 2008, som ligger tæt på hotellet. Vi får historien om broen og nyder derefter resten af dagen med afslapning og forhåbentlig en malerisk solnedgang over risterrasserne.

 

 

Her bor du

Dong Xiang National Hotel

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

Måltider inkluderet

Morgenmad   Frokost   Aftensmad

 

Luftbillede over Longsheng-bjergene og landsbyer i Kina
Smuk solnedgang over risterrasser i Longsheng i Kina
Dag 7Landsbybesøg og Dong-traditioner i Chengyang samt videre til Yangshuo

Fra Sanjiang går turen i dag mod Yangshuo – med et interessant stop i landsbyen Chengyang undervejs. Chengyang består faktisk af en klynge på otte små landsbyer, der ligger smukt mellem floder og bølgende, grønne højdedrag.

På besøget i Chengyang bliver vi klogere på Dong-folkets traditionelle levevis. Dong-folket er en etnisk minoritet i Kina med en lang historie, en spændende kultur og en særlig arkitektur. De bosatte sig i mindre landsbyer med Longsheng-områdets dale, bjerge og brusende floder som nærmeste naboer. Vi ser blandt andet eksempler på deres håndværk inden for vævning, broderi, strikning og fremstilling af sølv.

Dong-folket er desuden kendt for at konstruere sindrige vind- og regnbroer samt trommetårne, hvis funktion vi også bliver klogere på. Vi ser Chengyangs vind- og regnbro, der er et mesterstykke i kinesisk arkitektur. Broen fører over floden, er bygget på pæle og dækket af et tag. Oven på broen står fem kunstfærdige kinesiske pavilloner, der tager sig eventyrlige ud i det frodige landskab.

Broen er dekoreret med malerier og udskæringer. Den blev opført i 1916 og byder mere end 100 år senere stadig besøgende velkommen med mesterlig kinesisk skønhed.

Herfra fortsætter vi til Yangshuo, hvor der er tid til at udforske byen på egen hånd. Det anbefales at besøge West Street, en livlig og multikulturel gade, hvor du kan ose i butikker og indfange duftene fra lokale og internationale restauranter. I gadens virvar mødes lokale og besøgende i en livlig atmosfære.

 

Her bor du

Grand Rezen Hotel Yangshuo

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

Måltider inkluderet

Morgenmad   Frokost   Aftensmad

 

Smukt landsbybillede i Chengyang med bjerge i baggrunden, Kina
Aftenliv i byen Yangshuo, Kina
Dag 8Sejltur på Li-floden med eventyrlige udsigter og storslået aftenteater

Efter morgenmaden kører vi til Yangdi, som ligger smukt langs Li-floden. Undervejs på køreturen, der tager omtrent en time, passerer vi det ene flotte udsigtspunkt efter det andet. Vi gør stop ved et par af dem og nyder udsigten over det postkortsmukke landskab med frodige, knejsende kalkstensbjerge og Li-floden, der snor sig gennem naturen. Her forstår vi, hvorfor utallige kinesiske malere gennem århundrederne har udødeliggjort landskabet i deres værker.

I Yangdi skifter vi bussen ud med små firepersoners bambusbåde og går på opdagelse i noget af Kinas smukkeste natur. Bådene er indrettet med stole og baldakin, så vi får en behagelig sejltur, mens vi glider roligt langs floden. En sejlads på Li-floden er et absolut højdepunkt på enhver Kinarejse, og vi oplever flodens smukkeste del.

For hvert sving former der sig et nyt spektakulært sceneri, og hver gang tænker man, at nu kan det næsten ikke blive mere betagende. Blandt højdepunkterne er De Ni Hestes Klippe, der med en god portion fantasi ligner konturerne af ni heste. Klippegruppen er så kendt, at den pryder bagsiden af den kinesiske 20-yuan-seddel.

Efter cirka en times sejlads går vi i land og kører i golfbiler gennem landskabet til Xingping. Her spiser vi frokost på en lokal, familieejet restaurant. Derefter bliver der tid på egen hånd til at gå på opdagelse i byens smalle, brostensbelagte gader med traditionelle kinesiske huse.

Vi kører tilbage til Yangshuo, hvor der er tid til afslapning på egen hånd. Om aftenen venter en særlig teateroplevelse ved Li-flodens bred. På en enorm naturscene mellem Guilins bjerge opføres ‘Impression Liu Sanjie’, som fortæller historien om sangeren Liu Sanjie. Forestillingen opføres af omkring 600 lokale skuespillere, fiskere og bønder.

Den berømte filminstruktør Zhang Yimou har iscenesat forestillingen, hvor sang, traditioner fra Yao- og Dong-minoriteterne, lys og musik forenes. Den regnes blandt verdens største lysshows, så du kan roligt glæde dig til at blive imponeret.

 

 

Her bor du

Grand Rezen Hotel Yangshuo

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

Måltider inkluderet

Morgenmad   Frokost   Aftensmad

 

Udsigt til bambus-båd sejler på Li-floden med bjerge i baggrunden, Kina
Li-floden foran Nine Horses Mountain i Kina
Billede af flot lysshow “Impression Liu Sanjie” i mange farver ved Li-floden, Kina
Dag 9Bjergrige Yangshuo, Yulong-floden, teplantage og Guilin

Vi starter dagen langs Yulong-floden, der bugter sig gennem hjertet af Yangshuo. Vi tager af sted om morgenen, og ombord i små golfvogne oplever vi livet vågne langs flodbredderne. Samtidig nyder vi de billedskønne udsigter over floden og de berømte, grønne kalkstensbjerge. På turen kommer vi forbi Yulong-broen, lokale landsbyer samt frodige marker og enge.

Vi ser det lokale liv udspille sig, og forhåbentlig er vi heldige at få øje på vandbøfler. Undervejs holder vi små pauser, hvor vi stiger ud af vognene og kan gå på opdagelse i Yulong-flodens smukke landskab.

Ved middagstid er vi tilbage i Guilin, hvor vi besøger en økologisk teplantage. Her ser vi temarkerne og bliver introduceret til tedyrkning og produktionen af blandt andet grøn te. Efterfølgende deltager vi i en traditionel teceremoni og smager på den lokalt dyrkede te.

Efter besøget tager vi til hotellet og tjekker ind. Om aftenen mødes vi til fælles middag på en lokal restaurant tæt ved hotellet. Bagefter kan du slå mave med en slentretur langs promenaden og nyde synet af Guilins aftenoplyste centrum.

 

 

Her bor du

Guilin Bravo Hotel

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

Måltider inkluderet

Morgenmad   Frokost   Aftensmad

 

Udsigt over Yulong med cykel i forgrunden
Billede af kinesere der arbejder i teplantage, Kina
Dag 10Med fly til kejserbyen Xian, bymursvandring og Silkevejens spor

Vi flyver til Xian, der er hovedstad i Shaanxi-provinsen og en ældgammel kejserby. Under Kinas første kejser, Qin Shi Huangdi, var byen midtpunkt i det store rige, og under Tang-dynastiet var Xian igen hovedstad. Byen er også præget af sin placering ved den gamle Silkevej, som var den vigtigste landforbindelse til Kina, inden søvejen blev fundet.

Efter ankomsten tager vi på byrundtur og oplever nogle af Xians største seværdigheder. Vi ser blandt andet den berømte bymur, der er et af de ældste og bedst bevarede fæstningsværker i Kina, og går en mindre tur på dele af muren.

Vi ser også byens to berømte tårne: klokketårnet Zhonglou og trommetårnet Gulou. Klokketårnet blev bygget i 1384 og markerede midtpunktet for de gamle bymure. Herfra ringede en klokke ved daggry og varslede dagens begyndelse. Trommetårnet blev opført i 1380, og slag på de store trommer markerede skumringen og arbejdsdagens afslutning.

Om aftenen nyder vi en Xian Dumpling Banquet efterfulgt af et show, der fortæller historien om Tang-dynastiet. Menuen står blandt andet på dumplings med fintskåret kød og grøntsager, som dampes i dej.

 

 

Her bor du

Mercure Xian Downtown

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

Måltider inkluderet

Morgenmad   Frokost   Aftensmad

 

Bymuren i Xian, Kina, med udsigt til de historiske vagttårne og den gamle bydel
Dampende Xian Dumpling Banquet, Kina
Udsigt til Den Store Vildgås Pagode i Kina
Dag 11Den berømte terrakottahær og Xians muslimske bydel

I dag venter en af Kinas største seværdigheder og et af rundrejsens absolutte højdepunkter: den storslåede terrakottahær. Vi kører cirka 30 kilometer øst for Xian, hvor et af verdens mest berømte arkæologiske fund venter os.

Terrakottahæren består af tusindvis af kunstfærdigt udformede soldater, heste og vogne i brændt ler og naturlig størrelse. Figurerne blev begravet som en del af det enorme gravanlæg, der blev opført til Kinas første kejser, Qin Shi Huangdi, i slutningen af 200-tallet f.Kr. Hæren skulle ledsage og beskytte kejseren i dødsriget.
Fundet blev gjort i 1974, da lokale landmænd gravede efter vand og stødte på rester af terrakottafigurer.

Arkæologerne har siden afdækket tusindvis af figurer, og udgravningerne fortsætter stadig. Sammen med de øvrige solorejsende oplever vi de imponerende rækker af soldater og hører historien om det UNESCO-fredede gravanlæg.

Efter besøget vender vi tilbage til Xian, hvor vi oplever Den Store Vildgås Pagode – et af byens mest kendte vartegn fra Tang-dynastiet. Pagoden blev opført i år 652 for at opbevare buddhistiske skrifter, som munken Xuanzang havde bragt hjem fra sin rejse til Indien. Vi beundrer den syv etager høje murstenspagode, besøger det omkringliggende Da Ci’en-tempel og nyder den fredfyldte atmosfære.

Herfra fortsætter vi til Xians stemningsfulde muslimske bydel, hvor historien trækker spor tilbage til Silkevejen. Hui-folket, som er en kinesisk muslimsk befolkningsgruppe, har boet og handlet i kvarteret gennem århundreder. Det har skabt en fascinerende blanding af kinesisk og islamisk kultur, arkitektur og madlavning.

De livlige gader er fyldt med restauranter, madboder, moskéer og butikker. Om aftenen samles vi om en klassisk Hui-middag, hvor muslimske madtraditioner forenes med kinesiske råvarer og tilberedningsmetoder – en velsmagende afslutning på en dag med nogle af Xians største kulturoplevelser..

 

 

Her bor du

Mercure Xian Downtown

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

Måltider inkluderet

Morgenmad   Frokost   Aftensmad

 

Nærbillede af terrakottahæren nær Xian i Kina
Flot udsigt over Xians bymur, Kina
Dag 12Højhastighedstog til Beijing og Lama-templet

Vi tager højhastighedstoget fra Xian til Beijing og ankommer først på eftermiddagen. Togrejsen varer cirka fire timer med en til to stop undervejs på de i alt omkring 1.300 kilometer. Det bliver en behagelig og afslappende tur med udsigt til det afvekslende landskab, der suser forbi.

Ved ankomsten til Beijing møder vi vores lokalguide, som sammen med den danske rejseleder fører gruppen gennem hovedstadens mange oplevelser og seværdigheder. Vi begiver os mod Yong He-paladset, også kendt som Lama-templet, hvor vi træder ind i den tibetanske buddhismes verden. Helligdommen blev bygget i 1600-tallet og er en af de vigtigste buddhistiske helligdomme i Kina samt det største tibetanske tempel uden for Tibet.

Yong He-paladset var i en periode centrum for det tibetanske lama-samfund i Beijing. Omkring 1.500 tibetanske, mongolske og kinesiske lamaer har boet her. Templet rummer desuden en imponerende Buddhafigur udskåret i ét stykke træ.

Efter besøget kører vi til hotellet, tjekker ind og spiser aftensmad sammen.

 

 

Du bor her:

Beijing Dong Fang Hotel

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

Eller her:

Holiday Inn Express Beijing Dongzhimen

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

 

 

Måltider inkluderet

Morgenmad   Aftensmad

 

Fredspladsen og Tempel i Kina i Beijing
Beijing i aftensol med lysende bygninger og gader, Kina
Lama Templet i Beijing, Kina
Dag 13Beijing med Den Himmelske Freds Plads, Den Forbudte By og Sommerpaladset

Der venter en spændende dag med sightseeing. Vi ser først Den Himmelske Freds Plads, der går for at være verdens største med plads til over en halv million mennesker. Udover sin massive størrelse er Den Himmelske Freds Plads kendt for de mange historiske begivenheder, der har fundet sted her. I den nordlige del af pladsen ligger bygningen Den Himmelske Freds Port, der er blevet et symbol på det revolutionære Kina, da det var her, Formand Mao erklærede oprettelsen af Den Kommunistiske Folkerepublik Kina på Kinas Nationaldag, 1. oktober 1949. I den sydlige ende af pladsen ligger Maos Mausoleum, hvor “den store rorgænger” er stedt til hvile i en krystalkiste.

Det var også på og omkring Den Himmelske Freds Plads, at studenteroprøret i 1989 fandt sted. Over 100.000 studerende og arbejdere demonstrerede, og det kinesiske styre satte ind med militær. Et af verdens mest ikoniske pressefotografier er taget lige netop her – nemlig billedet af den unge, kinesiske demonstrant, der holder en kampvogn tilbage ved at stille sig foran den.

Næste stop er Den Forbudte By. Dette er et enestående kompleks af bygningsværker, som siges at indeholde 9.999 værelser. Området tjente som bolig for kejseren, hans familie, konkubiner, embedsmænd og alle andre tjenende ånder. Almindelige mennesker var forment adgang til byen, og det er årsagen til navnet.

Herfra går vi mod nord til Jingshan-parken og begiver os til toppen af den kunstigt byggede Jingshan-bakke, hvor vi beundrer panoramaudsigten over Den Forbudte By. Parken var oprindeligt kejserens private have, men har siden 1928 været åben for offentligheden.

Efter frokost besøger vi Sommerpaladset, der ligger i naturskønne omgivelser ved en stor kunstig sø. Qing-dynastiets kejsere lod søen udgrave ved håndkraft! Vi sejler over søen til den anden side af Sommerpaladset, hvor vi går gennem den 728 meter lange korridor, der ligger langs søbredden. Den er flot udsmykket med 8.000 motiver fra legender og landskaber fra det sydlige Kina. 

Vi kører tilbage til Beijing.

 

 

Du bor her:

Beijing Dong Fang Hotel

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

Eller her:

Holiday Inn Express Beijing Dongzhimen

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

 

 

Måltider inkluderet

Morgenmad   Frokost   Aftensmad

 

Udsigt til sommerpaladset Beijing i Kina
Billede af den forbudte by i Kina
Udsigt til den forbudte by i Kina
Dag 14Den Kinesiske Mur og det olympiske stadion

I dag venter endnu et af rundrejsens helt store højdepunkter. Vi besøger Den Kinesiske Mur, der er blandt verdens mest imponerende konstruktioner. Mursystemerne strækker sig tusindvis af kilometer gennem Kina og udgør landets største vartegn. For mere end 2.000 år siden forbandt landets første kejser, Qin Shi Huangdi, en række eksisterende mursystemer i det nordlige Kina.

Vi besøger den del af muren, der hedder Juyongguan, cirka 50 kilometer fra Beijing. Her snor muren sig dramatisk gennem en dal mellem to bjergtoppe, og fra murkronen er der en fantastisk udsigt. Vi går en tur på muren og hører fortællingen om de mange håndværkere, bønder og soldater, der skabte det enorme forsvarsanlæg.

Tilbage i Beijing ser vi det store olympiske stadion, der dannede ramme om De Olympiske Lege i 2008. Stadionet er også kendt som Fuglereden, og foran den karakteristiske stålkonstruktion forstår man straks kælenavnet. Vi ser Fuglereden både ude- og indefra.

 

 

Du bor her:

Beijing Dong Fang Hotel

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

Eller her:

Holiday Inn Express Beijing Dongzhimen

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

Måltider inkluderet

Morgenmad   Frokost   Aftensmad

 

Udsigt over Den Kinesiske Mur i Kina
Det olympiske stadion, Fulgereden, i Beijing, Kina
Dag 15Himlens Tempel, hutonger, lokal familie og afskedsmiddag med Pekingand

Vi starter dagen tidligt ved Himlens Tempel. Her aflagde kejseren et rituelt besøg to gange om året for at bede om en god høst – ganske forståeligt i lyset af de mange hungersnødkatastrofer, der gennem tiden har ramt Kina. Templet er et mesterværk inden for kinesisk arkitektur og udsmykning. Måske er vi også heldige at se lokale dyrke morgengymnastik, tai-chi og dans i området.

Fra Himlens Tempel går turen videre til Hongqiao-markedet. Her kan du shoppe alt fra elektronik og souvenirs til tøj og sko. Markedet er især kendt for sit store udvalg af både ferskvands- og saltvandsperler, men du finder også kinesisk kunsthåndværk, te og silkevarer.

Vi spadserer gennem Beijings ældgamle gader og gyder, de såkaldte hutonger, hvis historie strækker sig tilbage til Yuan-dynastiet. Her oplever vi de traditionelle gårdhuse, siheyuan, og bliver klogere på hutongernes betydning for byens kulturarv og deres udvikling frem til i dag.

En lokal familie inviterer os indenfor og serverer frokost, mens vi hører om livet i de historiske omgivelser. Efter besøget hviler vi benene på en rickshawtur gennem de gamle gader.

Om aftenen samles vi om rejsens afskedsmiddag, hvor der serveres traditionel Pekingand og en række andre kinesiske retter. Det bliver en stemningsfuld afslutning på vores fælles solorejse gennem Kina.

 

 

Du bor her:

Beijing Dong Fang Hotel

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

Eller her:

Holiday Inn Express Beijing Dongzhimen

LÆS MERE OM HOTELLET →

 

Måltider inkluderet

Morgenmad   Frokost   Aftensmad

 

Billede af en Peking and, som forberedes til middag, Kina
Rickshaws i de gamle hutonger i Beijing i Kina
Dag 16Afrejse fra Beijing og hjemkomst til Danmark

Efter mange fælles oplevelser tager vi afsked med Kina og kører til lufthavnen. Flyet bringer os tilbage til Danmark – med nye indtryk, minder og bekendtskaber fra solorejsen i bagagen.

 

 

Måltider inkluderet

Morgenmad

 

Kinesisk dame med hat foran Den Kinesiske Mur

Afrejsedatoer

Der er desværre ikke flere afgange lige nu – hold øje med siden eller kontakt os på [email protected] eller 70 22 66 00 .

De nye datoer bliver også annonceret i vores nyhedsbrev, så hvis du ikke allerede er tilmeldt, er det en god ide at melde dig til her .

Lille udsnit af den UNESO-fredede terrakottahær, Kina
Kinesisk have i blomst
Dragebåd ved Sommerpaladset i Beijing, Kina
Flodbreden med små både, Li-floden i Yangshuo i Guangxi-provinsen, Kina
Frodig have i Kina

Rejsen inkluderer

Med i rejsens pris

  • Flyrejse inkl. skatter og afgifter – se flytider og rejseplan under den pågældende afgang
  • Højhastighedstog fra Xian til Beijing
  • Indenrigsfly fra Shanghai til Guilin og fra Yangshou til Xian
  • Overnatning i enkeltværelse i gæstehus og på 3- og 4-stjernede hoteller
  • 14 x morgenmad, 13 x frokost og 14 x aftensmad
  • Al transport og udflugter inkl. entréer jf. program (værdi af entréer: 2.250 kr.)
  • Byrundtur i Shanghai
  • Besøg og udsigt fra TV-tårnet Shanghai Orient Pearl Tower
  • Sejltur på Huangpu-floden og kig til Shanghai fra vandsiden
  • Sejltur i "Østens Venedig" – kanalbyen Tongli
  • Tur til de smukke risterrasser i Longsheng og besøg i minoritetslandsby i området
  • Naturskøn sejltur på Li-floden og unikt aftenshow på Li-floden: Impressions of Liu San Jie
  • Lokalinspirereret frokost hos Yao-minoriteten i Ping An
  • Besøg ved Chengyangs imponerende vind- og regnbro
  • Xian Dumbling Banquet med flot show om Tang Dynastiet
  • Tur til den berømte Terrakottahær i Xian
  • Udflugt til Den Kinesiske Mur
  • Besøg ved Den Himmelske Freds Plads, Sommerpaladset og Ming-gravene
  • Rickshaw-tur i Beijings ældgamle gader, hutongerne
  • Engelsktalende lokalguide
  • Dansk rejseleder
  • Rejsen garanteres ved minimum 15 deltagere

 

Bemærk, rejsen omfatter aktiviteter og transport, der kræver normal bevægelighed og almindeligt godt helbred. Rejsen er derfor ikke egnet for bevægelseshæmmede.

Tillæg pr. person

  • Enkeltværelsestillæg kr. 0
  • Drikkepenge CNY 900
  • Ekspeditionsgebyr kr. 275 pr. ordre

Mød din rejseleder

NÅR REJSEN GÅR TIL KINA

Få styr på pas, visum, vaccinationer, klima & valuta

Når du tager afsted på en rundrejse til Kina med dansk rejseleder, er der nogle praktiske oplysninger, som du skal have styr på både før, under og efter rejsen. Nedenfor finder du et overblik over al den relevante praktiske information såsom pas- og visumregler, lokale skikke og gode råd til din rejse i Kina.

 

Europæisk pas, der stikker op af taske
Globus

Tilmeld dig vores
nyhedsbrev

Få inspiration, tilbud og invitationer til rejseevents

Bliv opdateret med de bedste tilbud, nye rejsemål, invitationer til gratis rejseforedrag, rejsetips og spændende indhold fra vores rejseblog.

Nyhedsbrevet udkommer 2-3 gange om ugen – og du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Vi ses i din indbakke!