Et eventyr af mægtige storbyer, gudeskøn natur og dynastiernes ældgamle kultur
Tag med på en rundrejse til Kina spækket med alle de største højdepunkter, det mægtige rige i øst har at byde på.
Her venter pulserende storbyoplevelser i de mægtige millionbyer Shanghai og Beijing, hvor myldrende folkeliv, gamle hutonger og futuristiske skyskrabere danner rammen. I traditionelle kinesiske haver sænker roen sig over kunstfærdige pavilloner, og ved Den Himmelske Freds Plads, Den Forbudte By og Sommerpaladset venter nogle af historiens vigtigste arnesteder.
Kinas smukkeste natur fortryller, når vi besøger bølgende bjerge og risterrasser i Longsheng, og når vi kommer på sejltur på Li-floden, der bugter sig billedskønt gennem det frodige landskab af knejsende kalkstensbjerge. På cykel eller i tuktuk kommer vi tæt på det lokale liv, der leves langs Yulong-flodens breder, og i vandbyen Tongli er det som at træde ind i et ældgammelt kinesisk eventyr, hvor smalle kanaler, gamle broer og charmerende, traditionelle huse udgør kulissen.
Der bliver også tid til et spændende besøg på en silkefabrik, og så følger vi i sporene på Silkevejen, når vi besøger den gamle kejserby Xian. Og til et af verdens største lysshows imponeres du med smukke naturscenerier og gamle fortællinger.
Blandt rejsens allerstørste højdepunkter er selvfølgelig også Den Kinesiske Mur og den enorme, UNESO-fredede terrakottahær, hvor vi med ærefrygt beundrer kinesernes storslåede bedrifter.
Vi kommer vidt omkring – og rejsen tager os med både fly, højhastighedstog, bus, båd, rickshaw, golfbil og cykel. Så find rejselysten frem til et prægtigt og kontrastfyldt eventyr, når du rejser til Kina med dansk rejseleder.
Fra kr. 20.995
Den endelige pris afhænger af de specifikke rejsedatoer, hotelværelse osv.
16 dage med dansk rejseleder
Vores rejseledere er passionerede eksperter med et hjerte, der banker for Kina. De glæder sig til at dele deres store viden om landets historie, kultur og natur
Overnatning
Ophold i delt dobbeltværelse i gæstehus og på 3- og 4-stjernede hoteller
- Du besøger Den Himmelske Freds Plads og Den Forbudte By i Beijing
- Du går på Den Kinesiske Mur og ser den verdensberømte terrakottahær
- Du kommer på sporet af ældgamle dynastier, det lokale liv og futuristiske Shanghai
- Du oplever Kinas smukkeste natur ved Longsheng og Li-floden
- Du smager dig gennem det kinesiske køkken med næsten alle måltider inkluderet
Dagsprogram
Vi flyver fra Danmark og begynder vores rejse mod dynastiernes rige i øst – Kina.
Vi ankommer til Shanghai til middagstid og kører fra lufthavnen til vores hotel, hvor vi afleverer vores bagage. Vi tjekker ind på vores værelser senere på dagen. Først tager vi nemlig hul på de første af mange oplevelser, når vi begiver os på byvandring i den enorme metropol. Shanghai er Kinas største by med en bykerne på ca. 220 kvadratkilometer, 24 mio. indbyggere og en befolkningstæthed, der er den største i Kina. Shanghai er det største finansielle centrum i Kina, og hele området er i rivende udvikling. Det siges, at den, som besøgte byen for 10 år siden, ikke vil være i stand til at genkende den i dag.
Vi går en tur på promenaden The Bund, der løber langs med Huangpu-floden, hvor du har kig til Shanghais både fortid og fremtid. På den ene side kan du opleve den koloniale arkitektur fra 1920'erne og ældre europæiske kontorbygninger fra før kommunismens indtog. Og på Pudong-halvøen på den anden side tordner de futuristiske skyskrabere i finansdistriktet mod himlen. Kontrasten er slående og byder os passende velkommen til det Kina, der venter os på rejsen – et møde med det gamle og det nye rige.
Vi fortsætter til den travle og verdenskendte shoppinggade Nanjing Road, hvor eksklusive mærkevareforretninger, internationale modebutikker og lokale markeder gør hinanden selskab i et shoppingmekka af de helt store. Vi tager også et kig ned ad sidegaderne, der viser et andet Kina.
Vi fortsætter til Yu-haven eller Yuyuan-haven, som den også kaldes. Her nyder vi et roligt åndehul fra det pulserende storbyliv – lige midt i byens hjerte. Yu-haven er en klassisk kinesisk have, som blev anlagt helt tilbage i det 16. århundrede og står som et smukt eksempel på traditionel kinesisk havekunst. Vi nyder oasen, de kunstfærdige gamle pavilloner, den sirligt anlagte have og de ældgamle træer, der har vidnet livet forandre sig omkring dem. Yu-haven ligger i et område, som sjovt nok kaldes Shanghais China Town. Bydelen blev for mange år siden restaureret i gammel Shanghai-stil med svungne gavle og udsmykning.
Dagens byvandring slutter i Shanghais gamle bydel, Chenghuangmiao. Her lever kulturarven og den lokale atmosfære i de gamle gader, der snor sig ind og ud af hinanden – flankeret med butikker, der sælger håndlavede souvenirs, og boder med autentisk kinesisk mad. Det er også i denne bydel, at Chenghuang-templet, der er et af byens vigtigste religiøse steder, har til huse.
Er vi trætte oven på den lange flyrejse mod øst, udskydes dagens byvandring til Yu-haven og Shanghais gamle bydel, Chenghuangmiao, til dag 3 – og vi tager i stedet til hotellet og slapper af. Dette afstemmes med rejselederen på ankomstdagen.
Om aftenen spiser vi velkomstmiddag sammen og skåler på det store kinesiske eventyr, der venter os.
Her bor du
Holiday Inn Express Shanghai Putuo
Måltider inkluderet
✓ Frokost ✓ Aftensmad
I dag venter mange spændende seværdigheder. Vi starter dagen ved et af Shanghais mest kendte vartegn – nemlig TV-tårnet Shanghai Orient Pearl Tower, der er som taget ud af en futuristisk science fiction-film. Det slanke tårn med sine tre kugler er et symbol på det moderne Shanghais udvikling – og om aftenen funkler det mod nattehimlen i Pudong-distriket. Tårnet er med sine svimlende 468 meter det femte højeste tårn i verden og det tredje højeste tårn i hele Asien. Vi begiver os op til TV-tårnets observationsdæk ved tårnets anden kugle, hvorfra vi nyder den svimlende 360 graders udsigt over den gigantiske storby. I 259 meters højde kan du her stå på det glasgulvbelagte udsigtsdæk, hvilket giver en uforglemmelig oplevelse af at svæve over byen. Får dén udsigt din højdeskræk til at sitre, er der masser af hyggelige kaffebarer i nærheden, hvor du kan nyde udsigten til TV-tårnet med fødderne plantet solidt i landjorden.
Fra toppen af Shanghai til byens historiske rødder – nu går turen videre til det historiske museum Historical Museum of Shanghai Municipality. Museet ligger i bunden af TV-tårnet, og her bliver vi klogere på metropolens rige og komplekse historie fra lille fiskerby til en af verdens mest folkerige storbyer. Vi får et godt indblik i, hvordan både lokal kultur og udenlandsk indflydelse har formet byen gennem århundrederne.
Efter museumsbesøget følger vi sporene på den lokale kultur, når vi besøger Jade Buddha-templet. Templet fungerer som et kloster med mange munke og udgør en åndelig oase midt i Shanghai. Særligt kendt er templet for sine to store jadestatuer af Buddha, som blev bragt til Shanghai i slutningen af det 19. århundrede af en burmesisk munk.
Vi besøger også en silkefabrik, hvor vi bliver klogere på silkelarvens korte, men travle livscyklus. Der vil samtidig være god mulighed for købe både silkedyner og lækkert silketøj.
Om eftermiddagen skal vi på en dejlig sejltur på Huangpu-floden, hvor vi nyder udsigten til skyline ved The Bund og det moderne Pudong-område, inden aftenen falder på.
Her bor du
Holiday Inn Express Shanghai Putuo
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad
Kun cirka en times kørsel fra millionbyen Shanghai venter en helt anden verden i vandbyen Tongli. Her er det som at træde ind i et ældgammelt kinesisk eventyr, hvor smalle kanaler, gamle broer og charmerende, traditionelle huse udgør kulissen. Her glæder vi os til et fascinerende indblik i Kinas historie og kultur.
Og hvilken bedre måde at udforske Tongli end ad byens mange vandveje? Vi tager derfor på bådtur gennem kanalerne, hvor vi ser byen glide pittoresk forbi os, mens vi lærer mere om byen og dens historie.
Vi besøger også de to berømte historiske boliger Jiayin Hall og Congben Hall, der stammer fra Ming- og Qing-dynastierne. Disse traditionelle residenskomplekser består af både huse, haver og templer, som giver et dybt indblik i, hvordan den kinesiske elite levede i tidligere tider. De smukt bevarede bygninger og de frodige haver er typiske for perioden og viser den arkitektoniske elegance og harmoni, som kendetegner kinesisk byggestil fra disse dynastier.
En anden af Tonglis kendte seværdigheder er Tuisi-haven, også kendt som Retreat & Reflection Garden, som vi selvfølgelig også skal besøge. Haven er en af Kinas berømte og klassiske haver og er kendt for sin perfekte balance mellem vand, sten, planter og pavilloner. Den yndefulde balance og navnet på haven afspejler da også lige netop havens formål – nemlig et tilflugtssted til ro og eftertanke lige midt i naturens skønhed. Haven blev anlagt under Qing-dynastiet og er den dag i dag at finde på UNESCOs verdensarvsliste. Vi spadserer gennem haven og nyder de smukke omgivelser, der i dag er blevet et populært turistmål med mange besøgende og en anderledes livlig atmosfære, end da haven blev anlagt.
Efter dagens oplevelser og seværdigheder i Tongli kører vi tilbage til Shanghai.
Her bor du
Holiday Inn Express Shanghai Putuo
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad
Tidligt om morgenen flyver vi til Guilin i Guangxi-provinsen. Området regnes for at være et af de smukkeste i Kina. Høje kegleformede, kalkstensbjerge, subtropisk klima og den betagende Li-flod gør vores ophold til en uforglemmelig oplevelse. Vi skal besøge Longsheng, der er kendt for sine underskønne risterrasser, der bølgende klatrer op ad det bjergrige terræn. På køreturen passerer vi små landsbyer, byer og marker. Køreturen tager omtrent to timer, og her kan du enten nyde en lille lur oven på dagens tidlige start eller betragte det kinesiske landskab glide forbi ruderne.
Ved ankomst til Longsheng nyder vi en frokost på en lokal restaurant, inden vi besøger ”drageryggens risterrasser”, som de på bedste kinesisk er navngivet. Navnet har risterrasserne fået, fordi de bugter sig langs bjergryggene som en drage, der strækker sig gennem landskabet. Det enorme område blev udgravet for mere end 500 år siden og regnes for at være et af de smukkeste terrasseområder i Kina. Vi går ad smalle stier og trapper op gennem terrasserne, hvor vi gør stop ved de mange udsigtspunkter og nyder et af Kinas mest imponerende naturvidundere. Måske møder vi også nogle af de lokale bønder, der fortsat dyrker ris på samme måde som deres forfædre.
Longsheng er desuden hjemsted for flere etniske minoriteter, herunder Yao-, Zhuang- og Miao-folkene. Disse samfund har hver deres unikke sprog, tøj og skikke, som de værner om. Vi besøger Ping An, der er en landsby smukt beliggende på en af bjergtoppene i Longsheng. Landsbyen er beboet af Zhuang- og Yao-minoriteterne. Yao-folket er kendetegnet ved, at kvinderne har verdens længste hår. De skjuler hårpragten i en meget enkel smuk frisure. Turismen er også kommet hertil, så mod betaling løsner kvinderne gerne deres hår.
Vi tjekker ind på et gæstehus i landsbyen. Her spiser vi aftensmad, hvor vi skal prøve en af egnens retter: ris tilberedt i bambusrør over åben ild.
Her bor du
Longji Terrace Pingan Guesthouse
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad
Naturen i Longsheng-bjergene er næsten ikke til at få nok af. Derfor snører vi i dag de behagelige sko og går en dejlig tur i de billedskønne omgivelser. Fra vores gæstehus i Ping An vandrer vi ad brostensbelagte stier, der snor sig gennem terrasserne. Gåturen tager cirka 1,5 til 2 timer. Vi nyder den friske bjergluft og synet af de klatrende risterrasser, der bugter sig, ligeså langt øjet rækker. På vejen ser vi nogle af områdets smukkeste højdepunkter med navne, der allerede maler billeder på nethinden: syv stjerner og måne, ni drager og fem tigre. Fra disse udsigtspunkter ser vi nogle af de flotteste steder i rismarkerne, og vi ser, hvordan små landsbyer ligger drysset i landskabet.
Ønsker du ikke at deltage på gåturen, kan du nyde dagen med afslapning i gæstehuset, hvorfra du også har en formidabel udsigt over landskabet.
Efter gåturen eller afslapning ved gæstehuset kører vi til Sanjiang-regionen. Området er beboet af Dong-folket, der er en etnisk minoritet i Kina med en lang og rig historie, spændende kultur og traditionel arkitektur. Dong-folket bosatte sig i mindre landsbyer med Longsheng-områdets dale, bjerge og brusende floder som nærmeste naboer. Vi besøger en af områdets små landsbyer, hvor vi bliver klogere på den traditionelle levevis. Vi ser blandt andet eksempler på Dong-folkets kyndige sans for håndværk såsom vævning, broderi, strikning og fremstilling af sølv. Derudover er Dong-folket kendt for deres konstruktion af sindrige vind- og regnbroer samt trommetårne, hvis brug vi også bliver klogere på i løbet af vores landsbybesøg.
Vi kører til vores hotel i Sanjiang, hvor vi tjekker ind. Her nyder vi resten af dagen med afslapning og forhåbentlig en malerisk solnedgang over risterrasserne.
Her bor du
Dong Xiang National Hotel
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad
Fra Sanjiang går turen i dag mod Yangshuo – med interessant stop i landsbyen Chengyang på vejen. Faktisk udgøres Chengyang af en klynge på otte små landsbyer, der er smukt beliggende mellem floder og bølgende, grønne højdedrag. Her skal vi se endnu et eksempel på en vind- og regnbro, der er et mesterstykke i kinesisk arkitektur. Broen forcerer den blanke flod og er bygget på pæle. Hele broen er dækket med tag og bærer i alt fem kunstfærdige kinesiske pavilloner med flotte tagkonstruktioner, som ser så eventyrlige ud midt i det frodige landskab. Broen er smukt dekoreret med malerier og udskæringer. Broen blev konstrueret i 1916, og mere end 100 år efter byder den stadig sine besøgende velkommen med mesterlig kinesisk skønhed.
Herfra fortsætter vi mod dagens slutmål i Yangshuo, hvor der er tid til at udforske byen på egen hånd. Det anbefales at besøge West Street, der er en livlig og multikulturel gade. Her kan du ose i butikker og indfange duften fra de både lokale og internationale restauranter. I gadens virvar mødes både lokale og turister i livlig atmosfære.
Her bor du
Grand Rezen Hotel Yangshuo
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad
Efter morgenmaden kører vi til Yangdi, der er smukt beliggende langs floden Li. Undervejs på køreturen, der tager omtrent en time, kommer vi forbi det ene flotte udsigtspunkt efter det andet. Vi gør stop ved et par af dem og nyder udsigterne over det postkostsmukke landskab af frodige, knejsende kalkstensbjerge og Li-floden, der snor sig gennem den vilde natur. På køreturen forstår vi, hvorfor utallige kinesiske malere gennem århundrederne har udødeliggjort det fortryllende landskab i deres værker.
Ved middagstid ankommer vi til Yangdi, og herfra skifter vi bus ud med en lille firepersoners bambusbåd, når vi ad vandvejen skal på opdagelse i noget af Kinas smukkeste natur. Bambusbåden er indrettet med stole og baldakin, så vi er sikret en magelig sejltur, hvor vi glider roligt langs floden. En sejltur på Li-floden er et absolut must for alle Kina-rejsende, og på vores sejltur ser vi den flotteste del af floden. For hvert sving på floden former der sig et nyt spektakulært sceneri, og hver gang tænker man, at nu kan det ikke blive mere betagende.
Blandt sejladsens højdepunkter er de ni heste-klipperne, der, som navnet antyder og med en god portion fantasi, ligner konturerne af ni heste. Og har du kinesiske kontanter i lommen, vil klipperne måske se påfaldende bekendte ud. Klippegruppen er nemlig så ikonisk, at den pryder bagsiden af den kinesiske 20-yuan-seddel.
Efter cirka en times sejlads går vi i land, hvorfra vi i golfbiler kører en smuk køretur gennem landskabet til byen Xingping. Her spiser vi en frokost på en lokal, familieejet restaurant. Derefter bliver der tid på egen hånd til at gå på opdagelse i byens smalle, brostensbelagte gader med traditionelle, kinesiske huse.
Vi kører tilbage til Yangshuo, hvor der er tid til afslapning på egen hånd.
Aftenen byder på en helt særlig teateroplevelse langs Li-flodens bredder. På verdens største naturscene mellem Guilins smukke bjerge opføres “Impression Liu Sanjie”. Stykket omhandler sangeren Sanjiie Liu, der under de svære tider sang sine smukke sange for indbyggerne i en lille pavillon ved floden. Det opføres af 600 lokale skuespillere, fiskere og bønder og har taget mange års forberedelse og en formue at opsætte. Kinas berømte filminstruktør Zhang Yimou har iscenesat denne fantastiske forestilling, hvor sang, gamle traditioner hos Yao- og Dong-minoriteterne, lys og musik præsenteres på enestående vis. Forestillingen er blandt verdens største lysshows, så du kan roligt glæde dig til at blive imponeret.
Her bor du
Grand Rezen Hotel Yangshuo
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad
Vi starter dagen på to hjul i dag. Vi skal nemlig på en skøn cykeltur langs Yulong-floden, der bugter sig gennem hjertet af Yangshuo. Vi tager af sted om morgenen, og fra vores cykler oplever vi livet, der vågner langs flodbredderne, og vi nyder de billedskønne udsigter over floden og de berømte kalkstensbjerge, der knejser grønt mellem hinanden i hobetal. På vores cykeltur kommer vi forbi flere af Yulong-flodens kendte spots, Yulong-broen, lokale landsbyer og frodige marker og enge. Vi oplever det lokale liv udspille sig, og forhåbentlig er vi heldige at se vandbøfler.
Har du ikke lyst til at cykle, kan du vælge en tur i tuk-tuk i stedet, der også tager dig på opdagelse i Yulong-flodens smukke landskaber.
Til middagstid er vi atter tilbage i Guilin, hvor vi skal besøge en økologisk teplantage. Her ser vi temarkerne og bliver introduceret til tedyrkning og produktionen af blandt andet grøn te. Efterfølgende deltager vi i en traditionel teceremoni, hvor vi smager på den lokalt dyrkede te.
Efter et besøg, der har gjort os klogere på kunsten at dyrke te, begiver vi os til vores hotel, hvor vi tjekker ind. Resten af eftermiddagen og aftenen er på egen hånd. Du kan enten slappe af på hotellet eller gå på opdagelse i nærområdet.
Vi mødes om aftenen til fælles aftensmad på en lokal restaurant tæt på vores hotel. Efter aftensmaden kan du slå mave med en slentretur langs promenaden til synet af Guilins aftenoplyste bymidte.
Her bor du
Guilin Bravo Hotel
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad
Om eftermiddagen flyver vi til Xian, der er hovedstad i Shaanxiprovinsen og en ældgammel kejserby. Under Kinas første kejser, Qin Shi Huangdi (221 f.Kr.), var byen midtpunktet i det store rige, og igen under Tangdynastiet (ca. 600-900 f.Kr.) var byen hovedstad. Byen er også præget af beliggenheden på den gamle silkevej, som var eneste vej til Kina, inden søvejen blev fundet.
Efter ankomst til Xian begiver vi os af sted på en byrundtur, hvor vi skal opleve byens største seværdigheder og attraktioner.
Den Lille Vildgås Pagode er sammen med Den Store Vildgås Pagode de vigtigste vartegn i Xian fra den gamle Chang’an-periode. Vi besøger Den Lille Vildgås Pagode, der med sin udførlige og buddhistiske arkitektoniske arv er et af de mest velbevarede templer fra Tang-dynastiet. Pagoden blev oprindeligt bygget for at opbevare de buddhistiske skrifter, som blev bragt hertil fra Indien af den store munk Yijing. Uden hundrede års renovering og rekonstruktioner har Den Lille Vildgås Pagode bevaret sin oprindelige struktur. Pagoden var oprindeligt 45 meter høj, indtil et jordskælv i 1556 beskadigede den, så den nu står i en højde af 43 meter med 15 niveauer.
Vi ser også byens to berømte tårne – nemlig klokketårnet Zhonglou og trommetårnet Gulou. Klokketårnet blev bygget i 1384 og markerede midtpunktet for de gamle bymure. Fra tårnet ringede en gammel klokke ved daggry og signalerede dermed dagens start for byens beboere og myndigheder. Tårnets tvilling, som det ofte kaldes, er trommetårnet, der blev bygget allerede i 1380. Fra dette tårn slog man på store trommer, hvilket markerede dagens skumring og dermed arbejdsdagens ophør.
Byrundturens sidste stop venter os, når vi besøger Xians rige muslimske bydel. Bydelen trækker spændende, historiske tråde til Silkevejen, der forbandt Mellemøsten og Østen med Vesten. I denne bydel har Hui-folket, som er kinesiske muslimer, boet og handlet i århundreder, hvilket har skabt en fascinerende smeltedigel af kinesisk og islamisk kultur, arkitektur og madlavning. De travle gader bugner med restauranter og boder, der serverer retter med inspiration fra både det kinesiske og mellemøstlige køkken. Også arkitekturen har lånt kunstfærdige detaljer fra både kinesisk og islamisk tradition, og det er derfor en sand fornøjelse for øjet af gå på opdagelse her. Der er også flere moskéer og et livligt butiksliv i kvarteret.
Om aftenen skal vi nyde en Xian Dumpling Banquet efterfulgt af et show, der fortæller historien om Tang-dynastiet. Menuen står blandt andet på dumplings, som består af fintskåret kød og grøntsager dampet i en pasta- eller brøddej.
Her bor du
Mercure Xian Downtown
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad
I dag venter en af Kinas ubetinget største seværdigheder og et af rejsens helt store højdepunkter. Nemlig den storslåede terrakottahær! Vi begiver os cirka 30 kilometer øst for Xian, hvor et af verdens mest berømte arkæologiske fund venter os. Terrakottahæren udgøres – bogstaveligt – af en hel hær af kunstfærdigt udformede soldater, heste og vogne i ler og i naturlig størrelse. Hele hæren blev begravet sammen med den første kejser af Qin-dynastiet ca. 200 år f.Kr. Hæren skulle ledsage kejser Qin Shi Huangdi for at beskytte ham i dødsriget. Det var fire bønder, der i 1974 under udgravning af en brønd, gjorde det fantastiske fund. Arkæologer har siden afdækket tusindvis af figurer – og der graves stadig. Vi beundrer det fantastiske fund, der selvfølgelig er at finde på UNESCOs verdensarvsliste.
Efter besøget tager vi tilbage til Xian, hvor vi skal opleve bymuren. Xian har nemlig, som en af få byer i Kina, en velbevaret bymur. Vi tager således på en spadseretur på den 12 kilometer lange historiske mur, der blev opført i Mingdynastiet under kejser Hongwu i 1300-tallet. En del af muren blev opført på dele af muren, der omgav Tangdynastiets Chang An. Den mur var 35 kilometer lang.
Om aftenen skal vi endnu en gang på opdagelse i det kinesiske køkken. I dag skal vi smage den kinesiske ret hotpot, som Xian er særligt kendt for
Her bor du
Mercure Xian Downtown
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad
Vi tager højhastighedstoget fra Xian til Beijing og ankommer til Beijing først på eftermiddagen. Togrejsen varer ca. fire timer med 1-2 stop undervejs på de i alt 1.300 km til Beijing. En dejlig afslappende togrejse med udsigt til det afvekslende landskab, der suser forbi.
Ved ankomst til Beijing mødes vi med vores lokalguide, der sammen med rejselederen vil tage os godt igennem de mange spændende oplevelser og seværdigheder i den kinesiske hovedstad. Der bliver tid til frokost på egen hånd, inden vi begiver os mod Yong He-paladset, også kendt som Lama-templet. Her kommer vi på en spændende rejse ind i Tibets buddhistiske verden. Helligdommen, der blev bygget i det 17. århundrede, er en af de vigtigste buddhistiske helligdomme i Kina og det største tibetanske tempel uden for Tibet. Yong He-paladset har i en periode været centrum for det tibetanske lama-samfund i Beijing. Lama-samfundet udgjordes af tibetanske buddhistiske munke, også kaldet lamaer, der praktiserede og opretholdt den tibetanske buddhisme i Beijing. Omkring 1.500 tibetanske, mongolske og kinesiske lamaer har boet her. Det er også her, du finder verdens største Buddha-statue lavet af træ – en imponerende skulptur, der er et must-see for besøgende.
Efter besøget tager vi til vores hotel, hvor vi tjekker ind. Vi spiser aftensmad og tager derefter på byvandring i Beijings natoplyste gader. Vi sætter kursen mod Beijings historiske handelscentrum i det berømte kvarter Dashilan. Dette område, der bogstaveligt betyder "Store Hegn", er Beijings mest kendte handelsdistrikt og har eksisteret i over 500 år. Dashilan er tæt knyttet til det nærliggende Qianmen, som også var et kommercielt knudepunkt for mere end fem århundreder siden.
På vores vej tilbage til hotellet, kører vi forbi Den Himmelske Freds Plads, eller Tiananmen som den kaldes på kinesisk. Pladsen er et ubetinget must-see i Beijing og fremstår ikke mindre imponerende i aftenbelysningen. Vi nyder synet og glæder os til at gå på opdagelse på pladsen i morgen.
Her bor du
Beijing Dong Fang Hotel
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Aftensmad
Der venter en spændende dag med sightseeing. Vi ser først Den Himmelske Freds Plads, der går for at være verdens største med plads til over en halv million mennesker. Udover sin massive størrelse er Den Himmelske Freds Plads kendt for de mange historiske begivenheder, der har fundet sted her. I den nordlige del af pladsen ligger bygningen Den Himmelske Freds Port, der er blevet et symbol på det revolutionære Kina, da det var her, Formand Mao erklærede oprettelsen af Den Kommunistiske Folkerepublik Kina i 1949. I den sydlige ende af pladsen ligger Maos Mausoleum, hvor “den store rorgænger” er stedt til hvile i en krystalkiste.
Det var også på og omkring Den Himmelske Freds Plads, at studenteroprøret i 1989 fandt sted. Over 100.000 studerende og arbejdere demonstrerede, og det kinesiske styre satte ind med militær. Et af verdens mest ikoniske pressefotografier er taget lige netop her – nemlig billedet af den unge, kinesiske demonstrant, der holder en kampvogn tilbage ved at stille sig foran den.
Næste stop er Den Forbudte By. Dette er et enestående kompleks af bygningsværker, som siges at indeholde 9.999 værelser. Området tjente som bolig for kejseren, hans familie, konkubiner, embedsmænd og alle andre tjenende ånder. Almindelige mennesker var forment adgang til byen, og det er årsagen til navnet.
Efter frokost besøger vi Sommerpaladset, der ligger i naturskønne omgivelser ved en stor kunstig sø. Qing-dynastiets kejsere lod søen udgrave ved håndkraft! Vi går en tur gennem den 728 meter lange korridor, der ligger langs søbredden. Den er flot udsmykket med 8.000 motiver fra legender og landskaber fra det sydlige Kina.
Vi sejler en tur på søen, inden vi kører tilbage til Beijing.
Her bor du
Beijing Dong Fang Hotel
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad
I dag venter endnu et af rundrejsens allerstørste højdepunkter! Vi besøger Den Kinesiske Mur, der er blandt verdens mest imponerende konstruktioner. Muren strækker sig ca. 6.000 kilometer gennem Kina og er verdens største bygningsværk – og Kinas største vartegn og attraktion. Det var landets første kejser, Qin Shi Huangdi, som for godt 2.000 år siden så at sige samlede Den Kinesiske Mur. I Kinas nordlige egne var der i forvejen bygget et væld af kortere og længere mursystemer, som han forbandt til ét system. Vi besøger en del af muren, der hedder Mutianyu, som ligger cirka 70 kilometer fra Beijing. Herfra er der en helt fantastisk udsigt ud over landskabet – og så er dette stræk af muren lidt mindre besøgt end andre meget populære og turistede dele af Den Kinesiske Mur. Vi går en tur på muren og hører fortællingen om de tusindvis af håndværkere, bønder og soldater, der skabte forsvarsanlægget.
Tilbage i Beijing ser vi det store olympiske stadion, der dannede rammen om De Olympiske Lege i 2008. Det olympiske stadion kendes også som ”Fuglereden”. Og når vi står foran stadionet, forstår vi sagtens kælenavnet, da bygningskonstruktionen vitterligt ligner en gigantisk fuglerede.
Her bor du
Beijing Dong Fang Hotel
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad
Vi starter dagen tidligt, når vi skal opleve Himlens Tempel. Her aflagde kejseren et rituelt besøg to gange årligt for at bede om en god høst, hvilket var ganske forståeligt set i lyset af de mange hungersnødkatastrofer, der har ramt Kina i tidens løb. Templet er et mesterværk inden for kinesisk arkitektur og udsmykning – måske er vi også heldige at se kineserne lave morgengymnastik, tai-chi og dans i området.
Fra Himlens Tempel går turen videre til et paradis for shoppingentusiaster – nemlig Hongqiao-markedet. På markedet kan du shoppe alt fra elektronik og souvenirs til tøj og sko. Men særligt er markedet kendt for sit brede udvalg af perler – både ferskvandsperler og saltvandsperler. Du finder også kinesisk kunsthåndværk, te og silkekreationer.
På en tur i rickshaw hviler vi benene, mens vores chauffør tager os på en spændende tur gennem Beijings ældgamle gader og gyder, kaldet hutonger. Hutongernes historie strækker sig helt tilbage til Yuan-dynastiet i 1271-1368. Her oplever vi kvarterernes traditionelle gårdhuse, kaldet siheyuan, og vi bliver klogere på, hvorfor hutongerne er en vigtig del af byens kulturelle arv. Vi hører også om hutongernes udvikling frem til i dag. Undervejs på rickshaw-turen besøger vi et privat hjem, hvor vi møder en lokal kinesisk familie, der bor i hutongerne og fortæller om livet i de historiske omgivelser.
Om aftenen spiser vi fælles afskedsmiddag, hvor vi får serveret den traditionelle Pekingand samt en række andre kinesiske retter.
Her bor du
Beijing Dong Fang Hotel
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Aftensmad
Efter en masse skønne oplevelser siger vi farvel og kører til lufthavnen, hvor flyet mod Danmark venter på os.
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad
Afrejsedatoer
Rejs fra København
23. Mar 2025Rejseplan | Afgang | Ankomst |
---|---|---|
København - Zurich | 23/03-2025 kl. 09:45 | 23/03-2025 kl. 11:40 |
Zurich - Shanghai | 23/03-2025 kl. 13:10 | 24/03-2025 kl. 08:25 |
Beijing - Frankfurt | 07/04-2025 kl. 12:15 | 07/04-2025 kl. 19:00 |
Frankfurt - København | 07/04-2025 kl. 20:40 | 07/04-2025 kl. 22:05 |
Rejs fra København
08. Apr 2025Rejseplan | Afgang | Ankomst |
---|---|---|
København - Zurich | 08/04-2025 kl. 09:45 | 08/04-2025 kl. 11:40 |
Zurich - Shanghai | 08/04-2025 kl. 13:10 | 09/04-2025 kl. 08:25 |
Beijing - Frankfurt | 23/04-2025 kl. 12:15 | 23/04-2025 kl. 19:00 |
Frankfurt - København | 23/04-2025 kl. 20:40 | 23/04-2025 kl. 22:05 |
Rejs fra København
15. Sep 2025Rejseplan | Afgang | Ankomst |
---|---|---|
København - Zurich | 15/09-2025 kl. 09:45 | 15/09-2025 kl. 11:40 |
Zurich - Shanghai | 15/09-2025 kl. 13:10 | 16/09-2025 kl. 08:25 |
Beijing - Frankfurt | 30/09-2025 kl. 12:15 | 30/09-2025 kl. 19:00 |
Frankfurt - København | 30/09-2025 kl. 20:40 | 30/09-2025 kl. 22:05 |
Rejs fra København
13. Oct 2025Rejseplan | Afgang | Ankomst |
---|---|---|
København - Zurich | 13/10-2025 kl. 09:45 | 13/10-2025 kl. 11:40 |
Zurich - Shanghai | 13/10-2025 kl. 13:10 | 14/10-2025 kl. 08:25 |
Beijing - Frankfurt | 28/10-2025 kl. 12:15 | 28/10-2025 kl. 19:00 |
Frankfurt - København | 28/10-2025 kl. 20:40 | 28/10-2025 kl. 22:05 |
Rejsen inkluderer
Med i rejsens pris
- Flyrejse inkl. skatter og afgifter – se flytider og rejseplan under den pågældende afgang
- Højhastighedstog fra Xian til Beijing
- Indenrigsfly fra Shanghai til Guilin og fra Yangshou til Xian
- Overnatning i dobbeltværelse i gæstehus og på 3- og 4-stjernede hoteller
- 14 x morgenmad, 12 x frokost og 14 x aftensmad
- Al transport og udflugter inkl. entréer jf. program (værdi af entréer: 2.250 kr.)
- Byrundtur i Shanghai
- Besøg og udsigt fra TV-tårnet Shanghai Orient Pearl Tower
- Sejltur på Huangpu-floden og kig til Shanghai fra vandsiden
- Sejltur i "Østens Venedig" – kanalbyen Tongli
- Tur til de smukke risterrasser i Longsheng og besøg i minoritetslandsby i området
- Naturskøn sejltur på Li-floden og unikt aftenshow på Li-floden: Impressions of Liu San Jie
- Lokalinspirereret frokost hos Yao-minoriteten i Ping An
- Besøg ved Chengyangs imponerende vind- og regnbro
- Xian Dumbling Banquet med flot show om Tang Dynastiet
- Tur til den berømte Terrakottahær i Xian
- Udflugt til Den Kinesiske Mur
- Besøg ved Den Himmelske Freds Plads, Sommerpaladset og Ming-gravene
- Rickshaw-tur i Beijings ældgamle gader, hutongerne
- Engelsktalende lokalguide
- Dansk rejseleder
Tillæg pr. person
-
Almindeligt visum ved personligt fremmøde i det kinesiske visumservicecenter: 850,50 kr. pr. person. Gruppevisum (min. to personer) via CTHI VisaService ApS: 1.100 kr. pr. person, uden krav om personligt fremmøde i København.
- Enkeltværelsestillæg kr. 3.995
- Administrationsgebyr kr. 125
NÅR REJSEN GÅR TIL KINA
Få styr på pas, visum, vaccinationer, klima & valuta
Når du tager afsted på en rundrejse til Kina med dansk rejseleder, er der nogle praktiske oplysninger, som du skal have styr på både før, under og efter rejsen. Nedenfor finder du et overblik over al den relevante praktiske information såsom pas- og visumregler, lokale skikke og gode råd til din rejse i Kina.