Udforsk Vietnam fra nord til syd på en solorejse – rejs alene, oplev sammen med andre
Drømmer du om at rejse til Vietnam, men vil du gerne dele oplevelserne med andre? På denne solorejse til Vietnam rejser du på egen hånd – men aldrig alene. Du bliver en del af en gruppe af andre solorejsende, og sammen følger I Vietnam fra stemningsfulde Hanoi i nord til livlige Ho Chi Minh City i syd. Undervejs er en dansk rejseleder med til at skabe tryghed, sammenhæng og fælles oplevelser.
Rundrejsen fører os gennem tre vidt forskellige dele af landet og viser både Vietnams berømte højdepunkter og sider af hverdagslivet, som kun få besøgende møder. Vi sejler mellem kalkstensøerne i Ha Long-bugten, oplever kejserhistorien i Hué, går gennem lanternelyset i Hoi An, udforsker Mekong-deltaets kanaler og slutter med afslappende dage ved Det Sydkinesiske Hav.
Rejsen handler i høj grad om mødet med Vietnam og vietnameserne. Vi besøger landsbyer, private hjem og små familievirksomheder, cykler ad fredelige veje på landet og kommer tæt på lokale traditioner og håndværk. Netop de mange fælles oplevelser gør rejsen velegnet til dig, der rejser solo og gerne vil opleve et nyt land i godt selskab.
Også Vietnams køkken binder rejsen sammen. Vi smager regionale retter på lokale spisesteder, udvalgte restauranter, markeder og i private hjem. På et madlavningskursus får vi desuden nye kulinariske færdigheder med hjem. Det er en oplevelsesrig grupperejse til Vietnam for solorejsende, hvor kultur, natur, historie, mad og fællesskab følges ad hele vejen.
Det vietnamesiske nytår, Tết, fejres i 2027 den 6. februar og markerer begyndelsen på Gedens år. Højtiden er præget af traditioner, fællesskab og festlige begivenheder. På afgange, der falder sammen med nytåret, kan der derfor forekomme justeringer i dagsprogrammet.
Den endelige pris afhænger af de specifikke rejsedatoer, hotelværelse osv.
17 dage med dansk rejseleder
Vores rejseledere er specialister og har stor faglig viden inden for hver deres felt, og de er samtidig dygtige formidlere af deres store viden om historie, kultur og natur
Overnatning
Overnatning i enkeltværelse på nøje udvalgte 3- og 4-stjernede hoteller med central beliggenhed, bl.a. det berømte historiske kolonihotel Morin i Hué
- Du er i godt selskab med en dansk rejseleder og gruppe fuld af solorejsende
- Du oplever den vietnamesiske gæstfrihed uanset hvor vi kommer
- Du kommer på minikrydstogt med overnatning i den naturskønne UNESCO-fredede Ha Long-bugt
- Du nyder en badeferie i Phan Thiet, som ligger med udsigt til Det Sydkinesiske Hav
- Du spiser på omhyggeligt valgte spisesteder, der byder på alt fra 5-retters menuer til lokale egnsretter






Dagsprogram
I dag begynder vores solorejse til Vietnam. Sammen med gruppens øvrige solorejsende sætter vi kurs mod Hanoi og de mange oplevelser, der venter fra nord til syd.

Vi ankommer til Hanoi, Vietnams charmerende og historierige hovedstad. Her møder vi vores rejsegruppe, der skal være vores rejsefæller på hele rejsen.
Vi tager hul på oplevelserne i den gamle bydel nær Hoan Kiem-søen. Kvarteret er traditionelt kendt som byen med de 36 gader, selv om der i dag er langt flere. Gadernes navne fortæller om de håndværk og erhverv, der tidligere var samlet her. Vi oplever det levende kvarter fra en vietnamesisk cyclo på en tur på cirka 45 minutter – en stemningsfuld introduktion til byen.
Om aftenen samles vi om en velkomstmiddag på en god restaurant i gåafstand fra hotellet. Det er en hyggelig begyndelse på rejsen og en god anledning til at lære de andre solorejsende bedre at kende.
Du bor her
Conifer Grand Hotel
![]()
Eller her
Hong Ngoc Dynastie Hotel
![]()
Måltider inkluderet
✓ Aftensmad


Efter morgenmaden går vi gennem Hanois gamle kvarter og fortsætter til Litteraturtemplet, der blev opført til ære for den kinesiske filosof Konfutse. Det velbevarede tempel rummede Vietnams første universitet for landets elite. Studerende besøger stadig stedet før og efter eksamener, og ifølge traditionen bringer det held at røre ved en af templets skildpadder.
På Hoa Lo Fængselsmuseet, også kaldet ”Hanoi Hilton”, møder vi en stærk del af landets historie. Museet fortæller blandt andet om de amerikanske krigsfanger, som sad her under Vietnamkrigen, heriblandt senator og senere præsidentkandidat John McCain.
Vi spiser frokost på KOTO, Know One – Teach One, som er et socialt projekt, der uddanner udsatte unge og giver dem mulighed for at arbejde i restaurationsbranchen.
Om eftermiddagen besøger vi en lokal vanddukkekunstner, der repræsenterer syvende generation i en familie med dette traditionsrige håndværk. I familiens hjem hører vi om vanddukketeatrets historie, ser en kort privat forestilling og får selv mulighed for at prøve at styre dukkerne.
Tilbage i den gamle bydels smalle gader besøger vi en café og ser, hvordan Hanois berømte æggekaffe bliver lavet. Drikken blev opfundet i 1946 af bartenderen Nguyen Van Giang på Metropole Hotel, da frisk mælk var en mangelvare. Æggeblommer, sukker og kondenseret mælk piskes til en fyldig creme, som lægges oven på kraftig robustakaffe. Vi smager en moderne udgave med et strejf af rom og sødt kokosvand.
Efter middag på en lokal restaurant går vi langs Hoan Kiem-søen. Om aftenen samles byens indbyggere langs bredden, og her mærker vi for alvor Hanois særlige atmosfære, inden vi går tilbage til hotellet
Du bor her
Conifer Grand Hotel
![]()
Eller her
Hong Ngoc Dynastie Hotel
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad


Vi starter dagen med lokale oplevelser i håndværkerlandsbyen Phuc Am i udkanten af Hanoi. Landsbyen er et af de sidste steder i Vietnam, hvor familier fremstiller farverige votivfigurer af papir. Figurerne brændes som offergaver til guder og forfædre, og skikken menes at være flere hundrede år gammel og stammer muligvis fra det feudale i Kina. I dag kan votivfigurerne kan have utallige former.
Vi går på opdagelse i landsbyens små værksteder, hvor vi møder de dygtige håndværkere og ser den traditionelle fremstillingsproces på nært hold. Undervejs besøger vi også et af byens historiske templer samt den unikke Perlebrønd, Giếng Ngọc, prydet med de 12 dyr fra den vietnamesiske zodiac. Phuc Am er næsten uberørt af turisme, hvilket giver os et sjældent og autentisk indblik i en forsvindende håndværkstradition.
Tilbage i Hanoi nyder vi en frokost på en lokal restaurant i det gamle kvarter, inden vi dykker ned i historien om landsfaderen Ho Chi Minh. På Ba Dinh-pladsen ser vi hans mausoleum og præsidentpaladset, som han afslog at bo i. Vi det enkle pælehus den smukke paladshave, hvor han i stedet valgte at gøre til sit ydmyge hjem. Haven står stadig uberørt fra hans tid.
Vi ser også Én-søjle-pagoden, der rejser sig som en lotusblomst fra Sorgens Hav – et stærkt symbol på renhed og visdom i vietnamesisk kultur, bygget til ære for den barmhjertige gudinde.
Dagens rundes af med at smage på den lokale øl på rigtig vietnamesisk manér, når vi besøger en Bia Hoi, der er et traditionelt udskænkningssted.
Du bor her
Conifer Grand Hotel
![]()
Eller her
Hong Ngoc Dynastie Hotel
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost


Vi forlader Hanoi og kører gennem det nordvietnamesiske landskab mod den UNESCO-fredede Ha Long-bugt. Fra bussen ser vi rismarker, landbrugsområder og større og mindre byer, inden det berømte øhav åbner sig foran os.
Rejseguiden Lonely Planet omtaler bugten som en af verdens ti smukkeste sejladser, og i 2011 kom den på listen over verdens syv nye naturvidundere. Området er blændende smukt. Næsten 2.000 grønklædte kalkstensformationer rejser sig fra det smaragdgrønne vand og danner et af Vietnams mest betagende naturscenerier.
Fremme ved Ha Long-bugten venter det 5-stjernede krydstogt, der naturligvis er valgt på grund af skibets kvalitet og programmets flotte indhold, men også fordi køreturen til havnen kun er på to timer. Efter vi er kommet om bord introduceres vi til livet på skibet, mens vi nyder en velkomstdrink.
Kaptajnen sætter kursen mod områdets største seværdigheder, hvor vi får fornøjelsen af at nyde de fantastiske omgivelser mellem de grønklædte kalkstensbjerge der kendetegner Ha Long- bugten. Efter en dejlig frokost om bord sejler vi til Lan Ha-bugten, der er kendt for sine uberørte og paradisiske strande, fordelt på de ca. 400 små øer, som udgør området. Vi tager med på en sejltur i mindre, lokale robåde kaldet “sampans”. Selve sejladsen tager en fra lokalbefolkningen sig af, og vi kan derfor læne os tilbage og opleve det magiske landskab.
Tilbage på skibet kan du bade fra agterdækket, beundre solnedgangen, slappe af eller deltage i et madlavningskursus med skibets kok. Inden middagen er der happy hour på soldækket. Aftenen kan rundes af med blækspruttefiskeri eller en drink på øverste dæk under nattehimlen.
Du bor her
Orchid Trendy Cruise
![]()
Eller her
La Regina Legend Cruise
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad



Vi vågner midt i Ha Long-bugtens enestående landskab og nyder solopgangen, der kaster lys over over dagens oplevelser. De morgenfriske kan deltage i tai chi på dækket, inden der serveres en let morgenmad.
Vi kaster anker ved en af områdets små fiskerlandsbyer, hvor skibets tenderbåd sejler os ind til den lille havn Gia Luan. Her venter små busser på os, for at bringe os ind i centrum af bugtens største ø, Cat Ba.
Turen tager os gennem et bjergrigt landskab og ind i øens største dal, hvor vi skal på opdagelse i den uspolerede grotte Trung Trang, der har sit navn efter sin pacering midt på øen. Lokale legender siger dog også, at den er opkaldt efter en dronning.
Tilbage på skibet begynder sejladsen tilbage til fastlandet, imens vi sætter tænderne i en dejlig brunch, der sætter et hyggeligt punktum for minikrydstogtet.
Vi sætter kursen mod land og kører turen tilbage til lufthavnen i Hanoi, hvor vi flyver sydpå til den gamle kongeby Hué, som ligger i det område, hvor Vietnam er smallest for foden af bjergkæden ”De Lange Bjerge”. I Hué indkvarteres vi på det historiske Hotel Saigon Morin. Hotellet blev opført af en fransk forretningsmand i 1901 og var det første hotel i det centrale Vietnam.
Vi spiser middag sammen på hotellet.
Her bor du
Saigon Morin Hotel
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Brunch ✓ Aftensmad


Efter morgenmaden går vi langs floden til en dragebåd, der sejler os mellem de grønne bakkedrag på Parfumefloden. Floden har fået sit navn efter de duftende pinjetræer langs bredderne. Undervejs besøger vi den ottekantede Thien Mu-pagode, der som et smukt arkitektonisk mesterværk rejser sig i syv etager i fredelige omgivelser.
Vi fortsætter til Hués store seværdighed, Kongebyen, der var residens for skiftende kongere fra 1802 til 1945. Kongebyen er beliggende ud til Parfumefloden, og bag voldgrave og fæstningsværker ligger paladser, templer, teaterbygninger, haver og søer. Området fortæller både omkongefamilien og om Tet-offensiven i 1968. Vi ser de vigtigste bygninger og hører, hvordan offensiven ramte det royale anlæg.
Efter frokost med smagsprøver fra Hués regionale køkken besøger vi et fascinerende gravmæle, hvor vi får et interessant indblik i en svunden tid. Senere er der tid på egen hånd til eksempelvis en drink i hotellets gårdhave eller en tur langs floden.
Om aftenen besøger vi en familie med forbindelse til en gren af den tidligere kongefamilie. Familien har renoveret og opført huse i klassisk Hué-arkitektur med smukt træskærerarbejde. Ejeren fortæller om hjemmet og familiens historie, hvorefter vi bliver introduceret til lokale specialiteter og tilberedningen af dem. Retterne bliver vores fælles aftensmad.
Efter en hyggelig aften er det tid til at vende tilbage ti vores hotel.
Her bor du
Saigon Morin Hotel
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad


Vi vinker farvel til Hué og begiver os mod den gamle silke- og handelsby Hoi An. Ruten går via Hai Van-passet, der fungerede som kommandopost for de sydvietnamesiske styrker. Det er en flot tur, som tager os gennem skiftende landskaber med rismarker og udsigter over Det Kinesiske Hav. Vi stopper ved Lang Co-bugten, besøger en perleproducent og passerer Da Nang, hvor amerikanske tropper gik i land under Vietnamkrigen. Her gør vi ophold ved stranden og spiser lokal frokost.
Om eftermiddagen ankommer vi til vores hotel, der ligger flot ned til floden. Hoi An er optaget på UNESCOs verdensarvsliste på grund af sin gamle bydel, hvor kinesiske, japanske og vietnamesiske huse side om side.
Vietnam er berømt for sit håndværk. De, der har lyst, kan derfor besøge en af byens dygtige skræddere og bestille skræddersyet tøj, som leveres på hotellet næste dag.
Til aften spiser middag på en hyggelig lokal restaurant. Bagefter kan vi gå gennem de gamle gader, hvor farvede lanterner og små restauranter skaber en helt særlig aftenstemning. Vi lærer hurtigt bydelen at kende.
Her bor du
Vinh Hung Riverside Resort & Spa
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad


I dag oplever vi livet uden for Hoi An fra cykelsadlen. Vores cykeltur går forbi rismarker, andre afgrøder, floder, søer og vandbøfler, og undervejs gør vi flere fotostop.
I landsbyen Tra Que ser vi, hvordan lokale dyrker krydderurter, salat og grøntsager uden sprøjtemidler og kunstgødning. Områdets frugtbare jord har gennem århundreder givet grøntsager og urter af høj kvalitet.
Senere udforsker vi Hoi Ans gamle bydel ved Thu Bon-floden. Byen havde sin storhedstid som vigtig havne- og handelsby, og den overdækkede japanske bro, de kinesiske fælleshuse og de gamle købmandsgårde fortæller om forbindelserne til verden udenfor. Når vi går gennem byens gader i dag er superlativerne mange – yndefuld, hyggelig, charmerende, pittoresk – for Hoi An er ganske enkelt betagende.
Eftermiddagen er fri til oplevelser på egen hånd. Du kan nyde hotellets rolige omgivelser, tage en tur i poolen eller gå på opdagelse i byen sammen med nogle fra gruppen. Rejselederen hjælper gerne med idéer og kommer gerne med forslag til spisesteder om aftenen.
Her bor du
Vinh Hung Riverside Resort & Spa
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost


Dagen begynder med en sejltur på Thu Bon-floden, Hoi Ans historiske livsnerve og mytologiske udgangspunkt. På vej mod flodmundingen oplever vi livet på floden på nærmeste hold. Vi sejler forbi skibe, der fungerer som “bybusser” tætpakket med mennesker og motorcykler, traditionelle fiskenet er spændt ud over flodens vandspejl, og på flodbredden arbejdes der i markerne.
Vi går i land i en lille fiskerlandsby, hvor træbådene ligger fortøjet efter nattens fiskeri. På en tur gennem landsbyen besøger vi et traditionelt træskibsværft og en lille producent af fiskesauce, som er en grundsmag i det vietnamesiske køkken.
Tilbage i Hoi An udforsker vi den gamle bydel til fods. Vi går vi gennem det farverige fødevaremarked, hvor boderne bugner med specialiteter, og vi ser fælleshuset Phuc Kien og det historiske handelshus Tan Ky.
Efter frokost ved floden kører vi mod lufthavnen i Da Nang, hvor flyet til Ho Chi Minh City venter. Undervejs ser vi Marmorbjergene med deres mange pagoder og templer.
Vi flyver til Ho Chi Minh City. Her indledes vi vores oplevelser i det sydlige Vietnam med middag på en lokal restaurant, hvor vi skal smage den lokale ret Com Tam, som vi naturligvis skyller ned med en kølig Saigon Beer. Ved evt. sen ankomst har vi i stedet arrangeret, at vi på hotellet kan smage en banh mi – en populær vietnamesisk sandwich, som er en vellykket fusion af traditionelt vietnamesiske køkken og fransk baguette.
Her bor du
Grand Hotel, Saigon
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Let aftensmad


Vi kører mod det frodige Mekong-delta, der ofte beskrives som Vietnams spisekammer. Først krydser vi Mekong-floden i båd. Derefter fortsætter vi i mindre sampanbåde, som typisk styres af lokale kvinder med indgående kendskab til de smalle kanaler. Her kommer vi helt tæt på livet langs vandet.
Vi sejler igen ud på den brede flod og ser, hvordan lokalbefolkningen har brugt og stadig bruger kanalerne og floden til at transportere deres handelsvarer
Det er også en helt særlig oplevelse at se området fra landsiden, når vi skifter til cykler og tager fra Cai Be ad mindre stier og veje ud for at møde lokalbefolkningen og opleve hverdagslivet på nærmeste hold langs de mange floder og kanaler. Vi kommer bl.a. til et af de gamle smukke huse, Mr. Kiêts historiske hus som blev bygget i 1838.
I en lille familievirksomhed ser vi kokosmælk blive forvandlet til karameller og ris blive til riskager, popcorn, sprødt rispapir og risbrændevin. Vi får naturligvis mulighed for at smage på produkterne, herunder forskellige varianter af risbrændevin, hvoraf nogle har trukket på slanger.
Efter frokost forlader vi deltaet. På vejen tilbage til Ho Chi Minh City besøger vi en lille, lokal chokoladeproducent og følger processen fra frisk kakaofrugt til færdig chokolade. Der bliver både smagsprøver og mulighed for at købe chokolade, kakaopulver og vietnamesisk ”nutella”.
Vi er tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen, og resten af dagen er fri. Hotellets centrale beliggenhed gør det let at gå til Operahuset og byens mange restauranter. Du kan følges med andre fra gruppen, hvis du har lyst, og rejselederen hjælper gerne med anbefalinger.
Her bor du
Grand Hotel, Saigon
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost


Vi kører tidligt mod Cu Chi cirka halvanden time uden for Ho Chi Minh City og passerer blandt andet gummiplantager. Her udforsker vi det enorme tunnelsystem, som Viet Cong-guerillaen etablerede under Vietnamkrigen. Fra tunnelerne gennemførte guerillaen angreb mod amerikanske styrker, der havde base i det samme område over jorden.
Levnene viser, hvordan de stridende parter levede næsten side om side – eller mere præcist over og under hinanden. Vi ser også eksempler på de våben, der blev brugt. De, der ønsker det, kan prøve at bevæge sig ned i en del af gangene og mærke, hvor trange de er.
Tilbage i Ho Chi Minh City, der indtil Vietnams genforening i 1975 hed Saigon og stadig kaldes det i daglig tale, besøger vi Krigsmindemuseet. Udstillingerne skildrer nogle af de barske begivenheder, som vietnameserne har gennemlevet, og bidrager til forståelsen af landets historie og kultur.
Museet indeholder stærke og til tider kontroversielle billeder, som nogle kan opleve som voldsomme. Hvis du ikke ønsker at besøge museet, kan du efter frokost tage en taxa tilbage til hotellet for egen regning. Rejselederen hjælper gerne med at bestille den.
Senere er der nogle timer på egen hånd til afslapning eller flere oplevelser i byen.
Her bor du
Grand Hotel, Saigon
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad


Good morning, Vietnam! De morgenfriske kan begynde dagen i en lokal park, hvor vietnameserne dyrker morgengymnastik, tai chi og ”kyllingebold” – der er rig mulighed for at være med.
Efter morgenmaden ser vi flere af Ho Chi Minh Citys kendte bygninger. Det elegante hovedpostkontor stod færdigt i 1891, og loftsmalerierne fortæller om byens udvikling. På den anden side af gaden ligger Notre Dame-katedralen, som har stor betydning for det sydlige Vietnams katolske befolkning. Vi besøger også Genforeningspaladset.
Derefter går vi bag storbyens facade i et ældre kvarter og følger de smalle gyder, der kaldes hem. På et lokalt marked møder vi et intenst mylder af farver, lyde og dufte – et sted, som kun få besøgende finder uden lokalt kendskab.
Efter frokost forlader vi Ho Chi Minh City og kører gennem et afvekslende landskab til fiskerbyen Phan Thiet ved Det Kinesiske Hav. Områdets solrige klima, sandstrande og klitter har gjort det til et af Vietnams populære badesteder.
Vi bor på et dejligt resort, et tropisk paradis beliggende ud til Det Sydkinesiske Hav. Resortet er indrettet med smukke naturmaterialer, som en lille vietnamesisk landsby og har bl.a. et dejligt poolområde, og du kan forkæle dig selv med massage- og skønhedsbehandlinger, der kan købes i hotellets spaafdeling. Derudover er der mulighed for at spille forskellige spil, og der tilbydes jævnligt aktiviteter. De næste dage går med lokale oplevelser og afslappende badeferie. Alt dette får du nærmere information omkring, når vi nyder vores dejlige middag denne aften.
Her bor du
Aroma Beach Resort & Spa Phan Thiet
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad


Efter mange dage fyldt med oplevelser og nye indtryk sænker vi tempoet. Phan Thiet har flere solskinstimer end noget andet sted i Vietnam og danner derfor en skøn ramme om en afslappende dag ved stranden.
Du bestemmer selv dagens rytme. Slap af ved havet eller poolen, nyd resortets faciliteter, eller find sammen med andre fra gruppen om dagens små og store ferieøjeblikke.
Her bor du
Aroma Beach Resort & Spa Phan Thiet
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad


I dag har du mulighed for at tage med rejselederen på flere oplevelser i lokalsamfundet. De morgenfriske kan stå tidligt op og køre langs kysten til stranden, hvor et væld af kurvebåde og fiskere vender hjem med nattens fangst.
Efter morgenmaden tilbage på hotellet, kører vi langs Phan Thiets store fiskerihavn, der er fyldt med farverige træskibe, og videre ind mod det livlige centrum. På det traditionelle marked går vi gennem to markedshaller og et net af sidegader. Her møder vi lyde, farver og dufte, levende høns og fisk, eksotiske frugter, grøntsager og et væld af varer – et vietnamesisk marked, når det er mest levende.
Formiddagen slutter på en restaurant ved havnen med udsigt til de mange både, hvor der er mulighed for at købe en forfriskning. Resten af dagen kan bruges til afslapning.
Her bor du
Aroma Beach Resort & Spa Phan Thiet
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad


Først på eftermiddagen forlader vi Phan Thiet og kører tilbage til Ho Chi Minh City. Her får rejsen en behagelig afslutning med massage og en klassisk vietnamesisk nudelsuppe. Derefter tager vi sammen mod lufthavnen og begynder hjemrejsen til Danmark.
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Aftensmad

Efter 15 dage i Vietnam lander vi igen i Danmark – med bagagen fuld af indtryk fra en solorejse i Vietnam fra nord til syd, hvor store og små øjeblikke blev delt i godt selskab.

Afrejsedatoer
Der er desværre ikke flere afgange lige nu – hold øje med siden
eller kontakt os på
[email protected]
eller
70 22 66 00
.
De nye datoer bliver også annonceret i vores nyhedsbrev, så hvis
du ikke allerede er tilmeldt, er det en god ide at melde dig til
her
.



Rejsen inkluderer
Med i rejsens pris
- Flyrejse inkl. skatter og afgifter – se flytider og rejseplan under den pågældende afgang
- Overnatning i enkeltværelse på nøje udvalgte 3- og 4-stjernede hoteller med central beliggenhed, bl.a. det berømte historiske kolonihotel Morin i Hué
- 3 dages badeferie på det 4-stjernede Aroma Beach Resort
- Minikrydstogt i den mindre berørte del af Ha Long- og Bai Tu Long-bugten med overnatning på luksuriøst vietnamesisk skib i dobbeltkahyt med bad/toilet
- Indenrigsfly fra Da Nang til Ho Chi Minh City og fra Hanoi til Hué
- 14 x morgenmad, 1 x brunch, 10 x frokost og 10 x aftensmad
- På afgangen d. 17/12 2026 er nytårsmiddag på hotellet inkluderet
- 2 flasker mineralvand pr. dag
- Al transport og udflugter jf. program – inkl. entreer til en værdi af kr. 1.000
- Landsbybesøg og indblik i små familievirksomheder
- Sejl- og cykelture i Mekong-deltaet ved Cai Be
- Spændende byrundture i Hanoi, Hoi An, Hué og Ho Chi Minh City
- Besøg til Cu Chi-tunnelerne
- Cykeltur på landet og hyggelige sejlture på eks. Duftenes flod og Thu Bon-floden
- Vi lærer at tilberede lokale vietnamesiske specialiteter hos lokal familie i deres smukke hus i klassisk Hué-stil
- Vi medbringer audio guide på hele turen, så du altid kan høre, hvad der bliver fortalt
- Dygtig og engageret engelsktalende lokalguide
- Passioneret og erfaren dansk rejseleder
- Rejsen garanteres ved minimum 15 deltagere
Tillæg pr. person
- Tilslutning fra Aalborg, Billund eller Aarhus – se merpris og tilgængelighed under den enkelte afgang
- Fast plads i bussen kr. 200
- Drikkepenge € 60
- Ekspeditionsgebyr kr. 275 pr. ordre
NÅR REJSEN GÅR TIL VIETNAM
Få styr på pas, visum, vaccinationer, klima & valuta
Når du tager afsted på en rundrejse til Vietnam med dansk rejseleder, er der nogle praktiske oplysninger, som du skal have styr på både før, under og efter rejsen. Nedenfor finder du et overblik over al den relevante praktiske information såsom pas- og visumregler, lokale skikke og gode råd til din rejse i Vietnam.


