Af Japanekspert Lærke Lindø Jensen
Hej, jeg hedder Lærke.
For snart fem år siden pakkede jeg min kuffert og flyttede til Japan.
Siden da har jeg boet to vidt forskellige steder. Først på landet, hvor rismarkerne begyndte lige uden for døren, naboerne kendte hinanden ved navn, og grøntsager blev delt mellem lokale - poser med friske kartofler blev bare hængt på dørhåndtaget.
I dag bor jeg midt i Tokyo. En by, der stadig kan overraske mig, selv efter alle de år. Til hverdag arbejder jeg 9-5, men når computeren bliver lukket ned, skifter jeg spor. Så tager jeg mine vandresko på og bliver guide gennem mit eget lille projekt, Friend in Hand.
Jeg elsker ikke nødvendigvis de steder, der står øverst i guidebøgerne. Jeg bliver langt mere nysgerrig på den lille café gemt på tredje sal, en næsten glemt gyde eller et tempel, de fleste går forbi uden at opdage.

Danske Lærke Lindø Jensen, som til dagligt bor og arbejder i japan
Jo længere tid jeg bor her, jo mere går det op for mig, at Japan ikke kun handler om de store seværdigheder. Det er alle de små ting imellem dem, jeg forelsker mig i. De mærkelige produkter i supermarkedet. Den stille etikette i toget. Kattene foran templerne. De små sæsonskager, der kun findes i to uger.
Det er de historier, jeg gerne vil dele. Derfor har jeg lavet en lille serie med 10 observationer fra Japan. Ikke en guide til "det vigtigste", men de små ting, som har fået mig til at smile, undre mig eller se Japan på en ny måde.
Hvis du har lyst til at gå en tur gennem Japan sammen med mig – så håber jeg, du vil følge med. Måske kan jeg få dig til at opdage noget, du ikke vidste, du ledte efter

Gruppefoto i Tokyo med Lærke og deltagere på en af hendes guidede ture rundt i byen
Når man bor et sted, holder man op med at se det
Da jeg begyndte at lave byvandringer i Tokyo, havde jeg en ret klar forestilling om, hvem der ville dukke op.
Rejsende.
Måske nogle, der var i Japan for første gang. Måske nogen, der boede her, men gerne ville se byen med friske øjne.
Derfor blev jeg overrasket den første gang, en japansk kvinde præsenterede sig ved mødestedet.
Hun boede i Tokyo - faktisk det område jeg skulle vise frem.
Det gjorde de to næste deltagere også.
Efterhånden er det faktisk ikke usædvanligt, at japanere går med på mine ture. Nogle kommer alene. Andre har inviteret en ven. Fælles for dem er, at de gerne vil opleve deres egen by med friske øjne, og selvfølgelig skabe nye relationer.

Lærke fortæller om de skæve seværdigheder i Tokyo med sit projekt, Friend in Hand
Jeg spurgte engang en deltager, hvorfor hun havde meldt sig til.
Hun smilede og sagde: "Når man bor et sted, holder man op med at se det." Den sætning har jeg tænkt meget over siden.
For hun har jo ret.
Vi skynder os gennem de samme gader hver dag. Vi tager den samme udgang på stationen. Køber kaffe det samme sted.
Vores blik bliver praktisk. Vi ser det, vi skal bruge, og resten bliver til baggrund.
Det er først, når tempoet sænkes, at byen begynder at vise sig.
En lille helligdom klemt inde mellem to kontorbygninger.
En café på tredje sal, som man kun finder, hvis man tør tage elevatoren.
Et gammelt træhus, der på en eller anden måde har overlevet jordskælv eller bombning I midt 40’erne.
Jeg tror egentlig ikke, at jeg viser Tokyo frem.
Jeg minder bare folk om at kigge op - at stoppe op.
Og måske er det netop derfor, jeg holder så meget af at guide. Ikke fordi jeg kender alle historierne, men fordi jeg får lov til at opleve den samme nysgerrighed igen og igen – både hos dem, der er fløjet hele vejen fra nær og fjern, og hos dem, der har boet her hele deres liv.
Det er en fin påmindelse om, at man aldrig bliver helt færdig med den by, man bor i.
Man skal bare huske at gå en anden vej hjem en gang imellem.
Drømmer I også om at opleve Japan?
Se alle vores forslag til skræddersyede rejser i Japan eller kontakt os på tlf. 70 22 66 00. I kan også sende os en mail på [email protected]
Om forfatteren
Lærke bor til dagligt i Japan og arbejder på den danske ambassade i Tokyo. Når arbejdsdagen er slut, snører hun vandreskoene og bliver guide i sit eget lille projekt, Friend in Hand, hvor hun viser byen frem for både turister og lokale.
Glæd jer til at følge med Lærke rundt i Tokyo hjemme fra sofaen i en række kommende blogindlæg.

