Af Mette Hjorth Johansen
Drømmer du om at opleve søløver, pingviner, flamingoer og kæmpeskildpadder? Så behøver du ikke nøjes med en tur i zoologisk have. På en rejse til Galápagos kan du opleve alle dyrearterne – og mange flere til!
Galápagosøerne er et enestående paradis for alle dyreinteresserede og kan af samme grund findes på UNESCOs naturarvsliste over steder i verden, som er erklæret for bevaringsværdige.
Og det er med god grund. For de mange øer, som ligger omkring 1.000 km vest for Ecuador, rummer et unikt dyreliv med blandt andet arter, som er endemiske og derfor ikke findes andre steder i verden. Faktisk er det hele 95 % af krybdyrsarterne og 49 % landlevende fuglearter, man kun kan finde på Galápagos.
Netop fordi dyrelivet og naturen er så speciel, gør Ecuador også meget for at passe godt på den. Når du rejser til Galápagosøerne, bliver al din bagage tjekket igennem for skurke, der kan lave ubalance i økosystemet. Selv en smule jord under skoen, eller det medbragte æble fra flyet, kan være fatale syndere, når det handler om at beskytte øernes unikke fauna.
Læs med og få appetitvækker på Galápagosøernes mest ikoniske dyr, som du kan opleve, når du rejser til Galápagos.

Søløve, der byder en rejsende velkommen til Galápagosøerne.
Dyrelivet – til lands
Kæmpeskildpadder – Galápagos’ ikoniske kæmper
De er nok et af de mest ikoniske dyr for Galápagosøerne, da ø-gruppen er det eneste sted i verden, hvor de lever vildt. Skildpadden kan nå en kampvægt på hele 400 kilo, hvilket gør den til den største nulevende skildpaddeart. Og det er selvom, den kun lever af planter, urter og frugt. Kæmpeskildpadden spiller en vigtig rolle i opretholdelsen af økosystemet på øerne, da de spreder plantefrø gennem afføringen.
Det fascinerende dyr kan ses på flere af øerne. På øen Santa Cruz, findes Charles Darwin Research Station, hvor du ikke bare kan opleve skildpadderne, men også blive klogere på deres biologiske historie og den store indsats for at bevare arten. Også på øen Isabela holder kæmpeskildpadden til, og her findes faktisk hele fem forskellige underarter af den. På Isabela kan du blandt andet opleve skildpadderne på Giant Tortoise Breeding Center, som arbejder med at genetablere skildpaddebestanden.
Vidste du, at … ?
Kæmpeskildpadden typisk bliver mellem 80 og 120 år gammel.

Kæmpeskildpadder på Galápagos.
Leguaner – de solslikkende øgler
Du kan ikke undgå at komme forbi dynger af leguaner, der dovent ligger på fortovene og slikker solstråler. Der findes mange forskellige arter af øgledyret, men helt unik er havleguanen, da Galápagosøerne er det eneste sted i verden, hvor den lever.
På trods af navnet, lever havleguanerne mest på land, mens havet bruges som forrådskammer til at søge føde. Dog bliver de kølige havtemperaturer hurtigt for kolde for havleguanerne, og derfor er de nødt til at søge op på land for at få varmen igen. Havleguanen kan blive op til 60 år gammel.
Vidste du, at … ?
Havleguanen kan holde vejret i hele 30-40 minutter, når den dykker efter føde i havet.

Tre på stribe – havleguaner, der soler sig på klipperne.
Dyrelivet – til vands
Søløver – øernes nysgerrige beboere
Noget af det første, du lægger mærke til, når du ankommer til de små havne på Galápagosøerne, er søløver, der slænger sig hen over fortovenes brune træbænke. På Galápagos prioriteres dyrene og naturen over alt andet, og du skal derfor ikke regne med at kunne bade, lige hvor du har lyst til. Nogle af strandene er nemlig kun forbeholdt søløverne, og så må du som menneske udse dig et andet sted at snorkle.
Vidste du, at ... ?
Søløverne på Galápagos er så mennesketamme, at du ikke skal blive forskrækket, hvis du pludselig har en nysgerrig søløve i hælene på dig.

Søløver på stranden på Galápagos.
Pingviner i troperne
Ja, du læste rigtigt. Du behøver faktisk ikke helt til Sydpolen for at se det betagende dyr. På øerne Isabella og Fernandina på Galápagos er der størst sandsynlighed for at få et glimt af en pingvin på jagt efter fiskeføde eller dasende i solen på en af de mange klippeformationer. Pingvinerne på Galápagos er en af de mindste pingvinarter i verden, da de har en gennemsnitshøjde på kun 49 cm.
Vidste du, at … ?
Galápagos er det eneste sted på den nordlige halvkugle, hvor der lever pingviner.

Pingvin på Galápagos' kyst.
Dyrelivet – i luften
Blåfodede suler
Fuglen er nem at spotte på lang afstand, for som navnet antyder, har den helt turkisblå fødder. Den flotte farve kommer af de pigmenter, som indgår i sulens føde. Faktisk findes der hele tre sulearter på Galápagos, og deriblandt er også en sule med helt postkasserøde fødder.
Der er størst chance for at se fuglene, hvis du skuer op mod himlen, da de ofte befinder sig i luften, spejdende efter det næste fiskebytte. I juni og august måned, hvor det er parringssæson, kan du dog også være heldig at se dem på land.
Blåfodede suler får deres karakteristiske blå fødder af pigmenter fra føden.
Vidste du, at … ?
Blåfodede suler kaldes ”blue-footed booby” på engelsk, hvilket kommer fra det spanske ord ”Bobo”, der kan oversættes til ”dum”.

Blåfodede suler på Galápagos.
Flamingoer – lyserøde beboere i vulkanlandskabet
Midt i det mørke lavalandskab og de turkise laguner kan du pludselig se en flok lyserøde flamingoer stå i det lave vand – et næsten surrealistisk syn. På Galápagos findes den caribiske flamingo, som med sine lange ben og buede næb filtrerer små krebsdyr og alger fra vandet.
De bedste steder at opleve flamingoerne er på øen Floreana og i de salte laguner på Isabela, hvor de yndefuldt bevæger sig gennem det stille vand.
Vidste du, at … ?
Flamingoen får sin smukke lyserøde farve fra pigmenter i dens føde, der typisk er alger og små krebsdyr.

Caribiske flamingoer på Galápagos.
Fregatfugle med røde maver
Er det en rød ballon, den har på maven? Det skulle man næsten tro. Den kulsorte han-fregatfugl er nemlig udstyret med en strubesæk, som forvandler sig til en stor rød boble, når han bliver betaget af en smuk hun. Fregatfuglen lever på Galápagos hele året rundt, og der er derfor gode chancer for at se den. Ofte vil du opleve, at fuglen fra luften følger nysgerrigt efter turistbådene.
Vidste du, at … ?
Fregatfuglen er den fugleart i verden, der har det største vingefang i forhold til sin kropsvægt. Vingefanget kan blive helt op til to meter langt.

Fregatfugl på Galápagos.
Skal din næste rejse gå til Galápagosøerne?
Er du blevet nysgerrig efter selv at spotte de fascinerende kæmpeskildpadder eller svømme en tur med en legesyg søløve?
Så tag med dansk rejseleder på rundrejse til Galápagosøerne
Du kan her læse mere om rejser til Ecuador og Galápagos her
Du er også altid velkommen til at ringe til en af vores dygtige rejseeksperter på tlf. 70 22 66 00 eller kontakte os på [email protected]. Vi glæder os til at høre fra dig.

