Et farverigt og eksotisk eventyr
Pak eventyrlysten og rejs med på en rundrejse til Indien og Nepal i trygt og kyndigt selskab med en dansk rejseleder. Som endeløse tinder i Himalaya-bjergkæden venter alle de største højdepunkter og seværdigheder i både Indien og Nepal. Det bliver et eventyr midt mellem kaos og skønhed, århundreders kultur og milliarder af års storslået natur, der folder sig ud for øjnene af os.
I Indien kommer vi på opdagelse i den Gyldne Trekant med landets største højdepunkter. Vi besøger “Den lyserøde by”, Jaipur, med Vindenes Palads. Ved Taj Mahal venter et af verdens syv vidundere, og i Varanasi oplever vi en af hinduernes helligste byer, når vi sejler på floden Ganges. I Old Delhi og New Delhi hersker virvaret, og roen sænker sig, når vi tager på tigersafari i Ranthambore National Park.
I Nepal breder duften af røgelsespinde sig, hellige køer krydser gaden, gadesælgere falbyder deres varer, og rejsende i vandrestøvler holder blikket stift rettet mod verdens højeste tinder, der kysser himlen højt over os. Her mellem buddhistiske stupaer, smukke paladser og funklende pagoder nyder vi synet af Himalaya – naturens mægtigste bedrift – der udgør kulissen for alle vores mange oplevelser.
Glæd dig til en rejse, der mærkes med alle dine sanser. Vi tør godt love dig, at du kommer hjem med et nyt syn på verden – og et fotoalbum fuld af enestående øjeblikke.
Fra kr. 28.995
Den endelige pris afhænger af de specifikke rejsedatoer, hotelværelse osv.
18 dage med dansk rejseleder
Vores rejseledere er specialister og har stor faglig viden inden for hver deres felt, og de er samtidig dygtige formidlere af deres store viden om historie, kultur og natur
Overnatning
16 overnatninger i dobbeltværelse på gode og centralt beliggende 3-, 4- og 5-stjernede hoteller i Indien og på unikt boutique hotel centralt i Kathmandu
- Der findes ingen andre rejser med så indholdsrigt program, der kombinerer både Indien og Nepal
- Du besøger hinduismens helligste by Varanasi og oplever livet ved Ganges-floden
- Du oplever Taj Mahal og de største højdepunkter i Den Gyldne Trekant
- Du oplever mange af de største seværdigheder i Nepal
- Du nyder flere panoramaudsigter over Himalayas enorme bjergtinder






Dagsprogram
På rejsens første dag bliver kursen sat mod Indien.

Vi lander i Delhi, der er Indiens næststørste storbyområde med omkring 19 mio. indbyggere. Efter en kort tur forbi hotellet tager vi på sightseeing i Delhi, der faktisk er to byer i én – Old Delhi med fortet, moskéerne og de mange basarer, og hovedstadsområdet New Delhi, der blev anlagt af briterne i begyndelsen af 1900-tallet med brede boulevarder, parker og prægtige bygninger.
Vi koncentrerer os først om Old Delhi, der summer af kaotisk stemning og som ved første møde kan virke overvældende. Her kommer vi bl.a. forbi mindesmærket Raj Ghat og museet Gandhi Smriti, der begge er en hyldest til Mahatma Gandhi samt sikhernes palads, inden vi sætter os i en cykel-rickshaw og bliver kørt til Chandni Chowk-basaren for at indsnuse stemningen der. Et godt første møde med det spændende land.
Efter frokost går turen videre til New Delhi, hvor vi bl.a. ser Præsidentpaladset, regeringskvarteret og India Gate – en 42 m høj triumfbue midt på en boulevard, som er rejst til minde om faldne indiske soldater i 1. verdenskrig.
Her bor du
Hotel Ramada Encore, Dwarka Express
![]()
Måltider inkluderet
✓ Frokost ✓ Aftensmad


Vi starter dagen med at besøge Qutub Minar, der er den højeste minaret i Indien på 5 etager med en højde på 73 meter og en diameter på 15 meter. Sejrstårnet er opført i år 1193 af de første muslimske herskere, bygget i marmor og rød sandsten med en enestående arkitektur. Det fungerede som vagttårn mod invaderende fjender. I dag er det på UNESCOs verdensarvsliste.
Vi fortsætter til Jaipur, der er hovedstad i delstaten Rajasthan og ligger knap 300 km sydvest for Delhi. Vi er fremme hen på eftermiddagen, og resten af dagen er fri til afslapning eller til at udforske byens farverige basarer, hvor der udfoldes et helt særligt folkeliv og menneskemylder af lokale, der handler med alt fra frugt til hellige køer. Og det er ikke unormalt at se vogne trukket af okser eller dromedarer. Et besøg i et af Jaipurs mange hindutempler, som er smukkest, når mørket falder på, kan også anbefales.
Her bor du
Sunday Hotel Jaipur
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad


På en bakketop 11 km nord for Jaipur ligger det imponerende Amber Fort i den lille by Amber, som var den gamle hovedstad i Rajasthan før Jaipur. Det sidste stykke vej helt op til fæstningen, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste, kører vi i jeeps. Den flot udsmykkede fæstning er i sig selv et ubeskriveligt eventyr med sandeltræsdøre med indlagt perlemor, tæpper med blomster så nøjagtige, at de kunne være virkelige, og et rum med smukke, detaljerede spejlmosaikker.
I dag ser vi også, hvordan de smukke, indiske tæpper bliver fremstillet og hører om motiverne, når vi besøger vi en af de gamle og meget anerkendte tæppeproducenter, før vi fortsætter til de spændende seværdigheder i Jaipur. Vi besøger “den lyserøde by” med paladset, der viser, hvor overdådigt og ødselt maharajaerne levede. Facaden til Hawa Mahal – Vindenes Palads – er sandsynligvis den mest fotograferede facade i Indien, og selve bygningen var oprindelig lavet, så kvinderne kunne kigge ud uden selv at blive set.
Vi ser også Jantar Mantar Observatory, som er det største af de fem astrologi- og astronomiobservatorier, som byens grundlægger maharaja Jai Singh byggede i perioden 1727-1734.
Her bor du
Sunday Hotel Jaipur
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad


Vi forlader Jaipur og sætter kursen mod Sawai Madhopur, som er kendt for Ranthambore National Park, der er en af de største og mest berømte nationalparker i det nordlige Indien. Tidligere var parken jagtmark for maharajaen af Jaipur, men i dag gør man en stor indsats for at bevare det farverige dyreliv.
Vi er fremme midt på dagen, så der er god tid til at nyde det skønne resort, hvor vi skal bo de næste to dage. Har du mod flere oplevelser, så er der mulighed for at komme på en vandretur op på det UNESCO-fredede Ranthambore-fort, som ligger med en helt enestående smuk placering i Ranthambore National Park.
Her bor du
Ranthambhore Heritage Haveli
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad


Dagen begynder tidligt allerede inden morgenmaden, for det er morgen og aften, at der er størst chance for at se nationalparkens dyreliv. Her tidligt om morgenen er der en dejlig stemning med fuglesang, og lyset er helt fantastisk. Vi kan ikke give nogen garantier, men Ranthambore er et af de steder i Indien, hvor chancen for at se den bengalske tiger er størst, da bestanden er stor i forhold til nationalparkens størrelse. Men der er også mange andre dyrearter, som er interessante at iagttage.
Ved vandhullerne mødes flokke af antiloper og hjorte, krokodillerne varmer sig i den tidlige morgensol, og aberne sidder nysgerrige i trækronerne. Det kan være svært at løsrive sig fra den fascinerende natur, men efter nogle timer kører vi tilbage til resortet og spiser morgenmad – og så kan du glæde dig til, at vi vender tilbage til nationalparken til endnu en spændende safaritur senere på dagen.
Her bor du
Ranthambhore Heritage Haveli
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad


Vi tager afsked med Ranthambore og sætter med tog kursen mod Agra. Toget standser i Bharatpur, hvorfra vi stiger om bord på bussen og kører det sidste stykke.
Inden vi ankommer til Agra, får vi en eventyrlig oplevelse, når vi ser den forladte røde hovedstad Fatehpur Sikri, som stormogul Akbar byggede i 1600-tallet. Da det viste sig, at byens brønde tørrede ud, blev stedet forholdsvist hurtigt forladt og kom til at stå urørt i 300 år.
Vi går en tur i byen, der er komplet med paladser og moskéer, og vi skal bl.a. se den smukke moské Jama Masjid.
Du bor her
Howard Plaza the Fern
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad


I dag skal vi udforske Agra. Byen, der blev grundlagt i år 1501, var under mogulernes storhedstid Indiens hovedstad frem til år 1648 og berømt for sine imponerende bygningsværker. Her skal vi opleve et af de ypperste eksempler på mogul-periodens arkitektoniske formåen og en af rejsens absolutte højdepunkter, Taj Mahal – et af verdens syv vidundere!
Stormogulen Shah Jahan opførte Taj Mahal til minde om sin hustru, Mumtaz Mahal, der døde i 1631 kort efter, at hun havde født sit 14. barn. 20.000 arbejdere var 22 år om at bygge gravmælet, der er opført i hvidt marmor og overdådigt udsmykket med perlemor og halvædelstene. Vi beundrer naturligvis det arkitektoniske mesterstykke udefra og nyder selvfølgelig det ikoniske view til det langstrakte bassin og det tronende kærlighedspalads for enden. Men vi får også fornøjelsen af at udforske Taj Mahal indefra, hvor arkitekturen er lige så fortryllende som udvendigt. Det er ikke nemt at løsrive sig fra denne smukke arkitektoniske perle, men næste oplevelse venter.
Vi skal se det kunstfærdigt udsmykkede palads, Agra Fort, også kaldet Det Røde Fort. Fortet består af flere bygninger og audienssale, bl.a. Jahangir Mahal, der var kvindernes bygning, perlemoskéen Moti Masjid og marmorpaladset Khas Mahal, hvor fortets grundlægger, stormogulen Akbars søn Shah Jahan boede. Turen sluttes af med et besøg på det lokale marked, inden vi kommer tilbage til vores hotel.
Om aftenen kan vi anbefale at købe billet til det flotte Mohabbat The Taj Show. Et imponerende show, der meget smukt beskriver kærlighedshistorien mellem stormogulen Shah Jahan og hans elskede hustru Mumtaz Mahal og en fin måde at runde dagen af på. Showet varer en times tid, koster ca. 40 USD pr. person, og rejselederen hjælper naturligvis med at købe billetter.
Du bor her
Howard Plaza the Fern
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad


Tidligt om morgenen vinker vi farvel til Delhis virvar og mange indtryk. Vi tager med toget fra Delhi til Varanasi. Mens vi fra togruderne betragter, hvordan Delhis bylandskab tynder ud og forvandler sig til flade sletter og lokale landsbyer, indtager vi vores medbragte morgenmad.
Vi ankommer til Varanasi, hvor vi overnatter de næste to nætter. Den første aften er fri til at udforske Varanasi, som er en af hinduismens helligste byer.
Rejselederen kommer gerne med forslag til, hvad du kan opleve.
Du bor her
The Amayaa
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Aftensmad


I dag er det tid til en sejltur på floden Ganges, hvor vi besøger forskellige trapper, ”ghats”, som leder ned mod floden. Vi går også en tur gennem den gamle by Varanasi, som i mere end 2.000 år har været det sted, som hinduer valfarter til mindst én gang i livet. Varanasi er for hinduer, hvad Jerusalem er for jøder og Mekka for muslimer – det sted på jorden, der bringer mennesket tættest på paradis.
Tæt på Varanasi ligger Sarnath – et af buddhismens helligste steder. Det var her, Buddha holdt sin første prædiken efter sin oplysning. Begivenheden kaldes “Drejningen af Dharmas hjul” og markerer begyndelsen på den buddhistiske lære. Her bliver vi klogere på buddhismen, og vi besøger selvfølgelig stedet, Dhamek Stupa, hvor Buddhas første prædiken fandt sted. Vi ser også Ashoka-søjlen, hvis karakteristiske løvekapitæl i dag er Indiens nationalsymbol.
I det moderne Mulagandha Kuti Vihar-tempel fortæller farverige vægmalerier historien om Buddhas liv, og på byens arkæologiske museum samles områdets vigtigste fund. I dag er Sarnath et fredfyldt pilgrimsmål, hvor buddhister fra hele verden søger ro og fordybelse – en stemningsfuld kontrast til det intense liv i Varanasi.
Om aftenen er vi vidne til en af de mange ceremonier, der hver dag udspiller sig ved floden, hvor ligbålene brænder på trapperne døgnet rundt.
Du bor her
The Amayaa
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Frokost ✓ Aftensmad


Efter morgenmaden flyver vi fra Varanasi via Delhi til Kathmandu i Nepal. Her venter en helt anden – men ikke mindre spændende – verden! De næste dage bliver sanserne nemlig bombarderet med indtryk.
Vi begynder i hovedstaden Kathmandu, der også kaldes Kantipur, der betyder ”de lykkeliges by”. I et land som Nepal er det i bjergene, man får de store eventyr, og det vil du opleve de kommende dage. Vi lander i Kathmandu om eftermiddagen, så der er tid til at gå på opdagelse i byen, der bedst kan beskrives som et kludetæppe af forskellige folkeslag, sprog og religioner.
Her bor du
Kantipur Temple House
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Aftensmad


Til de, der ønsker et eksklusivt glimt af Himalayas tinder, er der mulighed for at købe billetter til en tidlig afgang med “Mountain Everest Flight”. Mountain Flight tilbyder den nærmeste udsigt til Mount Everest og det tibetanske plateau, som man kan få. Turen tager 45 minutter. Prisen er ca. USD 298 pr. person og rejselederen hjælper med at købe billet til flyet.
Efter morgenmaden, og når de der har valgt flyturen er tilbage, tager vi på sightseeing i Nepals kontrastfyldte hovedstad, Kathmandu, hvor man på én og samme tid får fornemmelsen af at være i middelalderen og i det 21. århundrede.
Vi ser bl.a. det buddhistiske tempelkompleks Swayambhunath, som blev grundlagt for omkring 2.000 år siden. Templet er også kendt som ”abetemplet”, fordi her lever hellige aber i de nordvestlige dele af tempelområdet. Aberne er hellige, fordi de siges at have udviklet sig fra at være hovedlus fra en bodisattvas – en oplyst, buddhistisk persons – lange hår. Centrum i tempelkomplekset er den store stupa, et spir, behængt med blafrende bedeflag, der med vinden sender gode hilsner til alle.
Vi besøger også UNESCO-fredede Durbar Square, hvor byens konger engang blev kronet. Med sine detaljerede træudskæringer og rige historie er komplekset en oase i en hurtigt voksende og moderne storby. Her på pladsen er der udsigt til de flotteste pagodetage og prægtigt udskårne trævinduer, og pladsen emmer af stilfærdig atmosfære med klokkeklang som ”baggrundsmusik”.
Vi får også tid til en rickshaw-tur gennem byens labyrintiske gader. Eftermiddagen er fri frokost på egen hånd og til at udforske Thamel-bydelen og gå på opdagelse i områdets farverige butikker og boder.
Her bor du
Kantipur Temple House
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Aftensmad


Vi starter dagen med flere oplevelser i Kathmandus stemningsfulde gader, hvor duften af røgelse, lyden af gadesælgere og synet af hellige køer møder os. Her midt i det eventyrlige og hektiske virvar skal vi se flere af byens største seværdigheder.
Vi begynder byrundturen med et besøg ved det hellige Pashupatinath-tempel, der er et af hinduismens vigtigste templer viet til Shiva. Langs den hellige Bagmati-flod overværer vi de ceremonielle kremationer på flodbredden, mens pilgrimme fra hele verden valfarter hertil for at vise deres hengivenhed. Kun hinduer har adgang til selve templet, men stemningen og ritualerne opleves stærkt fra området omkring.
Vi fortsætter til den monumentale Boudhanath-stupa, en af Nepals største og ældste buddhistiske stupaer. Med sine 36 meter rejser den sig som en funklende krone over Kathmandus tage. Her drejer bedemøller i takt med pilgrimmenes skridt rundt om den mægtige mandalaformede base.
Fra Kathmandu begiver vi os videre til Bhaktapur, der ligger cirka 12 km øst for hovedstaden. Byen kaldes også “De hengivnes by”, og her føles det som om, tiden er skruet hundredvis af år tilbage. På byens centrale plads, Layaku, ligger det gamle, fine palads. Vi beundrer paladsets 55 smukt udskårne vinduer og den forgyldte kongeport, der er omgivet af templer og statuer fra Malla-kongernes tid.
Vi runder besøget af med en stemningsfuld stund på Talako Tole-pladsen. Pladsen er kendt for sine traditionelle pottemagere, der stadig former og tørrer lerkrukker i solen midt i det historiske bymiljø. Her får vi selv lov at prøve kræfter med det lokale pottemagerhåndværk – den perfekte souvenir til minde om Nepals kaotiske og fascinerende skønhed.
Resten af dagen er fri til egne oplevelser og afslapning på hotellet.
Du bor her
Hotel Heritage
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Aftensmad


Vi tilbringer endnu en dag i stemningsfulde Bhaktapur, hvor vi skal på opdagelse i byen, hvor Nepals kongelige fortid ikke blot lever i paladsets kunstfærdige arkitektur, men også i gadernes fortællinger. I Bhaktapur træder vi ind i en af Kathmandu-dalens mest stemningsfulde middelalderbyer, hvor kulturarv og håndværk stadig lever i bedste velgående. Byens historiske hjerte og centrale plads, Durbar Square, byder på templer, paladser og detaljerig træarkitektur fra Malla-kongernes tid – et enestående indblik i Nepals kongelige fortid.
Vi oplever byens levende kunsthåndværk, hvor pottemagere former ler på de åbne pladser, og træskærere viderefører århundredgamle teknikker. Her møder vi det autentiske Nepal – i smalle stræder, på travle torve og blandt lokale specialiteter, der frister sanserne. Bhaktapur er ikke blot sightseeing i Nepal, men en sanselig rejse ind i landets stolte traditioner og farverige kultur.
Aftensmaden spiser vi sammen på en lokal restaurant.
Du bor her
Hotel Heritage
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Aftensmad


Efter morgenmaden lægger vi Bhaktapur bag os og kører mod bjergbyen Nagarkot. Bhaktapurs templer fortoner sig i bakspejlet, alt imens Kathmandu-dalens storslåede scenerier glider forbi vinduerne. Terrasserede marker klatrer op ad bjergsiderne, og fjerne bjergtinder tårner mod himlen, som var de i konkurrence om at nå skyerne først. Små landsbyer ligger drysset ud i dalen, og jo højere bussen klatrer opad, desto køligere og friskere bliver bjergluften. Vi ankommer til Nagarkot, der troner stolt på et af landskabets højderygge med en udsigt så blændende, at den næsten tager pusten fra os. For herfra fortryller panoramaudsigten over Himalaya-bjergtoppene – naturens mægtigste bedrift!
Er vejret klart, kan vi fra Nagarkot se helt fra Annapurna- og Manaslu-massiverne til Langtang-området og Mahalangur-kæden, hvor Mount Everest hører hjemme. Vi har også udsigt over dalen, der skærer sig ned mellem bjergene, og til Shivapuri National Parks grønne trækroner.
Med dette skue er det ikke mærkeligt, at Nagarkot er kendt som en af Kathmandu-dalens allersmukkeste udsigtsposter. Her er det svært at trække øjnene til sig igen. Heldigvis tilbringer vi hele dagen i Nagarkot, så vi har god tid til at nyde Nepals bjergtagende natur, når den er allerstørst. Vi oplever selvfølgelig også byen, hvis historie strækker sig fra både at have ageret fæstning og senere kongelig sommerresidens. I dag er den en fredelig ramme for lokale og rejsende, der skatter bjergudsigterne.
Vi spiser aftensmad på en lokal restaurant i byen og nyder synet, når solen går ned, og nattens mørke lægger sig over Nepals storslåede natur.
Her bor du
The Fort Resort
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Aftensmad


Når morgenmaden er spist, tager vi fra Nagarkot og tilbage til Kathmandu, hvor vi tjekker ind på vores hotel. Her bliver der tid til at slappe af på hotellet eller til at gå på opdagelse i nærområdet på egen hånd.
Om eftermiddagen besøger vi kunsthåndværksbyen Patan, der ligger blot fem kilometer fra Kathmandu. Byen ligger smukt i dalen – og på klare dage kan man stadig skimte Himalayas mægtige tinder i det fjerne.
Vi går en tur i byen, der er kendt for sit lokale kunsthåndværk. På Patan Durbar Square ser vi det imponerende kongepalads, der ligger side om side med eventyrlige pagoder og kunstfærdige gårdhaver. Her fornemmer vi endnu Malla-kongernes storhed i hver en sten. Vi bliver klogere på Newari-arkitekturen, når vi beundrer pladsens detaljerige træudskæringer, stenskulpturer og bronzestatuer.
Vi tager tilbage til Kathmandu, hvor aftenen nydes med middag på egen hånd.
Her bor du
Kantipur Temple House
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad


Det er blevet tid til rejsens sidste oplevelser. Vi tager på udflugt til Chandragiri Hill, hvor templet Bhaleshwor Mahadev troner på bakketoppen. Turen op tager vi med kabelbane – alt imens vi nyder udsigten, der bliver mere og mere fantastisk, efterhånden som vi stiger i højden. Fra toppen har vi en enestående udsigt over Kathmandu-dalen – og i klart vejr kan vi endda få et glimt af Himalayas fjerne tinder.
Templet er et vigtigt hinduistisk pilgrimsmål og knyttet til fortællingen om gudinden Sati og guden Shiva. Ifølge traditionen opstod templet dér, hvor en del af Satis krop faldt til jorden – et af de såkaldte shakti-steder, der i dag besøges af troende fra hele Nepal. Vi beundrer templet og udsigten og nyder endnu en gang, den friske bjergluft, der får os til at sænke skuldrene og trække vejret helt ned i maven.
Vi tager kabelbanen ned igen, og om aftenen samles vi til en stemningsfuld nepalesisk middag med kulturelt show på en lokal restaurant. Her mæsker vi os i det nepalesiske køkken og får et indblik i landets farverige danse- og musiktraditioner – en festlig afrunding på en eventyrlig og oplevelsesspækket rundrejse i Indien og Nepal.
Her bor du
Kantipur Temple House
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Aftensmad


Vores rejse i Indien og Nepal er ved vejs ende. Vi begiver os tidligt om morgenen mod lufthavnen og flyver hjem mod Danmark. Kufferten er tung af store oplevelser, og minderne om Delhis virvar, Taj Mahals romantiske skønhed og Himalayas enorme vidder vil for evigt bringe et længselsfuldt smil på læben.

Afrejsedatoer
Rejs fra København
11. Nov 2026| Rejseplan | Afgang | Ankomst |
|---|---|---|
| København - Istanbul | 11/11-2026 kl. 14:10 | 11/11-2026 kl. 19:30 |
| Istanbul - Delhi | 11/11-2026 kl. 20:50 | 12/11-2026 kl. 05:20 |
| Kathmandu - Istanbul | 28/11-2026 kl. 07:40 | 28/11-2026 kl. 13:00 |
| Istanbul - København | 28/11-2026 kl. 16:05 | 28/11-2026 kl. 18:25 |
Rejs fra København
14. Feb 2027| Rejseplan | Afgang | Ankomst |
|---|---|---|
| København - Istanbul | 14/02-2027 kl. 14:10 | 14/02-2027 kl. 19:30 |
| Istanbul - Delhi | 14/02-2027 kl. 20:50 | 15/02-2027 kl. 05:20 |
| Kathmandu - Istanbul | 03/03-2027 kl. 12:35 | 03/03-2027 kl. 18:25 |
| Istanbul - København | 03/03-2027 kl. 21:10 | 03/03-2027 kl. 22:35 |
Rejs fra København
24. Mar 2027| Rejseplan | Afgang | Ankomst |
|---|---|---|
| København - Istanbul | 24/03-2027 kl. 14:10 | 24/03-2027 kl. 19:30 |
| Istanbul - Delhi | 24/03-2027 kl. 20:50 | 25/03-2027 kl. 05:20 |
| Kathmandu - Istanbul | 10/04-2027 kl. 07:40 | 10/04-2027 kl. 13:00 |
| Istanbul - København | 10/04-2027 kl. 16:05 | 10/04-2027 kl. 18:25 |
Rejs fra København
10. Nov 2027| Rejseplan | Afgang | Ankomst |
|---|---|---|
| København - Istanbul | 10/11-2027 kl. 14:10 | 10/11-2027 kl. 19:30 |
| Istanbul - Delhi | 10/11-2027 kl. 20:50 | 11/11-2027 kl. 05:20 |
| Kathmandu - Istanbul | 27/11-2027 kl. 07:40 | 27/11-2027 kl. 13:00 |
| Istanbul - København | 27/11-2027 kl. 16:05 | 27/11-2027 kl. 18:25 |





Rejsen inkluderer
Med i rejsens pris
- Flyrejse inkl. skatter og afgifter – se flytider og rejseplan under den pågældende afgang
- Indenrigsfly fra Varanasi via Delhi til Kathmandu
- 16 overnatninger i dobbeltværelse på gode og centralt beliggende 3-, 4- og 5-stjernede hoteller
- 16 x morgenmad, 8 x frokost og 16 x aftensmad
- 2 flasker mineralvand pr dag
- Al transport og udflugter jf. program – inkl. entréer
- Byrundtur i Old & New Delhi
- Tur med rickshaw i Old Delhi
- Besøg hos lokale familievirksomheder, der gennem generationer har været kendt for deres håndværk
- Besøg ved minaretten Qutub Minar
- Byrundtur i Jaipur, ”den lyserøde by”, med Vindenes Palads og Amber Fort
- Besøg ved det imponerende mausoleum Taj Mahal
- 2 x safari i Ranthambore National Park – Indiens mest berømte tigerreservat
- Togtur fra Ranthambore til Bharatpur
- Besøg i den UNESCO-fredede spøgelsesby Fatehpur Sikri
- Sejltur på floden Ganges i Varanasi
- Udflugt til Sarnath – et af buddhimens allerhelligste steder
- Byrundtur i Kathmandu
- Besøg ved Swayambhunath-templet
- Rickshawtur i Katmandu
- Byrundtur i Bhaktapur
- Udflugt til Nagarkot med Himalaya som kulisse
- Byrundtur i kunsthåndværksbyen Patan
- Kabelbanetur til toppen Chandragiri Hill
- Engelsktalende lokalguide
- Dansk rejseleder
- Rejsen garanteres ved minimum 15 deltagere
Tillæg pr. person
- Enkeltværelsestillæg kr. 5.795
- Visum til Indien (bestilles via Indianvisaonline.gov.in og koster USD 40 for et visum med et års gyldighed)
- Visum til Nepal (købes ved indrejse til 25 USD)
- På dag 12 er der mulighed for tilkøb af billetter til “Mountain Everest Flight”. Prisen er ca. USD 298 pr. person, og rejselederen hjælper med at købe billet til flyet, hvis vejret tillader det
- Drikkepenge USD 96
- Ekspeditionsgebyr kr. 275 pr. ordre
NÅR REJSEN GÅR TIL INDIEN OG NEPAL
Få styr på pas, visum, vaccinationer, klima & valuta
Når du tager afsted på en rundrejse til Indien og Nepal med dansk rejseleder, er der nogle praktiske oplysninger, som du skal have styr på både før, under og efter rejsen. Nedenfor finder du et overblik over al den relevante praktiske information såsom pas- og visumregler, lokale skikke og gode råd til din rejse i Indien og nepal.


