Tag med på vores eventyrlige og solrige rundrejse i Andalusien i det sydlige Spanien
Bliv betaget af Europas smukkeste bygningsværker, henført af forrygende flamenco og fristet af de lækreste tapas.
Denne indholdsrige kulturrejse i Andalusien begynder i Granada, hvor du både kan glæde dig til at opleve byens historiske kvarterer og til at lade dig betage af magien i det berømte maurer-palads Alhambra og Generalife-haverne.
I Córdoba venter den imponerende skov af søjler og buer i Mezquita-katedralen. Vi har også inkluderet den oversete middelalderperle, Carmona, hvor romersk og maurisk påvirkning i dén grad er synlig.
I Sevilla kan du nyde stemningen i det gamle jødiske kvarter, Barrio Santa Cruz, og glæde dig til at gå på opdagelse i verdens største gotiske katedral. Du oplever også det gamle kongepalads Alcázar med de smukke mauriske haver.
Sherry er uløseligt forbundet med Spanien, og i byen Jerez de la Frontera får du både indblik i produktionen og smager de søde, gyldne vine. Herfra går turen videre til havnebyen Cádiz, som fønikerne grundlagde, og hvor du kan opleve den charmerende gamle bydel og den imponerende katedral.
Oplev også den særprægede klippeby Setenil de las Bodegas og Ronda med den spektakulære bro Puente Nuevo. Rejsen slutter ved Costa del Sol, hvor du kan gå på opdagelse i Málaga, H.C. Andersens og Picassos by, og nyde et par afslappende dage i Benalmádena ved Middelhavet.
Fra kr. 14.995
Den endelige pris afhænger af de specifikke rejsedatoer, hotelværelse osv.
9 dage med dansk rejseleder
Vores rejseledere er specialister og har stor faglig viden inden for hver deres felt, og de er samtidig dygtige formidlere af deres store viden om historie, kultur og natur
Overnatning
Ophold i delt dobbeltværelse på centralt placerede 4-stjernede hoteller
- Direkte fly fra både København og Billund
- Oplev Andalusiens største kulturperler - fra eventyrlige Alhambra til Sevillas katedral
- Besøg de charmerende hvide byer og få autentiske andalusiske oplevelser
- Oplev kontrasterne - fra mauriske paladser til livlige storbyer
- Afslappende dage ved Costa del Sol






Dagsprogram
Vi ankommer til Malaga midt på eftermiddagen og kører direkte til vores hotel i Granada, hvor vi checker ind. Herefter er der lidt tid på egen hånd til at finde sig til rette i de nye omgivelser, inden vi om aftenen mødes til en fælles middag på hotellet.
Her bor du
Hotel DWO Urban Granada
![]()
Måltider inkluderet
✓ Aftensmad


Efter morgenmad på hotellet, skal vi på opdagelse i Granada. Som mange andre spanske byer, har Granada en spændende historie, som vi på byrundturen bliver klogere på, inden vi om eftermiddagen sætter kurs mod Alhambra-paladset.
Der, hvor Granadas største moské lå, ligger i dag byens katedral. Den blev indviet i 1523 som symbol på, at Granada nu var en kristen by. Det overdådigt udsmykkede alter med bladguld er endnu et eksempel på, hvad rigdommene fra de sydamerikanske kolonier blev omsat til i ”moderlandet”, ligesom det er tilfældet i det tilstødende kapel – Capilla Real, hvor kongeparret Isabella og Ferdinand ligger begravet.
Bag katedralen ligger den fine plads, Plaza Bib Ramla, omgivet af smukke palæer og skyggefulde citrustræer, og ikke overraskende er den blevet Granadas sociale centrum.
Vi fortsætter til Corral Del Carbon, som er byens ældste bygning fra den mauriske periode. Bygningen i det gamle handelskvarter har en speciel historie, da det var stedet, hvor de handlende kunne overnatte. I nærheden lå Granadas gamle bazar, Alcaicería, hvor der blev solgt alt fra silke til krydderier. Vi går på opdagelse i Granadas ældste kvarter Albayzín, der ligger på skråningen overfor Alhambra, og overalt i Albayzín kan man mærke den mauriske arv. Vi slutter byvandringen på torvet Mirador San Nicolás, hvorfra der er den skønneste udsigt til Alhambra med Sierra Nevada-bjergene i baggrunden.
Vi nyder en frokost på egen hånd, inden vi sætter kursen mod en af Andalusiens største og mest ikoniske seværdigheder, nemlig Alhambra-paladset, der uden tvivl er et af Europas smukkeste historiske bygningsværker. Det er et imponerende syn udefra, og indenfor folder skønheden sig for alvor ud. Arabiske arkitekter, kunstnere og dygtige håndværkere har skabt underskønne omgivelser til de mauriske herskere – og som vi kan glæde os over den dag i dag.
Borgen Alhambra er et af de mest komplekse og raffinerede udtryk for arabisk kultur i middelalderen, og det er særligt i salene og gårdhaverne, at skønheden betager. Generalife, sultanens sommerpalads, og det tilhørende parkanlæg er også et betagende syn. Et andet bygningsværk med overflod er det mauriske palæ Palacios Nazaries med lofter og vægge udsmykket og dekoreret på smukkeste vis. Løvegården med sine 124 søjler omkranser løvefontænen, og netop brugen af vand i de mange haver, gårdhaver og tronsale er med til, at man føler sig som del af 1001 nats eventyr.
Bemærk, at vi ikke kan garanteres et specifikt tidspunkt for besøg i Alhambra-paladset. Vi besøger således paladset, når vi får tildelt en tid. Vær i øvrigt opmærksom på, at adgangen til paladset varierer, hvorfor vi ikke er garanteret fuld adgang til hele paladset.
Resten af eftermiddagen og aftenen er på egen hånd.
Her bor du
Hotel DWO Urban Granada
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad


Meget få steder i verden kan prale af at have været både hovedstaden i en romersk provins og i en arabisk stat – men den status har Córdoba, og efter morgenmaden sætter vi kurs mod byen og dens spændende historie.
Córdobas historie går tilbage til år 800 f.Kr., hvor den blev grundlagt af romerne, som herfra udskibede olivenolie, vin og hvede til det antikke Rom. Byen havde sin storhedstid, da den blev erobret af maurerne og gjort til hovedstad i ”Al Andalus”. Maurerne byggede universiteter, biblioteker, badeanstalter og moskéer, og kunst og kultur blomstrede. Den romerske og mauriske arkitektur er markant i bybilledet, og de mange spor fra forskellige folkeslag er årsag til, at byen er på UNESCOs verdensarvsliste.
Vi oplever den smukke og specielle Mezquita-katedral, der må siges at være et sandt arkitektonisk mesterværk, eftersom den er opført indeni en af de prægtigste moskéer set uden for den arabiske verden. Da Córdoba i 1236 blev generobret af de kristne, var de nye magthavere så imponeret af den mauriske moskés skønhed, at de lod den stå og byggede deres katedral midt i rækkerne af buer og søjler. Udenfor finder man den smukke plads, Patio de los Naranjos, som også er en fryd for øjet. Rundturen i den spektakulære moské og katedral byder på spændende fortællinger og imponerende arkitektur, der afspejler Córdobas fremtrædende plads i den islamiske verden i løbet af middelalderen. Katedralen ligger i Córdobas gamle bydel, La Juderia, der engang var hjemsted for det jødiske samfund, og her ligger en af de få tilbageværende synagoger i Spanien.
Efter byrundturen bliver der tid til at opleve byen og spise frokost på egen hånd, inden vores rejse fortsætter mod Carmona.
Andalusiens oversete perle, Carmona, ligger på en bakketop midt i det andalusiske landskab. Kathagerne, romerne, maurerne og de første spanske kristne konger har alle sat deres aftryk her. Romerne anlagde byen, og den romerske hovedvej, Via Augusta, gik ligeledes herigennem. Romerne anlagde også de to byporte – Puerto Cordoba og Puerto Sevilla.
Maurerne udbyggede og forstærkede den romerske bymur. Under maurerne blev der opført en lang række bygninger i den særlige mudejar-stil, som bedst kan beskrives som en stil med forskellige påvirkninger. Vi går en tur i byen og ser på byportene, de romerske ruiner og de smukke pladser, inden vi fortsætter til Sevilla.
Dagen slutter i Sevilla, hvor vi overnatter og spiser middag på hotellet.
Her bor du
EXE Isla Cartuja
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Aftensmad


Sevilla er Andalusiens hjerte! Få byer i verden har inspireret til så mange myter og historier som Andalusiens hovedstad. Her er et par eksempler: Hovedpersonen i Bizets opera ”Carmen” arbejder på byens tobaksfabrik, og Rossinis ”Barberen i Sevilla” samt Mozarts ”Don Giovanni” foregår begge i Sevilla.
Sevilla er på én gang en historisk og moderne by fuld af imponerende kultur, arkitektur og kunst. Mange folkeslag har sat deres præg på Sevilla, men det er især det arabiske herredømme fra år 712 til 1248, som mest tydeligt kan genkendes i byens byggestil. Vi tager på byvandring i de historiske kvarterer og besøger byens katedral. Der er tale om verdens største gotiske katedral. Det var kristne, der i 1401 besluttede sig for at bygge Sevillas moské om til en kirke, hvor hovedindgangen kun må benyttes af paven. Indenfor fornemmer man straks bygningens enorme dimensioner, og herefter er det den guldbelagte altertavle og Columbus’ gravmonument, der fascinerer. Katedralens 93 m høje klokketårn, Giraldaen, var oprindelig moskeens minaret, der blev bygget på et romersk fundament i 1198.
Ved siden af katedralen ligger det gamle kongepalads, Alcázar of Seville, der består af en lang række smukt anlagte mauriske haver og mindre paladser udsmykket i maurisk stil, og besøget sammenfatter på en fin måde Andalusiens historie. Vi går også en tur gennem det gamle jødiske kvarter Barrio Santa Cruz, hvor det summer af liv i de små krogede gader. Sevilla byder på noget af Spaniens bedste tapas, og byen hævder endda, at tapas-traditionen blev født her.
Der bliver tid til at finde frokost på egen hånd, og resten af eftermiddagen kan du ligeledes fylde med præcis det indhold, som passer dit temperament.
Rejselederen giver gerne tips og idéer til en eftermiddag efter dit valg, og en idé kunne f.eks. være en sejltur på floden Guadalquivir, der løber gennem Sevillas. Du bør heller ikke gå glip af et besøg på Metropol Parasol – byens nye vartegn, og blandt de lokale kaldet ”svampen”. Der er tale om verdens største trækonstruktion med en højde på 28 m og bredde på 150 m, bygget i 2011 på resterne af en romersk by.
Her bor du
EXE Isla Cartuja
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad


Sherry er uløseligt forbundet med Spanien, og efter morgenmaden kører vi derfor til Jerez de la Frontera, der er kendt for sin verdensberømte sherryproduktion. Vi går en tur i den gamle middelalderbykerne i Jeréz, hvor vejnettet stort set er intakt fra middelalderen, og kommer forbi den smukke katedral med det fritstående klokketårn og borgen Alcázar of Jerez de la Frontera, hvor atmosfæren er mere arabisk end spansk.
Det næste besøg står i sherryens tegn. Sherry er en hedvin, der laves på druen Pedro Ximénez, og her i Sydspanien giver kombinationen af et solrigt klima, kalkholdig jord og tørre, varme vinde fra Atlanterhavet druerne optimale vækstbetingelser, og i området omkring Jerez bliver der produceret de ypperligste vine. Lige uden for den gamle bydel ligger vinbodegaen Gonzalez Byass, der fremstiller både sherry (fino på spansk) og almindelige vine. Familien Byass har produceret vin siden 1835 og eksporterer i dag til en stor del af verden. Vi smager på vinene og får serveret en let tapas-anretning.
Frokost er på egen hånd, inden dagens oplevelser fortsætter i byen Cadiz.
Beliggenheden ud til Atlanterhavet har præget byens historie siden grundlæggelsen af fønikerne omkring 1100 f. Kr., og lige siden har Cadiz været en af Spaniens vigtigste havnebyer. Cadiz havde sin storhedstid i 1700-tallet, da byen stort set havde monopol på handlen med guld og sølv fra de spanske kolonier i Amerika. De svimlende indtægter gik bl.a. til bygning af katedralen, som strakte sig over en lang periode fra 1732 til 1838. Den pragtfulde katedral tager da også næsten pusten fra én med sit overdådige interiør, og set udefra var katedralen et pejlemærke for søfolkene, der vendte hjem efter en lang rejse.
Den gamle bys mange smukke huse, flot anlagte pladser og små kirker vidner om byens storhedstid, og der er meget, der ikke har ændret sig væsentligt i de sidste 300 år. Vi går en tur i den gamle bydel og lægger vejen forbi katedralen, der ligger smukt placeret ud til havet. Ikke langt fra katedralen finder vi byens vigtige marked, Mercado Central, med alt godt fra havet til de karakteristiske lufttørrede skinker. I gaderne rundt om markedet ligger der hyggelige caféer, der bidrager til den spanske atmosfære, og herfra går vi videre gennem de små gader forbi tårnet Tavira, hvorfra der er en fantastisk udsigt ud over den hvide by og Atlanterhavet.
Dagen slutter i Puerto de Santa Maria, hvor vi spiser aftensmad på hotellet.
Her bor du
Monasterio de San Miguel
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad ✓ Aftensmad


Efter morgenmad kører vi mod byen Setinel de las Bodegas i Cádiz-provinsen, der udgør Spaniens sydspids. Her møder et forunderligt gadebillede os. Den yndige, hvidkalkede landsby er kilet ind under massive klippesider, der hæver sig som et tonstungt loft over huse, spisesteder, butikker og stille stræder. Særligt spektakulær er gaden Calle Cuevas de la Sombra, som vi selvfølgelig spadserer igennem. Bybilledet kløves af Guadalporcun-floden, der løber gennem byen. Omkring byen gror oliventræer, mandeltræer og vinstokke. På en tur gennem byen, lærer vi, at byens navn stammer fra lige netop de dyrkede landbrugsvarer og opbevaringen af dem – "Bodega" betyder lager på spansk. De naturlige klippehuler var nemlig perfekte til opbevaring af landbrugsvarerne. Vi lærer også, at byen blev grundlagt af romerne og sidenhen besat af mauerne. Klippehulerne var udover opbevaring af landbrugsvarer gode som boliger, da hulerne sikrede mod varme om sommeren og mod kulde om vinteren.
Herfra fortsætter vi mod Ronda, der ligger spektakulært placeret på et imponerende klippemassiv, og efterhånden som vi nærmer os, ser vi, hvordan landskabet gennemskæres af den 120 m dybe kløft El Tajo. Den deler faktisk byen Ronda i to dele. Broen Puente Nuevo forbinder de to bydele og er et imponerende bygningsværk, der blev indviet i 1793, efter at der var blevet bygget på broen i 45 år.
Traditionen med tyrefægtning stammer fra det gamle Grækenland og Mesopotamien, og den nåede til Spanien i slutningen af 1700-tallet, og det var her i Ronda, at den moderne tyrefægtning opstod. Tyrefægterarenaen fra 1785 er Spaniens ældste, og da forfatteren Ernest Hemingway havde stamplads på arenaen, førte det til en beskrivelse i romanen ”Hvem ringer klokkerne for”. I Ronda findes også et fint lille tyrefægtermuseum, der er et besøg værd.
Efter ankomsten til Ronda, bliver der tid til frokost på egen hånd, inden vi går en kort tur i byen, og der vil være tid til et eventuelt museumsbesøg og til at nyde udsigten og stemningen.
Dagens sidste stop er Benalmádena, en af Costa del Sols mest populære feriebyer, som byder på en skøn kombination af sol, strand og spansk atmosfære. Byen er kendt for sine lange sandstrande, den livlige strandpromenade og den hyggelige marina, hvor caféer, restauranter og butikker ligger side om side. Her er der god tid til at nyde livet ved Middelhavet, slentre langs vandet eller finde en plads på en af de mange udendørs serveringer.
Samtidig er Benalmádena et ideelt udgangspunkt for at opleve Andalusien, og byens afslappede stemning giver en behagelig afslutning på en oplevelsesrig rundrejse gennem regionens kulturhistoriske perler. Med sit milde klima, flotte kystlandskaber og indbydende ferieatmosfære er Benalmádena et sted, hvor det er let at sænke tempoet og nyde de sidste dage under den spanske sol.
Resten af dagen er på egen hånd.
Her bor du
Hotel Alay
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad


Efter morgenmaden kører vi til Malaga, hvor vi tager på en byvandring i den charmerende andalusiske storby, som H.C. Andersen forelskede sig i under sit besøg i 1862. Han blev betaget af byens stemning, lys og frodige omgivelser og skrev begejstret i sin dagbog:
"I ingen af Spaniens Byer har jeg følt mig saa glad, saa hyggeligt hjemme som i Malaga; Folkelivet, naturen, det aabne hav, hver især saa rig og uundværlig for mig, fandt jeg her, og dertil det mig endnu vigtigere, jeg fandt elskværdige mennesker".
Vores byvandring tager os til Plaza de Marina, hvor der er rejst en statue af digteren. Og her omgivet af pladsens hyggelige liv, oplever vi lidt af den samme stemning, som mødte H.C. Andersen.
Det historiske centrum har fået et ansigtsløft, og du kan nyde gaderne, som nu er bilfri, og den marmorbelagte hovedgade "Calle Marqués de Larios", der er den mest fashionable gade i Malaga. For enden af gågaden ligger byens største plads, Plaza de la Constitutión, og midt på pladsen ligger et smukt springvand flankeret af høje, slanke palmer.
Og fra fyldepen til malerpensel. H.C. Andersen er nemlig ikke den eneste berømthed, der har slået sine folder i det charmerende bybillede. Pablo Picasso blev født i Malaga i 1881, vi lægger vejen forbi hans fødested i den gamle bydel. Huset ligger på et hjørne af den livlige plads, Plaza de la Merced, og i dag er huset, som blev bygget af Picassos far, museum, der huser en stor samling af Picassos værker. Det siges, at Picasso lang tid før sin død i 1973 udtrykte ønske om, at der blev etableret et museum i byen, og det blev en realitet 30 år efter hans død. Vi ser også kirken, hvor Picasso er døbt.
Vi kommer desuden forbi byens katedral, fæstningsværket Alcazaba og resterne af det romerske teater, før vi slutter byturen ved den gamle toldbygning Palacio de la Aduana, der blev ombygget til Museo de Malaga.
Eftermiddagen er fri til at udforske byen på egen hånd, inden vi kører retur til Benalmadena.
Her bor du
Hotel Alay
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad

Dagen er til fri disposition i Benalmádena. Hotellet ligger tæt ved den stemningsfulde marina, hvor du finder et bredt udvalg af caféer, restauranter og butikker. Du kan vælge at nyde en afslappende dag ved hotellets pool og lade indtrykkene fra rundrejsen bundfælde sig, eller tage en spadseretur langs den livlige strandpromenade med udsigt over Middelhavet.
Marinaen indbyder til hyggelige cafébesøg og shopping, mens de nærliggende strande er oplagte til en forfriskende dukkert. Du kan også besøge den charmerende gamle bydel Benalmádena Pueblo, tage svævebanen op til Monte Calamorro for en fantastisk udsigt over kysten eller nyde en afslappet frokost på en af de mange restauranter ved havnen. Dagen giver rig mulighed for at opleve Costa del Sol i dit eget tempo – eller blot nyde ferielivet under den andalusiske sol.
Her bor du
Hotel Alay
![]()
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad


Efter en dejlig formiddag med tid til egne oplevelser, er tiden inde til at tage afsked med eventyrlige Andalusien og flyve tilbage til Danmark.
Måltider inkluderet
✓ Morgenmad
Afrejsedatoer
Rejs fra København
12. May 2027| Rejseplan | Afgang | Ankomst |
|---|---|---|
| København - Malaga | 12/05-2027 kl. 10:35 | 12/05-2027 kl. 14:15 |
| Malaga - København | 20/05-2027 kl. 16:20 | 20/05-2027 kl. 19:55 |
Rejs fra Billund
12. May 2027| Rejseplan | Afgang | Ankomst |
|---|---|---|
| Billund - Malaga | 12/05-2027 kl. 10:30 | 12/05-2027 kl. 14:00 |
| Malaga - Billund | 20/05-2027 kl. 16:00 | 20/05-2027 kl. 19:25 |
Rejs fra Billund
08. Sep 2027| Rejseplan | Afgang | Ankomst |
|---|---|---|
| Billund - Malaga | 08/09-2027 kl. 10:30 | 08/09-2027 kl. 14:00 |
| Malaga - Billund | 16/09-2027 kl. 16:00 | 16/09-2027 kl. 19:25 |
Rejs fra København
08. Sep 2027| Rejseplan | Afgang | Ankomst |
|---|---|---|
| København - Malaga | 08/09-2027 kl. 10:35 | 08/09-2027 kl. 14:15 |
| Malaga - København | 16/09-2027 kl. 16:20 | 16/09-2027 kl. 19:55 |
Rejs fra Billund
29. Sep 2027| Rejseplan | Afgang | Ankomst |
|---|---|---|
| Billund - Malaga | 29/09-2027 kl. 10:30 | 29/09-2027 kl. 14:00 |
| Malaga - Billund | 07/10-2027 kl. 16:00 | 07/10-2027 kl. 19:25 |
Rejs fra København
29. Sep 2027| Rejseplan | Afgang | Ankomst |
|---|---|---|
| København - Malaga | 29/09-2027 kl. 10:35 | 29/09-2027 kl. 14:15 |
| Malaga - København | 07/10-2027 kl. 16:20 | 07/10-2027 kl. 19:55 |



Rejsen inkluderer
Med i rejsens pris
- Flyrejse inkl. skatter og afgifter – se flytider og rejseplan under den pågældende afgang
- Overnatning i dobbeltværelse på centralt placerede 4-stjernede hoteller
- 8 x morgenmad og 3 x aftensmad
- Al transport jf. program (værdi af entréer: kr. 575)
- Byvandring i Granadas historiske kvarterer
- Besøg i Alhambra-paladset og Generalife-haverne i Granada
- Byrundtur i Cordoba med Mezquita-katedralen
- Kort byvandring i Carmona
- Byrundtur i Sevilla med besøg i konge-paladset og katedralen
- Tid til egne oplevelser i Sevilla
- Sherrysmagning og sightseeing i Jerez de la Frontera
- Byvandring i Malaga
- Tid til egne oplevelser i Malaga
- 1 hel fridag i Benalmádena
- Engelsktalende lokalguide
- Dansk rejseleder
- Rejsen garanteres ved minimum 15 deltagere
Bemærk, rejsen omfatter aktiviteter og transport, der kræver normal bevægelighed og almindeligt godt helbred. Rejsen er derfor ikke egnet for bevægelseshæmmede.
Tillæg pr. person
- Enkeltværelsestillæg kr. 3.495
- Fast plads i bussen kr. 150
- Drikkepenge € 25
- Ekspeditionsgebyr kr. 275 pr. ordre
NÅR REJSEN GÅR TIL SPANIEN
Få styr på pas, visum, vaccinationer, klima & valuta
Når du tager afsted på en rundrejse til Spanien med dansk rejseleder, er der nogle praktiske oplysninger, som du skal have styr på både før, under og efter rejsen. Nedenfor finder du et overblik over al den relevante praktiske information såsom pas- og visumregler, lokale skikke og gode råd til din rejse i Spanien.


