Search The Blog

Nulstil
Det skal du opleve i Memphis, Tennessee

Det skal du opleve i Memphis, Tennessee

Af Karen Louise Løvskov, rejseekspert i USA

Fordyb dig i musikken og oplev de mest charmerende steder og hemmelige skatte i Memphis

– Det gjorde jeg i maj 2023, da jeg besøgte fødestedet for rock n' roll, Memphis, i delstaten Tennessee. 

Efter to flyskift, først i Amsterdam og derefter i Minneapolis, ankom vi endelig til Memphis. Her skal vi bo på det charmerende og unikke hotel, Central Station, som er en funky, ombygget togstation med fokus på musikken. Hotellet ligger i udkanten af byen, men lige overfor finder man den legendariske Arcade Restaurant. Hotellets egen restaurant, Bishop, byder på lækre burgere til aftensmad og en fantastisk avocado toast til morgenmad. Parkering er tilgængelig mod et gebyr.

Vi bor på værelse 825, som har en perfekt udsigt over byen. Fra hotellet er der kun en 10 minutters gåtur til den berømte Beale Street, byens musikgade, hvor der er fest, farver og live musik hver dag! Selvom området omkring hotellet er forholdsvis stille, er der flere gode restauranter og barer i nærheden. Desuden kører sporvognen langs hovedgaden hver 12. minut, hvilket gør det nemt at komme rundt.

Museum_Memphis_collage

En rejse gennem Memphis' historie og borgerrettighedskamp

Lidt længere nede ad vejen fra hotellet ligger National Civil Rights Museum i forlængelse af det historiske Lorraine Motel. Det var her, at Martin Luther King blev skudt udenfor værelse 306 den 4. april 1968. Museet fokuserer på menneskerettigheder globalt, med særligt vægt på den sorte kamp for ligestilling i USA. Det er et absolut must-see, når du besøger Memphis.

Efter vores besøg på museet kørte vi videre til Slave Haven, som under slavetiden fungerede som et safe house for slaver på flugt mod frihed i Canada. Huset blev bygget af en tysker i 1856, og når lanternen lyste udenfor, var det et tegn på, at slaverne kunne komme ind ubemærket og skjule sig i kælderen eller på loftet, indtil det var sikkert at fortsætte deres rejse.

Vores guide, en ældre dame ved navn Lorraine, var en del af de berømte "sit-ins" i 60'erne, hvor sorte borgere trodsede forbuddet mod at blande sig med hvide på caféer, biblioteker og i offentlig transport. Lorraine fortalte stolt om sin families engagement i borgerrettighedsbevægelsen; hendes familie, bestående af syv piger og syv drenge, blev arresteret flest gange i forbindelse med disse protester. Der findes endda en mindeplade om Lee-familien på hovedgaden.

 

Arcade_restaurant_collage

Stjernestøv og filmglamour på Arcade Restaurant

Arcade Restaurant, grundlagt i 1919, er en af Memphis' ældste restauranter og drives nu af fjerde generation af en græsk familie. Her kan man nyde en klassisk diner-morgenmad, som æg, bacon og pandekager – men man skal være forberedt på lange ventetider i weekenderne, da det er en meget populær restaurant. Restauranten er nemlig kendt for sine mange kendte gæster, hvor selveste Elvis Presley engang var en af stedets stamgæster. Desuden bruges stedet ofte som lokation for filmindspilninger og musikvideoer. En sjov detalje er, at klaveret i den ene ende af lokalet er blevet spillet på af ingen ringere end Justin Timberlake – og nu også af mig!

 

Graceland_collage

I selskab med The King på Graceland

Intet besøg i Memphis uden et besøg på Elvis’ eget Graceland. Vi begiver os lidt udenfor byen til Graceland, hvor vi skal tilbringe dagen i selskab med "The King of Rock 'n' Roll". Vi har valgt den almindelige Elvis Experience Tour, som giver adgang til hans mansion, 10 forskellige udstillinger med alt fra Elvis’ kostumer, biler, motorcykler, film og musik til hans 2 private fly, som også kan ses indefra.

Graceland er enormt, og der er ofte lange køer for at komme ind i mansionen, så det er en god idé at starte med det. Selvom første sal, hvor Elvis boede, er lukket for offentligheden, får man stadig adgang til alle de øvrige rum. Familien har også deres eget gravsted på ejendommen, hvor Elvis er begravet sammen med sin datter Lisa Marie. Sørg for at sætte mindst en halv dag af til at opleve det hele – der er meget at se.

Vi besøgte også Graceland Guesthouse, et imponerende hotel med 450 værelser! Hotellet har to restauranter, en udendørs pool og en egen biograf, hvor der hver aften vises Elvis-film. Morgenmadsbuffeten er fabelagtig og tilbyder et væld af lækkerier.

Hotellet ligger et stykke udenfor byen, så medmindre du er en meget stor Elvis-fan, vil jeg anbefale, at du kun overnatter en enkelt nat her. For længere ophold ville det måske være mere bekvemt at bo i selve Memphis by. Som en lille bonusinfo kan jeg nævne, at når Priscilla (Elvis’ ekskone) opholder sig på hotellet, bor hun i King Suite, værelse 746.

 

Beale_collage

Sun Studio og Beale Street

Vi fortsætter til Sun Studio, det legendariske studie fra 50'erne, der har haft fornøjelsen af at indspille musik af store kunstnere som Elvis Presley, Johnny Cash og Ray Charles. I dag fungerer studiet stadig som et optagestudie, selvom en session i dag koster lidt mere end de 4 USD, det kostede dengang. I nyere tid har U2 indspillet tre sange fra deres album Rattle and Hum, og Maroon 5 har også indspillet her. Man kan virkelig mærke historiens vingesus og den autentiske atmosfære fra de svingende 50'ere, mens guiden fortæller og synger med på sangene. Selvom stedet ikke er særlig stort, er det helt klart et besøg værd!

Fra Sun Studios tog vi videre til Beale Street, en af Memphis’ hovedattraktioner, der er kendt som fødestedet for soulmusikken. Gaden er et must-see – især hvis du er ude efter live musik og soulstemning. Vær opmærksom på, at der kan være kø, især i weekenden, når det er mest fest og farver i gaden. Beale Street er også en af de få steder i USA, hvor man må drikke alkohol på gaden, så længe man holder sig indenfor de afspærringer, der er opsat. Hver onsdag i sommerhalvåret er der motorcykeltræf på gaden – en oplevelse, du ikke vil gå glip af, hvis du er motorcykelentusiast.

 

Gospel_collage

Gospel i Memphis

Er du i Memphis en søndag, må du under ingen omstændigheder snyde dig selv for den oplevelse, det er, at besøge en gospelkirke. Vi besøgte en lille gospelkirke i et stille beboelsesområde lidt uden for byen og var de eneste turister i en propfyldt kirke. Denne stemningsfulde samling omfattede både prædikener, dåb og et besøg af Helligånden. Fra begyndelsen af gudstjenesten var der sang og dans, og jeg gik derfra med følelsen af at have fået en meget autentisk oplevelse med hjem.

 

Memphis

Skal du også opleve Memphis?

Så kontakt Karen Louise eller en af hendes dygtige kolleger på tlf. 70 22 66 00 eller på mail [email protected].

Du kan også lade dig inspirere af vores kør-selv-ferie Sydstaternes højdepunkter, hvor du bl.a. besøger Memphis, Nashville og New Orleans.

Your feelings about the post?

Aloha! Rejseekspertens bedste tips til din Hawaii-rejse
Forrige artikel

Aloha! Rejseekspertens bedste tips til din Hawaii-rejse

Næste artikel

Fra Banff til Vancouver: En eventyrlig togrejse med Rocky Mountaineer

Fra Banff til Vancouver: En eventyrlig togrejse med Rocky Mountaineer

Tilmeld dig vores
nyhedsbrev

Få inspiration, tilbud og invitationer til rejseevents

Bliv opdateret med de bedste tilbud, nye rejsemål, invitationer til gratis rejseforedrag, rejsetips og spændende indhold fra vores rejseblog.

Nyhedsbrevet udkommer 1-2 gange om ugen – og du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Vi ses i din indbakke!