Af Jane Bering Smedsrud, Rejseekspert
Postkort fra Australien: De største oplevelser Down Under
Australien – et kontinent hvor storbyens pulserende liv møder ørkenens rå magi og tropisk regnskov. Uanset om man drømmer om ikoniske byer som Sydney, vilde naturoplevelser ved Uluru eller tropiske eventyr i Cairns, byder Australien på kontraster og oplevelser, der sætter sig fast i sjælen.
Hos Risskov Rejser er det vigtigt, at vores rejsekonsulenter ikke bare kender rejsemålene fra bøger og brochurer – men oplever destinationerne på egen krop. Derfor har vores erfarne rejseekspert Jane netop været på en uforglemmelig studietur til Australien, hvor hun har samlet nye indtryk og oplevelser. Og selvom Jane har besøgt Australien flere gange før, bød hendes seneste rejse alligevel på en oplevelse, hun ikke glemmer lige foreløbig …
Læs med og lad jer inspirere af Janes personlige fortællinger og bedste tips til jeres næste rejse til Australien!

Melbourne og Great Ocean Road
Min rejse begyndte i Melbourne, en af mine absolutte yndlingsbyer i Australien. Det er den herligste storby med caféer, kunst og altid masser af liv, men det var køreturen langs Australiens berømte Great Ocean Road, der for alvor ramte mig lige i maven. Jeg har kørt den før, men turen bliver aldrig mindre imponerende! Med det samme man forlader storbyen og rammer kystvejen, ændrer landskabet sig dramatisk – høje klipper, brusende bølger og de mest fotogene strande dukker op bag hver en kurve. Et af højdepunkterne er uden tvivl De Tolv Apostle – de majestætiske kalkstenssøjler, der rejser sig op af havet som ensomme kæmper. Uanset om solen skinner, eller tågen ruller ind fra havet, er synet af dem fuldstændig bjergtagende.

Mødet med en vild koala på Kangaroo Island
Kangaroo Island bød på solskinsvejr og dyreliv i Flinders Chase National Park samt et besøg i Seal Bay. Og så var det her, jeg fik en af mine allerstørste oplevelser på rejsen, nemlig da jeg for første gang stod ansigt til ansigt med en koala i naturen – ikke i en zoo eller park, men helt frit. Koalaen er mit yndlingsdyr, og jeg føler mig simpelthen så taknemmelig over at have fået denne helt særlige oplevelse – tænk at være så heldig, at stå lige ved siden af en koala midt ude i den australske natur.

Sydney: En lysende storby
Jeg har besøgt Sydney mange gange før – men byen formår altid at overraske mig. Der er noget ved kombinationen af storslået arkitektur, frisk havluft og den afslappede stemning, der går direkte i hjertet. Denne gang var oplevelsen i Sydney ekstra særlig, fordi vi ramte Vivid Festival – og hold nu op, hvor byen kan noget, når mørket falder på. Hvis du ikke har hørt om festivalen før, så forestil dig dette: hele byen forvandles til et gigantisk, lyslevende kunstværk. Bygninger, som operahuset og flere museer, bliver dækket af farverige projektioner, mens musikken spiller og installationer lyser stier, parker og havneområder op. Det er som at gå midt i et moderne maleri og kan klart anbefales.

Uluru & Field of Light
Australiens Outback er noget helt for sig. Det røde støv, de uendelige vidder, følelsen af at være midt i ingenting – og alligevel midt i noget enormt. Red Centre, som det centrale Australien kaldes, er ikke bare landskab. Det er en stemning. En ro. En slags respekt, der sætter sig i kroppen, så snart man træder ud af flyet og ser horisonten strække sig i alle retninger.
Midt i Australiens støvede indre rejser Uluru sig – en enorm sandstensklippe, som synes at vokse direkte ud af jorden. Mange kalder den Australiens hjerte, og det forstår man først rigtigt, når man står der selv.
For den lokale aboriginal-befolkning er Uluru langt mere end en geologisk formation. Det er et levende sted – et helligt landskab fyldt med historier, åndelig betydning og forfædrenes fodspor. En af de ting, der er så særligt her, er hvordan Uluru ændrer farve. I morgengryet er nuancerne blide og støvet rosa, senere i dagslyset næsten rødorange – og ved solnedgang gløder den som ild. Jeg plejer at sige, at man skylder sig selv at opleve både en solopgang og en solnedgang her. De to oplevelser er vidt forskellige – og alligevel forbundet.

Og bedst som man troede, et ikke kunne blive bedre, viste det sig, at det mest magiske øjeblik ventede, da mørket faldt på, nemlig kunstinstallationen Field of Light. Tænk: 50.000 små lys, plantet som blomster i sandet, spredt ud over ørkenen og pustet til live, når mørket falder på. Det føltes lidt som at bevæge sig i en anden verden.
Vidste du det om Field of Light?
Kunstinstallationen Field of Light er skabt af den britiske kunstner Bruce Munro og består af over 50.000 solcelledrevne lys, der breder sig over mere end 7.000 kvadratmeter i den australske ørken. Installationen er i udgangspunktet midlertidig – men så populær, at den har fået lov at blive stående siden åbningen i 2016. Den kan kun opleves ved Uluru – og helst i stilhed.

Cairns: Regnskov, tropenætter og verdens ældste natur
Hvis Sydney er storby med havudsigt og Uluru er Australiens røde sjæl, så er Cairns porten til det grønne eventyr. Heroppe i det nordlige Queensland føles alt lidt varmere, lidt fugtigere – og meget tættere på naturen. Jeg har altid holdt af Cairns for den afslappede stemning og for, at man kan komme direkte fra café til regnskov på under en time.
Vi begyndte med en tur til Daintree National Park, som regnes for verdens ældste regnskov – over 180 millioner år! Her vandrede vi gennem tæt jungle, vadede i det klare vand ved Mossman Gorge og lyttede til fuglelyde, jeg ikke engang vidste fandtes. Det er natur i fuld volumen. Dagen efter tog vi med Kuranda Scenic Railway op i bjergene – en smalsporet jernbane med udsigt til vandfald og kløfter.
Cairns er desuden udgangspunkt for oplevelser i både Great Barrier Reef og Atherton Tablelands – så har du naturglæde i blodet, er det svært at finde et bedre sted at slutte (eller begynde) din rejse i Australien.

Vil I også opleve Australien på egen hånd?
Så tag en snak med Jane eller en af deres dygtige kollegaer!
Ring til os på tlf. 70 22 66 00 eller send os en mail på [email protected], så hjælper vi jer med at arrangere jeres næste rejse til Australien!
I kan også finde inspiration i vores univers af oplevelsesrige Australien-rejser, hvor I finder inspiration til ruter og rejsemåder.