Af Iben Thriege
Lady Elliot Island: Når verdens største rev føles som dit eget
"Aldrig har jeg set så mange farvestrålende fisk, skildpadder og koraller samlet ét sted," fortæller rejseekspert Iben Thriege, der sammen med sin mand snorklede ud for Lady Elliot Island – en lille koralø på kanten af verdens største koralrev, Great Barrier Reef.
Øen ligger 80 kilometer ud fra kysten ved Bundaberg og er en del af det UNESCO-beskyttede verdensarvsområde, der strækker sig over 2.300 kilometer op langs Australiens østkyst. Med kun 150 gæster ad gangen og adgang udelukkende via små 12-personers fly, er Lady Elliot et af de få steder, hvor man stadig kan opleve det oprindelige rev i sin mest uspolerede form. En verden, kun få får adgang til, og en uforglemmelig oplevelse, som Iben har beskrevet herunder.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Snorkling blandt nysgerrige fisk
”Vi er de eneste mennesker i vandet blandt tusindvis af farvestrålende fisk. Livredderen står på stranden og spejder ud over vandet. Vi er pinligt bevidste om, at vi er på besøg i en anden verden, og at der er mange forskellige dyr i vandet - også større dyr, som vi ikke har lyst til at hilse på.
Jeg kniber mig selv i armen og føler mig i dette øjeblik som den heldigste i hele verden. Vandet er omkring 25 grader varmt. Fiskene nærmer sig forsigtigt. Dagligdagen fortsætter i sit rolige tempo under vandet. Vandet skvulper i vores ører, og vi kan ikke undgå at høre, hvordan fiskene gnaver af korallerne og slår smut med halerne. Selvom vi er godt beskyttet af bluser med solfaktor, kan vi mærke den stegende sol bage på vores rygge. Vandet er salt. Fiskene er ved at have vænnet sig til dagens gæster på revet. Lige så stille flyder vi med strømmen over det ene flotte koralunivers efter det andet, mens de nysgerrige fisk kommer nærmere.
Under os og til begge sider åbner revet sig og beriger os med helt ubeskrivelige oplevelser. En kæmpe skildpadde kommer svævende gennem vandet. Efter den følger en interesseret han-skildpadde. Helt vægtløse nærmer de sig hinanden, og midt i alt det fantastiske er vi pludselig vidne til en kærlighedsscene, som vi aldrig kunne have forudset.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Øhop i et uforstyrret hjørne af Great Barrier Reef
Jeg har besøgt Australien mange gange, og vi har på denne tur bevidst valgt at lave øhop op langs den australske østkyst. Det er ikke den billigste ferie, men helt sikkert en af de bedste, hvis man vil havde den bedste oplevelse af Great Barrier Reef.
Lady Elliot ligger på den sydlige spids af Great Barrier Reef i Australien, 80 km ud fra byen Bundaberg. Afstanden fra land til ø er forholdsvis stor, så den eneste måde at komme til øen er med små 12 personers fly. Her sejler ingen færger, og øen tager kun imod maksimalt 150 overnattende gæster ad gangen, da det er det antal senge, der er på øen.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Et fristed for havskildpadder
Lady Elliot er et paradis - også for skildpadder. Hvert år kommer tusindvis af skildpadder tilbage til det sted, de selv blev udklækket, og lægger deres egne æg i det varme sand. Det er ikke svært at se og høre de store dyr, når de besværet bevæger sig op på stranden, når natten falder på. Med stor kraftanstrengelse udser de sig det perfekte sted til deres rede, hvorefter de graver et dybt hul, hvor de lægger deres æg.
Skildpadderne lægger æg fra november til februar, og fra januar til marts kan man opleve, hvordan de små, bløde skildpaddeunger popper op af det hvide sand og begynder deres vandring ned mod det klare vand – en fantastisk oplevelse, som er alle forundt. Det kræver blot, at man kan holde sig i ro og viser fuld respekt for dyrene, da skildpadderne er følsomme sjæle, der kun lægger deres æg, hvis de føler sig trygge. Efter den flere timer lange æglægning, møver skildpadderne sig tilbage i vandet og efterlader et synligt slæbespor efter sig.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

En oplevelse for livet
Efter 45 minutter i vandet føler jeg mig som et meget rigere menneske, mens jeg, i kontrast til dyrenes elegance i vandet, kæmper mig gennem brændingen og i land på denne fantastiske paradisø.
Selvom jeg gerne ville have set de skildpaddeunger, der den morgen blev skabt på revet ud for Lady Elliot, komme til verden, var det ikke muligt på denne rejse. Vi skal uden tvivl tilbage til Lady Elliot en dag og opleve, når ”mine skildpadder” engang kommer tilbage til samme strand og lægger deres æg.”
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Vil du opleve Lady Elliot Island?
Kontakt Iben eller en af hendes kolleger på tlf.: 70 22 66 00 og få sammensat dit helt eget australske eventyr.
Læs mere om Great Barrier Reef