Af Benjamin Christensen
Med hjertet i Vietnam
– Torben Folkmanns Vietnamrejse nr. 150
Der findes Vietnam-eksperter, og så findes der Torben Folkmann. I 2026 fejrer Risskov Rejsers erfarne rejseleder sin Vietnamrejse nummer 150. Et tal, der i sig selv er bemærkelsesværdigt – men det er historien bag, der virkelig gør indtryk.
I 18 år har Torben ledsaget danske gæster gennem Vietnams mangfoldige landskaber, fra frodige rismarker og bjergområder til storbyernes summen og stille fiskerlandsbyer. Når han runder sin 150. rejse i 2026, vil Torben have haft 150 grupper og omkring 3.500 gæster med til Vietnam og have tilbragt, hvad der svarer til syv hele år i landet. Det er ikke kun en præstation – det er en livsmission.

Et møde, der blev livsforandrende
Det begyndte som et professionelt kald – en rejselederopgave i et nyt land. Men det varede ikke længe, før Vietnam blev noget langt mere for Torben: et andet hjem. Ikke bare geografisk, men menneskeligt og følelsesmæssigt.
”Mødet med vietnameserne og deres smukke kultur har betydet mere for mig, end jeg egentlig kan sætte ord på. Det har formet mig både personligt og fagligt. At få indsigt i en fremmed kultur på et så dybt plan – at få vietnamesiske venner og blive omtalt som en bror og et familiemedlem – det har været en gave, som jeg stadig forsøger at rumme.”
Med tiden er mange af de professionelle relationer blevet til personlige venskaber. Torben er blevet inviteret ind i vietnamesiske hjem, har delt måltider og hverdag med familier, han mødte som samarbejdspartnere – og siden lærte at kende som mennesker.
”De har gjort mig klogere på deres land – men også på mig selv,” siger han. Og disse personlige forbindelser har Torben bragt videre til sine mange gæster, der får lov til at opleve autentiske møder med lokalbefolkningen, som et fåtal af rejseledere kan tilbyde i samme stil.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Det lokale liv i centrum
Torben har besøgt hele Vietnam – fra de kendte seværdigheder hvor turisterne flokkes til de små ukendte landsbyer, der kun i sjældne tilfælde får besøg udefra. Og selv om han i dag kan sige, at han har været "overalt", understreger han, at der stadig er meget at opleve. For det handler ikke kun om at se nyt – det handler om at se dybere.
”De mange år i landet og mine mange bekendtskaber har især åbnet mine øjne for de lokale oplevelser og det lokale liv – for at se det store i det små.”
Han har gjort det til sit speciale at give gæsterne, på de ture han er rejseleder for, en indsigt i netop dét. I sine fortællinger – både undervejs på rejsen og i det materiale, han har delt online på sin egen hjemmeside (www.folkmannsvietnam.com) – guider han gæsterne gennem det dagligdags Vietnam: hvor mennesker bor, lever, arbejder og griner. Det er det nære, der sætter de dybeste spor. Samtidig udnytter Torben sin baggrund som kok til at give gæsterne et særligt indblik i Vietnams spændende gastronomi.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Tillid fra 3.500 gæster
At 3.500 danskere har valgt at rejse med Torben – mange af dem endda mere end én gang – er ikke tilfældigt. Det vidner om en dyb tillid og et fælles menneskeligt afsæt, der gennemsyrer hans måde at lede rejser på.
”Det har været en stor glæde og et privilegium at få lov at rejse med så mange søde og nysgerrige danske gæster. At så mange har valgt at rejse med mig igen, eller anbefalet turene videre til andre, det har rørt mig dybt.”
Torben er ikke en rejseleder, der blot fortæller om historie og seværdigheder. Han skaber rum for nærvær, samtale og refleksion – både i mødet med vietnameserne og blandt deltagerne på turen.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Tifo, Quyen og Hung – mere end bare kolleger
En helt særlig del af rejsens magi skyldes samarbejdet med de lokale guider – især Tifo og Quyen. De har rejst med Torben i 18 år og er i dag både hans professionelle allierede og nære venner.
”De er ikke bare guider – de er mine venner. Vi har rejst sammen i adskillige år, og de kender både landet og gæsterne bedre end nogen. De skaber tryghed, nærvær og ægte indsigt for deltagerne på turene. Jeg ville ikke kunne gøre det uden dem.”
Gæster beskriver ofte mødet med Tifo og Quyen som et højdepunkt. Deres varme, viden og menneskelige nærhed gør indtryk – og skaber en rejseoplevelse, der lever videre længe efter, man er kommet hjem.
Bag kulisserne har én person spillet en særlig rolle: Torbens mangeårige samarbejdspartner og lokale agent, Hung Nguyen. Om ham siger Torben: ”Han er om nogen min mentor og kloge vejviser ind i den vietnamesiske kultur.” Det er Hung, der har åbnet døre, skabt forbindelser og givet Torben et unikt indblik i det vietnamesiske samfund.
Sammen danner de tre – Hung, Tifo og Quyen – rygraden i de rejser, der gang på gang giver gæsterne helt unikke oplevelser.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Velkommen hjem
Efter snart 150 ture bliver Torben i dag mødt med ordene “Velkommen hjem”, når han checker ind på et hotel i Vietnam. Det siger egentlig det hele. For Vietnam er ikke bare en destination for ham – det er et sted, han hører til.
I 2026 markeres det imponerende jubilæum. Ikke med én stor fest, men som Torben bedst kan lide det: på rejsen, i mødet med mennesker, i nuet. Et helt år med fejring, fællesskab og fortællinger – for nye og gamle gæster.
”Det er stadig mit stærkeste argument for at tage med på en rejse til Vietnam – mødet med vietnameserne og deres smukke kultur.”
Og netop det møde bliver ved med at forme både hans egne og gæsternes rejser – 150 gange og videre endnu. Selv siger Torben med et smil, at han regner med at fortsætte en 15 år endnu. Men selv for én, der stadig har rejselysten i behold, er det et ganske særligt jubilæum, som fortjener opmærksomhed – og taknemmelighed.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Vil du opleve Vietnam med Torben Folkmann?
Vil du opleve Vietnam i selskab med Torben Folkmann, kan han i skrivende stund opleves på følgende Vietnam-rejser:
VIetnam fra nord til syd med Torben Folkmann
Vietnam – havet, bjergene & Den Røde Flods delta med Torben Folkmann
